Annonce
Læserbrev

Kommentar til budgetbesparelserne for ”Kulturmaskinen”

Odense er landets tredjestørste by og er i disse år på mange måde en by, der oplever opgangstider: Befolkningstilvækst, heftig byggeaktivitet og fuld kraft på den erklærede målsætning om at omdanne byen midt på Danmarkskortet fra STOR by til STORBY. Det går ikke stille af og ”plejer” er sendt på rekreation. Der er vækst på mange forskellige parametre.

Men udvikling gælder ikke bare om at få mere af det hele – det gælder sandelig også om at få gjort det eksisterende bedre – og i opgangstider bør der være masser af muligheder for dét.

Desværre imponerer Odense ikke rigtigt, når vi kigger på kommunens kultursatsninger. De fælles initiativer fra kommunen med borgernes skattekroner til kultur skal være med til at løfte livet i storbyen og udvikle det fælles med kvalitet, dybde og intensitet. Men de fælles mødesteder – som kulturhusene - hvor den slags kan ske prioriteres ikke voldsomt i Odense. De nyligt vedtagne budgetter for 2020 og overslagsårene med mange sparekrav og effektiviseringer trækker i andre retninger.

I landsforeningen ”Kulturhusene i Danmark” er vi i disse måneder ved at søsætte et stort projekt, der handler om at undersøge og udvikle deltagelsesformer i kulturhusene, og de mange, mange fællesskabsdannende og samfundsstyrkende effekter der er, når folk får lov til at engagere sig, deltage og være kunstnerisk og kulturelt aktive. Et projekt, der er støttet med midler fra Nordea-fonden.

I sidste uge mødtes repræsentanter fra 35 af landets kulturhuse og borgerinvolverende kulturinstitutioner til opstartsseminar for at styrke og udvikle hinandens arbejde som væredygtige og meningsfulde fællesskaber, der skaber engagerede borgere og øger livskvaliteten - Netop dét som kulturhusene er stærke til. Vi mødtes i Odense, nærmere bestemt i Kulturmaskinen. Deltagerne tæller vidt forskellige kulturhuse fra hele landet og store og anerkendte institutioner som det aarhusianske kunstmuseum Aros og det internationalt berømmede teaterkompagni Odinteatret fra Holstebro. Desværre havde Odenses største kulturhus ikke selv de fornødne kræfter til at blive en del af DELTAG-projektet, for arbejdet med skrappe lokale sparekrav og de afledte afskedigelser har taget hele deres fokus. Det er ærgerligt og kortsigtet, og kan ikke undgå at svække noget af alt det levende og tværgående, som virker i Kulturmaskinen: Filmfestivalen OFF, Magasinet, Frølageret, kunstudstillingsbygningen Filosoffen, værkstederne, Rosenbækhuset, de 700 arrangementer og de mere end 175.000 aktive deltagere i de lokale kulturelle fællesskaber. I Odense Kommune har man netop kørt grønthøsteren hen over hele paletten af kulturliv. 28 mio. kr. skal flyttes fra kulturområdet for at dække øgede udgifter på andre velfærdsområder. For Kulturmaskinens vedkommende betyder det fra næste år en besparelse på ca. 2 mio. kroner, næsten 20 % af huset budget i år til indhold og løn, PR, facilitering mv. Det kommer til at kunne mærkes. Mediegrafisk værksted lukker, og flere medarbejdere afskediges. Mindre manpower betyder færre aktiviteter, det siger sig selv. Er det en fornuftig og nødvendig prioritering? Det er et politisk valg. Vi, der har arbejdet i kulturhusene i mange år ved, at de er uundværlige som mødesteder, og at det at mødes om aktiviteter er livgivende både for den enkelte og for lokalsamfundet. De er også en del af velfærden.

Vi, der har vores daglige gang i kulturhusene ved også, at mødesteder, hvor almindelige mennesker kan engagere sig og deltage i og skabe aktiviteter af lyst, sparer samfundet for udgifter til ensomhedsbekæmpelse, kompetencekurser, stresshåndtering, inklusion og meget mere. Simpelthen fordi de kulturelle mødesteder danner base for, at folk kan leve socialt stærke og meningsfulde liv. Let at se, for os der arbejder i husene, sværere at dokumentere. Men politikerne burde komme forbi lidt oftere og opleve det ved selvsyn. Odense har ikke mange af den slags mødesteder, og det er trist, at man ikke prioriterer dem højere. Hvis Odense for alvor vil være stor, må man gå foran og vise vejen ved at tænke langsigtet og helhedsorienteret – og i velfærdens helhedsperspektiv har kulturens mødesteder selvfølgelig deres egen vigtige plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce