Annonce
Debat

Klumme: Om tillid og mistillid

Klummeskribent og leder af Ollerup Efterskole, Mette Sanggaard. Foto: Katrine Becher Damkjær

Den største mistillidserklæring, man kan få, er, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod en, sagde Inger Støjberg i sidste uge til Politiken.

Udtalelser om tillid gør mig altid nysgerrig. Måske fordi tillid er et begreb, jeg aldrig helt kan få greb om og særligt ikke når det bruges med bebrejdende undertoner, fordi der er mis eller mangler.

Tillid er ellers en grundsten i efterskolens samvær, så jeg burde nok være mere sikker. Det står i vores (og de fleste andre efterskolers) værdigrundlag og kan bruges som et nærmest selvstændigt argument i alle pædagogiske drøftelser, ligesom det er noget både elever og ansatte kan påkalde sig i konfliktsituationer.

Vi har det naturligvis ikke fra fremmede. Tillid er en grundsten i Danmark og godt for det. Mistillid er følgelig en alvorlig anklage. “Har du ikke tillid til mig?” er langt fra et uskyldigt spørgsmål om fakta.

Min nysgerrighed kredser om to spørgsmål. For det første om tillid er gensidigt? Kan det lade sig gøre, at Inger har tillid til Venstres formand, men Venstres formand ikke har tillid til Inger?

For det andet interesserer jeg mig for mistillid som del af tillidsskabende adfærd, altså for det forhold, at mistillid kan være nødvendig for, at der kan blive tillid. Jeg tror nok, de to spørgsmål hænger sammen.

Jeg spørger af og til vores elever, om tillid er gensidigt? Herunder om tillidsforholdet mellem unge og voksne er det? Elever kan nemlig godt finde på at mene, at vi voksne ikke har nok tillid til dem. Det kan de selvfølgelig have ret i indimellem. Når spørgsmålet rejses, synes jeg imidlertid, det er interessant at rejse det modsatte spørgsmål også: har de unge nok tillid til de voksne?

Enhver med teenagebørn kan måske se dynamikken i dette. Hvis vi ikke føler os mødt med tillid, påvirkes vores egen tillid negativt - og det kan meget nemt blive en negativ spiral. Og hvis vi ikke gør os det gensidige klart, er spiralen svær at bryde. I det øjeblik vi forstår gensidigheden, kan vi sammen skabe nye mønstre. Og jo flere gange jeg stiller spørgsmålet om gensidigheden, jo mere overbevist bliver jeg om, at svaret er bekræftende: Tillid ER gensidigt - på denne der menneskeligt komplicerede måde, hvor det ikke altid er helt 1:1.

Efterskolehverdagen viser os også, at tillid indimellem kræver mistillid. Det gør det, fordi tillid ikke er et mirakelmiddel, der straks får alle til at gøre det rette. Hvis ikke man har øje for det forhold, risikerer man at gøre på skade på tillidsbalancen. Det sker i øvrigt i forlængelse af det første spørgsmål, hvis man har glemt at tilliden er gensidig.

Ved at have for meget - eller blind - tillid til nogle elever, kan man miste tilliden fra andre. Og nogle gange også fra dem, man havde blind tillid til. Fordi man risikerer for dem at blive en voksen, man ikke kan regne med og det at være tilregnelig kan altså indebære, at man udviser passende mistillid.

Det gælder for eksempel, hvis man siger, at eleverne skal ligge i deres egne senge om natten og ikke besøge andre. Det siger de fleste efterskoler, og alligevel oplever vi alle sært nok, at det ikke altid respekteres. Bør vi have tillid til at eleverne gør, som vi siger eller skal vi gå en kontrolrunde i ny og næ?

Hvis vi har blind tillid, kan man naturligvis ikke beskylde os for at have mistillid til eleverne - omvendt bliver vores ord ikke særligt troværdige, hvis laver regler, der ikke følges op på. Hverken for dem, der ligger pligtskyldigt i sengene og bliver forstyrret i deres nattesøvn (eller hvad værre er: går glip af det sjove), eller for dem, der går på natligt eventyr og glemmer konsekvenserne for de kammerater, der faktisk er tilliden værdig.

For at opretholde troværdigheden må man indimellem gå runden og følge op. Selvom det ikke rigtigt er rart. Måske er man endda nødt til at snakke flere gange med nogen, og endda driste sig til ikke at tro på deres første forklaring om deres mulige deltagelse i uacceptable aktiviteter. Det hænder at selv de bedste efterskoleelever lyver. Særligt i en presset situation.


For at opretholde troværdigheden må man indimellem gå runden og følge op. Selvom det ikke rigtigt er rart.


Det vigtige her er tydeligheden omkring, at tilliden kan genetableres. Enten fordi den, der viste sig at tale sandhed forstod, hvorfor mistilliden var nødvendig i tillidens tjeneste - eller fordi den der valgte løgnen i første omgang, endte med at stå ved sine handlinger og gøre tingene godt igen.

Det er ofte, når tilliden svigter og genetableres, at vi for alvor lærer noget om, hvad tillid er. Og hvor vidunderligt det er i sit væsen - at vi kan lave fejl og så alligevel blive værdige til andres tillid på ny, når vi står ved dem og er villige til at handle anderledes. Det er stærkt.

Hvordan den gensidige tillid har det i Venstre for tiden skal jeg ikke gøre mig klog på. Udefra set ligner det dog, at Venstres formand forsøger at lave tillidsskabende adfærd ved at vælge integriteten og tilregneligheden i forhold til dem, der så at sige er blevet i sengene. Og så må Inger Støjberg vist leve med mistilliden fra sin formand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce