Annonce
Indland

Kommuner lader græsset gro til stor gene for allergikere

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Danske allergikere kan få det svært, hvis græs vokser frit i flere kommuner, mener allergiforening.

Flere kommuner planlægger af lade græsset vokse frit langs de danske landeveje for at give føde og levesteder til insekter.

Men hvis græsset ikke klippes, går det i blomst, og det giver store udfordringer for danskere med pollenallergi.

Det fortæller Anne Holm Hansen, der er vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

- Flere mennesker med pollenallergi kan for eksempel ikke have vinduet åbent på kontoret, hvis der er uklippede områder udenfor - og mange allergikere kan have flere sygedage på grund af deres allergi.

- Græs har en blomstringstid på tre måneder og påvirker derfor allergikerne i en lang periode, siger hun.

Allergi over for græspollen er den mest udbredte pollenallergi i Danmark. Mere end 500.000 danskere lider af græspollenallergi og har høfebersymptomer.

Astma-Allergi Danmark er en patientforening, der arbejder for et bedre liv for alle med astma og allergi.

I 2019 fik foreningen en henvendelse fra et medlem, der var så stærkt generet af græs langs vejkanterne, at vedkommende måtte tage bilen til arbejde i stedet for cyklen.

Det vil langt fra være et enkeltstående tilfælde, hvis græsset ikke holdes nede i vejkanterne, understreger Anne Holm Hansen.

- Vi frygter, at endnu flere vil blive hæmmet i deres liv, hvis græs vokser frit rundt om i landet. Derfor, mener vi, at kommunerne bare skal holde det lavt alle steder, siger hun.

Kommunernes argument for at lade græsset vokse er, at det skal gavne biodiversiteten.

Men det argument køber Anne Holm Hansen ikke.

- Græs er ret stærkt, og når det vokser frit, tager det både sol, vand og plads fra de vilde markplanter. Da græs er vindbestøvet, vil det simpelthen tage over.

- Derfor vil det ikke gavne biodiversiteten, fordi de vilde markplanter får svært ved at eksistere - og insekter får svært ved at bestøve dem, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce