Annonce
Livsstil

Klumme: Ode til mine mørkhårede søstre

Tegning: Gert Ejton

Da jeg var barn, var et af højdepunkterne i december altid luciaoptoget - i skarp konkurrence med vores faste klippe-klistre-dag i klassen, hvor al undervisning blev aflyst, og hvor vi til gengæld fik lov til at sidde med papir, lim og saks, så det fløj om ørerne på os. Vores lærer, hr. Bødker, havde en skål med pebernødder på sit kateder, og den dag var der ikke noget, der hed faste pladser.

Men der var bare noget helt særligt over at gå lucia, hvor alle piger fra første til fjerde klassetrin smeltede sammen i en lang kæde. Målet var naturligvis at blive luciabrud, altså hende, der gik forrest med en krans på hovedet med levende lys i. Det gik demokratisk til ved, at det altid var den højeste pige, der var bruden, og så gik det ellers trip-trap nedad til den laveste.

Et år var jeg den højeste pige. Og jeg glædede mig så meget til at gå forrest, være den højeste, være bruden. Kulminationen på års gåen rundt i geleddet med lys i hånden og ikke i håret. Yes!

Annonce

Altså lige indtil den lærerinde, der stod for det, kiggede på mig og sagde: "Man kan altså ikke være luciabrud, når man er mørkhåret."

Det var hverken første eller sidste gang, jeg fik at vide, at mit mørke hår stod i vejen. Jeg måtte for eksempel aldrig være prinsessen eller "den gode", når vi piger legede. Mørkt hår var lig med heksen eller "den onde". Og sådan var det.

Selvom jeg ikke var bleg for en god diskussion, var det bare svært, når alle de andre piger havde fint, skandinavisk lyst hår. Skidt med at mit var både længere og flottere. Det var mørkebrunt. End of discussion.

Men se, her er det så, at populærkulturen blev min redning.

Er der en fiktiv person, jeg har elsket nærmest som en ægte, er det Anne fra Grønnebakken. Hende den forældreløse umulius med det iltre røde hår og temperamentet, der sagde spar to.

Hende, der knækkede sin skrivetavle i hovedet på Gilbert Blythe, da han hev hende i fletningerne og kaldte hende "gulerod" på hendes allerførste skoledag i Avonlea. Hende, der boede på Green Gables med Marilla og Matthew - og hende, der ønskede sig et hår så mørkt som ibenholt.

Da jeg blev lidt ældre, boede vi alle sammen lige pludselig lidt i et helt særligt postnummer: 90210. Beverly Hills var kommet til Danmark.

Hver torsdag klokken 20.00 gik turen via TV2 til de lune himmelstrøg, de åbne biler og Kelly, Donna, Brandon, Steve, David, Andrea, Dylan og - vigtigst af alt - Brenda. Brenda var den mørkhårede pige i midten af alle de blonde. Hun var også den kloge, den kreative, den seje og hende, der scorede Dylan McKay, alletiders fineste hjerteknuser.

Nok var jeg blevet 14 og for gammel til både lucia og prinsesselege. Men der var alligevel noget vidunderligt ved at kunne spejle sig i en, der i overført betydning gav alle de lyshårede klø.

Og mens disse linjer blev nedfældet, har jeg multitasket og fundet webshoppen med den ultimative dvd-samling med alle afsnit af Anne fra Grønnebakken - og jeg håber sådan, den er nået frem, så jeg her på den første søndag i advent kan blive mindet om, at det er okay nogle gange at være en ilter umulius med langt, mørkt hår.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Kerteminde

Naboer i oprør mod solcelleanlæg: 25 familier bliver fattigere for at gøre en rig mand rigere

Annonce