Annonce
Hus og have

Klumme: Snøft, jeg er sulten efter mere

Tegning: Gert Ejton

Jeg lå i sengen med en ordentlig omgang mandeforkølelse i sidste uge.

I ved, en af den slags, hvor alle sanser er på nedsat kraft, fordi hovedet er fuld af snot. Det trykker for ørerne, man har ondt i halsen, og øjnene løber i vand. Det er noget møg. Jeg hader at være forkølet. Det værste er, at jeg på dag to altid mister lugtesansen. Og med lugtesansen forsvinder også smagssansen.

Jeg bliver altid grebet af panik, når det sker.

For en del år siden mistede min mor sin lugtesans efter en slem forkølelse, og hun har aldrig fået den igen. Som avisens madanmelder er jeg ret afhængig af netop de to sanser, så tanken om, at de forsvinder helt, kan godt sætte ekstra kul på koldsveden, mens jeg ligger der under dynen og har ondt af mig selv. Efterårets gråvejr synes kun at forsegle min selvskabte kuvøse yderligere. Tiden snegler sig af sted. Jeg forsøger mig med en bog. Jeg er godt halvvejs igennem Michel Houellebecqs “Underkastelse”, men kommer kun et par sider videre. Jeg forsøger mig med nogle nyheder på Ipad’en, men de er nærmest endnu mere forstemmende end den opdigtede verden, Houellebecq har skabt i sin roman.

Brexit, Tyrkiet, Trump.

Hvem har brug for det, mens man ligger der med en pose brugte Kleenex og trækker vejret gennem munden som en strandet ålekvabbe. Der er ikke plads. Der er for meget snot. Jeg har brug for noget let. Ind ad det ene øre og ud ad det andet. En serie måske?

Femte sæson af "Masterchef" har jeg ikke set endnu. Mest af alt fordi jeg er kørt træt i alle de her programmer, hvor glade amatører dyster i forskellige discipliner for så at blive vurderet af en gruppe mere eller mindre kendte dommere. En efter en sendes de dårligste hjem, til kun vinderen står tilbage i en regn af konfetti. Hyldet i dag, glemt ugen efter.

Vi kender dem alle: “X Factor”, “Vild med dans”, “Den store bagedyst” und so weiter. I "Masterchef" skal amatørkokkene først igennem en audition, hvor de med en hjemmelavet ret skal overbevise dommerne om, at de har de fornødne færdigheder til at komme med i programmet. Herefter følger et introforløb, hvor de udvalgte deltagere introduceres til forskellige metoder og teknikker, og så begynder selve Masterchef-forløbet, hvor deltagerne udfordres med forskellige råvarer.

Hver gang bliver en deltager sendt hjem, og efter 56 afsnit er der én, som kan kalde sig Masterchef. Efter et par afsnit er jeg hooked. Igen.

Deltagerpanelet er naturligvis ikke kun udvalgt ud fra den enkeltes gastronomiske talent. De håbefulde amatørkokke er selvfølgelig også castet på forhånd, så producerne sikrer sig, at de gør sig godt på tv, og at der er personligheder nok til, at seerne kan identificere sig med mindst én af dem. Mine to favoritter klarer sig ret godt, og undervejs får jeg masser af tips og tricks, som jeg får lyst til prøve. Teknikker, jeg ikke kender. Nye smagssammensætninger.

Dommerne, Jakob Mielcke, Jesper Koch og Thomas Castberg, har ude i det virkelige liv vist, at de ved, hvad de snakker om, når det handler om tilberedning og tilsmagning. Jeg er hele tiden sulten efter et afsnit mere. Jeg skal lige se, hvilke råvarer de nu skal arbejde med. Om hende den irriterende snart ryger ud. Desuden er der noget trygt over dette univers. Noget nagelfast i en verden, hvor selv fakta er til debat. Her kan man ikke spinne sig ud af et dårligt resultat.

Det nytter ikke at kalde sin puré for mos, fordi man ikke har fået den så glat som forventet.

Man kan ikke fjerne 25 procent af smørret og kalde bearnaisen for slank og fokuseret.

Det står ikke til diskussion, om cremen er skilt eller ej. Efter to dage på langs og 56 afsnit - bevares, jeg sprang en hel del rundt i de enkelte afsnit - begynder forkølelsen at fortage sig. Jeg kan igen trække vejret gennem næsen. Lugtesansen er tilbage. Jeg har lyst til at lave mad.

Jeg tror, det skal være en lækker fiskesuppe med tre forskellige slags fisk, masser af grøntsager, tomater, hvidvin og safran.

Den skal have hele armen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Odense For abonnenter

Flere penge på vej til TBT-projekt: Enigt udvalg siger ja til ekstraregning på én million kroner

Annonce