Annonce
Faaborg-Midtfyn

Klumme: Når regler ødelægger initiativ og sund fornuft

Gymnasierektor Jesper Hasager Jensen drømmer om, at Faaborg i fremtiden ikke blot kan byde på en studentereksamen men en hel vifte af uddannelser til de unge mennesker. Arkivfoto

Historisk set er mange mennesker fra Faaborg naturligvis flyttet til de større byer for at videreuddanne sig, men udbuddet af en ungdomsuddannelse (gymnasiet) har været godt for virksomhedernes mulighed for at rekruttere højtuddannet arbejdskraft i området, enten fordi man efter endt uddannelse er flyttet tilbage, eller fordi forældre er flyttet til området på grund af uddannelsesmuligheder for børnene.

I mit job som rektor er det min vigtigste opgave at tilbyde gode lokale uddannelsesmuligheder for unge, og dette begrænser sig ikke kun til unge, der ønsker en almen studentereksamen.

I øjeblikket tilbyder vi et virkelig stærkt gymnasietilbud med meget dygtige undervisere, et levende studiemiljø og meget tilfredse elever og medarbejdere.

Dette skal vi naturligvis blive ved med, men derudover drømmer jeg om at udbyde en lang række andre uddannelser til unge mennesker i området. Først og fremmest erhvervsuddannelser – eventuelt i samarbejde med Svendborg Erhvervsskole.

Håbet er, at eleverne vil kunne starte her i Faaborg og også få en praktikplads i lokalområdet, hvorefter de vil kunne specialisere sig i Svendborg senere.

Vi drømmer også om HTX, HF og SOSU-uddannelser beliggende i eller omkring vores skole.

Dertil kunne vi knytte lokale 10. klasser og eventuelt andre af kommunens tilbud som ungdomsskole og lignende. Måske vil der endda kunne etableres studieboliger/kollegier, så elever kunne komme fra andre steder end blot Faaborg by.

Der er ingen tvivl om, at mange unge ville benytte sig af sådanne tilbud, men som reglerne er nu, må vi ikke bare åbne alle disse uddannelser, og det mest groteske er, at ønsker vi at fusionere med andre skoler og af den vej skabe mulighed for alt dette, vil vi efter fire år kun modtage et enkelt grundtilskud.

Dette kan betyde et samlet tab ved en fusion på 4-8 millioner kroner årligt.

Som reglerne er nu betaler man altså ganske simpelt til statskassen, hvis man udfører noget godt for unges uddannelsesmuligheder lokalt i Faaborg.

Ingen fornuftige bestyrelser vil naturligvis sige ja på den baggrund.

Jeg arbejder derfor i øjeblikket tæt sammen med Svendborg Erhvervsskole og Svendborg Gymnasium på at få børne -og undervisningsministeren til at indse det ulogiske i disse regler og for at få hende til at forstå, hvilken betydning det konkret har for unge mennesker lokalt i Faaborg.

Jeg håber meget, at politikerne kan se det fornuftige i at sørge for udbrede ungdomsuddannelsestilbud alle steder i landet og ikke kun i de store byer.

Jesper Hasager Jensen

Bopæl: Ollerup, Sydfyn

Beskæftigelse: Rektor Faaborg Gymnasium

Engageret i andet: Mine børn

Fritidsbeskæftigelser: Rejser – Især Centralasien og Afrika og helst med tog.

Jesper Hasager Jensen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce