Annonce
Sport

Knust landstræner begræder chancespild og dødssyge fejl

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Klavs Bruun Jørgensen er nedtrykt over afbrændere mod Tyskland, men ser stadig en chance for at avancere.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er frustreret over sine spilleres manglende træfsikkerhed, der igen kom til udtryk, da håndboldkvinderne led et unødvendigt nederlag på 25-26 til Tyskland ved VM.

Det danske hold havde flere muligheder for at tilspille sig overtaget i kampen, men store chancer blev misbrugt på stribe, hvilket sammen med tekniske fejl skabte en giftig nederlagscocktail.

- Det er en tilbagevendende ting, at vi brænder helt absurd meget. Derfor kom vi bagud med fire-fem mål og skulle hele tiden kæmpe os op.

- Vi begyndte at blive lidt usikre, og så kom der nogle af de der tekniske fejl, der bare er dødssyge at se på. Jeg har mange tanker om de fejl, men dem skal jeg nok holde for mig selv, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Erfarne kræfter som Stine Jørgensen og Louise Burgaard var alt for svingende, og Anne Mette Hansen kunne slet ikke komme ind i kampen.

Hun leverede en usikker præstation, der bekymrer landstræneren forud for de afgørende gruppekampe mod Brasilien og Frankrig.

- Hun tog desværre sin dårlige start mod Sydkorea med ind til denne kamp. Der er et arbejde i forhold til at få løftet Anne Mette. Det er der for mig, men også for resten af gruppen.

- Vi står og falder sammen, og hun skal selvfølgelig have hjælp af os alle til at komme op igen. Vi ved, at hun er en fuldstændig fremragende spiller, der tager en masse ansvar, men det gør hun bare ikke lige nu.

- Selvfølgelig er jeg bekymret, mest på Anne Mettes vegne, for jeg ved, at hun gerne vil, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han lægger ikke skjul på, at nederlaget var et af de mere smertefulde. Det sætter hans hold under hårdt pres, hvis ikke VM skal ende med et tidligt exit allerede efter indledende gruppespil.

- Det giver sig selv: Vi skal vinde de næste to.

- Jeg synes stadig, at vi har spillet godt i denne turnering. Vi har brændt for meget og lavet en anelse for mange tekniske fejl. Det tror jeg på, at vi kan rette op på, og så kan vi også vinde de to næste, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce