x
Annonce
Odense

Kommentar: HCA Festivals skal finde balancen

Italienske Luigi Ciotta viste med sin forestilling "Sweet Dreams", hvor mørk ens skyggeside kan blive, hvis man misbruger sukker. En fantastisk forestilling, der desværre blev afviklet i triste rammer - en grå og lidt øde plads på Flakhaven, som festivalen aldrig rigtig fik sat i spil. Foto: Frederik Nordhagen

"Jeg hader det ord. Sociale medier. Det er noget underligt noget. Sociale medier er jo et bedrag. Det lyder, som det er frelsen, der kommer der. Pludselig er man connected med hele verden, og så bliver der fred af det. Men det har jo ingen indflydelse på iskalotten for eksempel. Så er man på nettet. Jeg ved sgu ikke, om man er på nettet, det er snarere noget, man er fanget i. Det omringer én. Det gør livet meget mere kompliceret, end det behøver at være. Det er en illusion".

Ordene var Jørgen Leths, da han sammen med musikerne Michael Simpson og Frithjof Toksvig torsdag aften skabte en magisk aften på Amfiscenen med en Spoken Word-koncert på en stopfyldt plads. Pludselig hørte den evige snakken til koncerter op. Og folk som den mand, jeg til det store åbningsshow i Odeon sidste søndag havde set bruge det meste af forestillingen på at være på Facebook med sin enorme mobiltelefon, så man kunne se skæret af børn, biler - og hvad han nu ellers likede - han var der heldigvis ikke. Mandens blå skærmlys generede os andre på rækkerne bag ham så meget, at det tog en del af fornøjelsen ved "De fem verdenshjørner" fra mig.

Det var nu også den største sten i min sko på en uge, der igen havde sine højdepunkter - og udfordringer. Som altid nåede jeg slet ikke at se alt det, jeg gerne ville. Til gengæld blev jeg igen overrasket over, hvor mange skæve, sjove og næsten smukke oplevelser, der ligger og venter, hvis man bare lægger telefonen i lommen og går lidt på opdagelse i uge 34 - der igen i år løftede sig med varm sensommerluft.

Med flytningen af det store show fra Flakhaven til Munke Mose rykkede festivalens epicenter fra Flakhaven/Eventyrhaven og til Brandts/Ny Vestergade og Munke Mose. En flytning, der havde sin udfordringer. For dels var der pres på Munke Mose, når tusinder af publikummer skulle til eller fra det store show "Klokken". Og på Flakhaven blev byen pludselig helt grå og ikke særlig spændende, fordi de ellers fantastiske gadeperformere (med en italiensk candyfloss-jonglør som den bedste/groveste/sjoveste) var på en umulig opgave med at spille pladsen op. Det er en udfordring, som festivalen må kigge på, hvis Munke Mose næste år skal huse det største show.

Og så var der balancen mellem gratis og betalte arrangementer. Den er svær, og den fandt festivalen heller ikke helt i år. Ved flere betalingsarrangementer var der god plads mellem publikummerne, der havde brugt mellem 300-650 kroner på en billet. For det er nok en utopi at tro, at man kan sælge alle billetter i en uge, hvor man er omringet af gratisarrangementer.

Det ville kræve et dybt greb i lommerne hos de mange private sponsorer eller hos kommunen, hvis alt skulle være gratis. Så selvfølgelig må man selv til lommerne. Men man kunne overveje prisniveauet, der på visse ting lå i et alt for højt leje.

Det ændrer dog ikke indtrykket af en uge, hvor odenseanerne igen tog HCA Festival til sig - og gjorde august lidt mere sjov og lyserød inden den grå hverdag snart venter igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Nyt pressemøde om kontrolleret genåbning af Danmark - følg med direkte her

Nyborg

Ingen voldspil i år: Cyrano udsættes

Annonce