Annonce
Rejser

Kommentar: Berejst herre på usædvanlig mission

En af de mænd, Jakob Øster rejste til DR Congo for at møde. Foto: Jakob Øster

Normalt beskæftiger vi os i Rejser med lande og byer, som må formodes at have en vis interesse blandt læserne. Enten fordi de tiltrækker mange turister, eller fordi det er steder, som de drømmer om at besøge, når de har sparet flere penge sammen, har noget at fejre eller simpelthen får tid til at besøge.

Den Demokratiske Republik Congo optræder ikke på nogen af listerne. Alligevel kan du på side 4-6 læse en forrygende historie fra landets hovedstad, Kinshasa. Det er en rejsereportage, men ikke i traditionel forstand. Ingen tip om seværdigheder, udflugter, hoteller, restauranter og så videre. Blot historien om en dansker, der blev så fascineret af et vinderbillede i en stor fotokonkurrence, at han måtte flyve til Kinshasa for at finde nogle ganske bestemte mænd. En beretning, der betog mig så meget, at jeg ikke var i tvivl om, at den skulle deles med læserne.

Forfatteren er ikke en hvilken som helst dansker. Hvis nogen skulle tage på den tur, er det oplagt, at det blev Jakob Øster. Som han skriver på sin hjemmeside, sparer han altid op til den næste tur - og dem har der været mange af. Faktisk så mange, at han i juli kunne fejre, at han havde nået sit store mål som rejsende, nemlig at besøge samtlige 196 lande i verden. Kun omkring 200 andre i hele verden har gennem tiderne præsteret det samme.

Den Demokratiske Republik Congo hed indtil uafhængigheden i 1960 Belgisk Congo og fra 1971 til 1997 Zaire. Det er et af Afrikas største lande og ud fra alle tilgængelige beretninger ikke noget oplagt rejsemål for andre end dem, der søger spænding frem for palmestrande, behagelige hoteller, et rigt udvalg af restauranter og fredelige byer at gå på nattevandring i.

Småkrige synes hele tiden at være i gang mellem en masse militser af forskellig etnisk oprindelse, men først og fremmest kæmper de om rigdomme som guld, diamanter, kobber m.m.

Set med turistøjne er landets store nationalparker den største attraktion, og turismen var før borgerkrigen i fin vækst. Det danske udenrigsministerium har ikke nogen rejsevejledning til Den Demokratiske Republik Congo, men henviser til andre landes vejledninger. Det norske udenrigsministerium fraråder rejser til og ophold i en halv snes provinser, og til resten af landet frarådes rejser, som ikke er strengt nødvendige.

Så for en gangs skyld er det mest oplagte at tage på rejse fra hjemmets bedste stol med Jakob Øster som rejseleder - ham, der turde, hvor andre tøver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce