Annonce
Sydfyn

Klumme: Sommerfitness for din hjemstavnsmuskel

Julie Skaar, klummeskribent og en af initiativtagerne til Motorfabrikken Marstal. Arkivfoto: Trine Grauholm
Annonce

Lokalt tilhørsforhold blandt unge i landområderne har i mange år været udfordret af, at uddannelses- og jobmuligheder centraliseres i byerne. Som teenager havde jeg selv usandsynligt travlt med at komme væk fra Ærø og ryste min hjemstavnsdialekt af mig, da jeg havde alderen til at søge en ungdomsuddannelse. Der skulle gå en rum tid (læs: 14 år), inden jeg atter for alvor begyndte at interessere mig for det sted, som jeg vil kategorisere som ”hjem” for mig.

Et vendepunkt i mit engagement til min ø, var, da Lone Søndergård (min fabriksmedejer) ud af det blå ringede til mig og indledte telefonsamtalen med at sige ”Hej! Du kender mig vist ikke. Jeg hedder Lone Søndergård, og du må hjælpe din ø!” Jeg blev besnæret og husker, at jeg svarede noget i retning af ”Ja, det vil jeg gerne, men hvordan?” Helt konkret blev den samtale startskuddet til flere års frivilligt arbejde for sammenslutningen ”Øerne til folkemøde”, som jeg hjalp med håndtering af sociale medier.

Jeg blev spottet og taget ved hånden, da min hjemstavnsmuskel var på sit slappeste, og da jeg efter endt studie i vores hovedstad var mest ivrig og sulten efter at gøre mig gældende med min faglighed som nyudklækket kommunikationsuddannet.

Jeg tror ikke, at vi skal bilde os ind, at den manøvre ville virke på alle, men jeg tror på, at vi kan reaktivere og genopbygge hjemstavnsmusklen, så alle har Ærø med sig i hjertet – også når de fysisk befinder sig væk fra øen. Homecoming – et lokalt problemknuserdøgn for unge med en tilknytning til Ærø, der afvikles i august på Motorfabrikken Marstal – er et glimrende eksempel på en manøvre, der puster liv i tilknytningen hos en målgruppe, der ellers kan være svære at hive væk fra studiemiljøerne i de større byer, og giver dem mulighed for at reflektere over det, de er rundet af, og være med til at fastholde relationen.

Tilhør til et sted er jo ikke noget, man nødvendigvis behøver at være født med. Heldigvis er der mange dejlige mennesker og kapaciteter - uden tidligere tilknytning til øen - som flytter hertil og bliver følelsesmæssigt investeret i vores fælles sted. Modurbaniseringstendenser i tiden, de samfundsforandringer vi oplever i forbindelse med coronakrisen (for eksempel, at det er blevet alment accepteret, at arbejde kan udføres på fysisk afstand af arbejdspladsen), den teknologiske udvikling og digitaliseringen er alle faktorer, der er med til at skubbe grænserne mellem land og by.


Tilhør til et sted er jo ikke noget, man nødvendigvis behøver at være født med. Heldigvis er der mange dejlige mennesker og kapaciteter - uden tidligere tilknytning til øen - som flytter hertil og bliver følelsesmæssigt investeret i vores fælles sted.

Julie Skaar, klummeskribent


Og hvor føles det dejligt, at vi kan begynde at ryste forfaldsfortællingerne af os og i stedet tale om alle de positive ting, vi har at tilbyde som lille samfund og ø. Gratisfærgerne i juli måned medvirker til, at flere kan få et indblik i øens herligheder. Så her har vi et oplagt vindue til at forføre og pode ærøhjemstavnsmusklen hos dem, som ikke har den endnu. Forhåbentlig vil gæsterne tage hjem med minder, der måske kan konverteres til nye hel- og halvårsbeboere?

Så hvis vi stiller os selv spørgsmålet Hvordan kan jeg hjælpe min ø? Så er svaret, at det kan vi ved at være gode ambassadører, der byder øens gæster velkommen – også selv om vi ved, de er der for en kort stund.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Påvirket fynbo fik taget bilen

Annonce