Annonce
Odense

Kodning er da også for piger

Otteårige Louise Louise Bonne Alkærsig var lørdag en af deltagerne på Digipippis workshop, en forening, der siden 2015 har arbejdet på at gøre teknologi sjovt og tilgængeligt for piger. En af rollemodellerne er Helene Madsen Danielsen, der er gamer og selv laver sine egne computere. Foto: Christian Nordholt
Teknik- og it-interesserede piger kan hele weekenden blive klogere på kodning og robotter hos foreningen Digipippi, der er en af deltagerne ved Odincon i OCC. Foreningen blev stiftet for at skabe et fællesskab for piger, der vil programmere eller dyrke e-sport - uden drenge.

- Og så skal du lige trække koden herover.

Helene Madsen Danielsen guider otte-årige Louise Bonne Alkærsig igennem et computerprogram på hjemmesiden code.org. Hvis hun laver koden rigtig, roterer Anna fra Disneys "Frozen" rundt på isen i det mønster, hun er kodet til. Herefter rykker Louise Bonne Alkærsvig videre til næste niveau.

- Jeg ved ikke hvorfor, men det er bare helt vildt sjovt. Prøv at se, hvad man kan få hende til, fortæller den otteårige, imens figuren skøjter rundt på isen.

Louise er en af de piger, der lørdag er mødt op til en Digipippi Workshop i forbindelse med Odincon, et af Nordeuropas største gaming- og e-sportevents i Odense Congress Center. Her kan man blandt andet prøve kræfter med kodning eller give sig i kast med programmerbare robotter såsom Barbie på en segway.

Digipippi er en forening for unge piger, der gerne vil være en del af et fællesskab omkring teknik, it og digitale muligheder. Det er der nemlig et stort behov for, forklarer computerprogrammør Helene Madsen Danielsen, der er én af Digipippis rollemodeller.

- Jeg har selv gamet rigtig meget, og det er et hårdt miljø for kvinder at være i. Enten bliver man udsat for sexchikane, eller også bliver man ret hurtigt smidt ud af spillene, fordi mændene tror, at man er svag. Så jeg vil gerne være med til skabe trygge rammer for de piger, der gerne vil andet end at lege med dukker, fortæller hun.

Foreningen Digipippi blev stiftet i 2015 af pædagog og digital underviser Eva Fog, der også er med på messen.

- Vi er her, fordi det er nødvendigt at vise, at piger også kan lege med teknologi. Dels er der intet i måden at undervise i teknologi, som har ændret sig, siden jeg var barn. Det er stadig målrettet drenge og deres måde at opleve verden. Og dels er det et kæmpe problem, at det er mænd, der laver teknologi til kvinder. Vi får en masse lorteprodukter, som ikke tager højde for, at kvinder er anderledes end mænd, forklarer Eva Fog og uddyber:

- Apple Watch, for eksempel, skulle kunne måle alt. Det tog så bare ikke lige højde for, at kvinder har menstruation, hvilket påvirker deres krop. Der skulle 13 versioner af uret til, før der kom en menstruations-app. Det samme gælder virtual reality-briller, som ikke tager højde for, at kvinders balancenerve fungerer anderledes end mænd, ergo bliver vi dårlige af at have dem på. Derfor skal vi have kvinderne på banen, siger Eva Fog.

Sidste år dukkede flere end 20.000 mennesker op i Odense Congress Center og Jyske Bank Arena til en hel weekend med computerspil og professionel gaming til Odincon og Esl Pro League.

Annonce

Digipippi

Digipippi er et digitalt og socialt fællesskab for piger mellem 7 og 13 år, som gerne vil lære om teknik, it og digitale muligheder.

Foreningen blev stiftet af Eva Fog i 2015. Den er en af de mange deltagere på Odincon, et af Nordeuropas største gaming- og e-sportevents i Odense Congress Center i denne weekend.

I Odense har Digipippi blandt andet holdt månedlige workshops under titlen Kreatech, som fokuserer på det kreative og innovative ved teknologien.

Digipippi har en klub på Byhaveskolen i Svendborg, hvor piger mellem 7 og 13 år kan blive medlemmer. Det koster 300 kroner per sæson.

På workshoppen kunne man blandt andet prøve kræfter med Barbie på en segway. Foto: Christian Nordholt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce