Annonce
Odense

Kom med ind på veteranhjemmet i Odense: - Vi har et fælles bånd

Peter Devantier er blevet mere involveret i veteranfællesskabet med tiden. I dag er han med i bestyrelsen for Veteranhjem Odense. Foto: Mathias Banke
I skjul bag Soldaterhjemmet Dannevirke ligger Veteranhjem Odense. Her kan veteraner i alle afstøbninger puste ud og lade op blandt ligesindede. Kom med indenfor på en helt normal hverdag i hjemmet.

- Du er kommet langt, siden du sidst havde naboer, siger Hannah Ussing, der er daglig leder på Veteranhjem Odense.

Hun snakker med Brian, som er i gang med lede efter en bolig. De sidder ved det store spisebord i opholdsstuen. Det er en helt normal torsdag i hjemmet. Over for dem sidder Peter Devantier og nyder sin kaffe, mens han kommer med sporadiske input til samtalen. Han bruger de fleste af sine formiddage i hjemmet.

Brian har derimod boet i huset siden 12. marts. Hverdagen blev for meget for ham, så han har søgt tilflugt i hjemmet, indtil han kommer på fode igen.

Han har fået øje på et håndværkertilbud. Hannah Ussing er bekymret for, at det vil være for stor en mundfuld at skulle sætte det i stand. Hun opfordrer i stedet Brian til at overveje en lejlighed, men han vil helst ikke være for tæt på naboer. De gør det svært for ham at finde ro.

- Der er altid et veteranhjem med plads til dig, hvis det hele ramler, forsikrer Hannah Ussing ham om.

- Jeg skal have mit eget sted på et tidspunkt. Jeg er jo ikke curlingveteran. Jeg skal bare ikke bo inden for en bygrænse, der er for meget larm, forklarer Brian.

Annonce

Veteranhjem Odense

Veteranhjem Odense er et af fem veteranhjem i Danmark. Det er det første på Fyn. Hjemmet blev indviet 7. marts 2019. Dermed fik veteraner i Odense et sted at være alle ugens dage.

Veteranhjemmet er bygget bagved Soldaterhjemmet Dannevirke på Sdr. Boulevard.

Hjemmet er blevet til med donationer fra blandt andet forskellige fonde og virksomheder. A.P. Møller Fonden har for eksempel doneret 9,6 millioner kroner, mens staten har støttet med 8 millioner kroner.

Filmen knækker

Klokken nærmer sig middagstid, mens de tre sidder om bordet. Peter Devantier, der har været i huset siden morgentimerne, er ved at nå sin grænse for, hvor meget socialt samvær han kan holde til i træk.

- Den magiske grænse er tre timer. Så bliver jeg nødt til at ligge ned med lukkede øjne i 20 minutter eller tage hjem. Det har været svært for mig tidligere at tage de her timeouts, men det kan lade sig gøre herinde. Det er der forståelse for, fortæller Peter Devantier.

Han var udsendt til krigen i Bosnien-Hercegovina. Siden hjemsendelsen har han ikke været helt den samme, og han har måttet kæmpe sin egen kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Dengang havde forsvaret ikke samme fokus på PTSD, som de har i dag. Peter Devantier vidste heller ikke selv, hvad der var i vejen.

- I 2001 tog jeg kontakt til forsvaret, fordi jeg kunne mærke, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være. Jeg havde nogle kraftige problemer med mit temperament, fortæller han.

Igennem forsvaret blev han bevilget psykologhjælp. Det hjalp nok til, at han kunne overskue hverdagen for en stund. Langsomt begyndte han at arbejde mere og mere, indtil arbejdet fyldte det meste af hans dage.

- Der knækker filmen. Jeg har alt for meget om ørerne. PTSD'en, der havde ligget og ulmet, kommer pludseligt til udtryk, og det fejer fuldstændig benene væk under mig, siger Peter Devantier.

Tog tilløb

Fra 2013 og frem til i dag har det været en lang, sej kamp for Peter Devantier at komme tilbage til en nogenlunde normal hverdag. Han skulle bygge sig selv op igen. En vigtig del af den proces fandt sted i 2014, da han for første gang opsøgte et fællesskab for veteraner. Dengang var det på Soldaterhjemmet Dannevirke, hvor der hver anden uge var veterancafé.

- Jeg gik i lang tid og tog tilløb, før jeg tog derhen. Jeg havde ikke nogen forventninger om noget som helst, men det var egentlig meget rart at sidde sammen med andre, som var i samme situation som en selv. Men jeg var godt nok spændt på at skulle derhen, kan jeg huske, siger Peter Devantier.

Den aften var han meget stille og afventende. Han lyttede mest bare til, hvad der blev snakket om. Bagefter var han fuldstændig smadret og mentalt udmattet af at møde nye mennesker på et fremmed sted. På trods af det glædede han sig til den næste veterancafé. I dag er han en del af den faste kerne, som hjælper nyankomne veteraner med at blive en del af fællesskabet.

- De nye sidder som regel og holder lidt igen. De skal lige se, hvad det er for noget. Men folk tør ret hurtigt op, når de sidder sammen med ligesindede. Vi har et fælles bånd, fordi vi har været udsendte soldater, og det betyder rigtig meget, fortæller Peter Devantier.

Hannah Ussing har selv været udsendt til Vestbredden gennem Udenrigsministeriet. Foto: Mathias Banke

Varm velkomst

Efter Peter Devantier rejser sig fra spisebordet og tager hjem, og Hannah Ussing går ind på hendes kontor, bliver Brian tilbage og ser på boliger. For ham ville alternativet til at bo på veteranhjemmet være at bo i skoven eller ved kysten.

- Det var ikke den store omvæltning for mig at flytte ind her. Jeg har nemlig boet på veteranhjemmet i København i seks måneder sammenlagt. Det er den samme kutyme. Den største forskel er, at det her sted er nyt, siger Brian.

- Når jeg bor her, får jeg socialt samvær, som jeg ellers ikke ville have. Det er her, at de fleste (veteraner, red.) er sociale. Hvis de ikke kunne være et sted som her, ville mange af dem sidde hele dagen på deres værelser, fortsætter han.

Mens han fortæller om løst og fast, kommer en anden veteran ind ad døren.

- Der er Mads sgu! Det var da en dejlig overraskelse, udbryder Brian.

Når Brian møder nye mennesker, giver han dem ikke hånd. I stedet giver han en knytnævehilsen. Mads får et stort kram.

Han er også veteran, og de to kender hinanden fra hjemmet i København. De falder hurtigt i snak. Brian fortæller om, at han henover weekenden har været ude at sejle med en ven, Heinz:

- Jeg tog afsted herfra klokken halv seks om morgenen og sejlede indtil solnedgangen. Det var lige, hvad jeg trængte til. Og på en hel dag siger Heinz måske to sætninger.

- Det er sgu fint. Rigeligt, svarer Mads.

De faste begivenheder i veteranhjemmet såsom spilaftener nyder godt fremmøde af veteraner. Foto: Mathias Banke

De frivillige er limen

Mens de to veteraner snakker, kommer Hannah Ussing ind i lokalet med en kvinde. Hun er en ny frivillig, der er ved at blive sat ind i tingene. Netop de frivillige har Brian og Mads mange rosende ord til. For dem er det vigtigt, er der er nogen udefra, der har lyst til at bruge tid med dem.

- Flere veteraner betror sig meget til en bestemt frivillige, fordi de opbygger en forståelse sammen. Der kan de frivillige være et lille plaster på såret, siger Mads.

- Ja, de frivillige er limen, der får stedet til at hænge sammen, fortsætter Brian.

De frivillige er også med til at komme med indspark i veteranernes samtaler, så de også handler om andet end krig og militær. Mange af de frivillige er vant til at arbejde med mennesker, og det er med til at gøre Veteranhjem Odense til et trygt sted at være.

- Man kan tage rustningen af, når man kommer herind, siger Brian.

Hverken Brian eller Mads ønsker deres efternavne nævnt i avisen.

Her i opholdsstuen kan veteranerne flade ud på sofaen foran skærmen. Foto: Mathias Banke
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce