Annonce
Assens

Klumme: Når Facebook bliver et slag i ansigtet

Majken Kristine Gunge.

Majken Kristine Gunge er eksam. psykoterapeut og cand.mag. i dansk og musik. Hun skriver klummer i Lokalavisen Assens.

De sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram m.fl. kan være svære at komme uden om i vores dagligdag. De mange nyhedsopslag, billederne, der lægges ud, og den direkte interaktion mellem mennesker, vi ikke nødvendigvis kender, lokker noget frem i os, som kan føles noget så godt og nærende i nuet.

I hvert fald lige indtil det øjeblik, hvor vi kigger op fra telefonen og kastes tilbage til vores egen virkelige verden. Til den dårlige sædkvalitet, til den dumpede eksamen i biologi, til den håbløse jobsøgning, til den nedgroede storetånegl, der bare bliver ved med at gøre nas ...

På en måde minder Facebook os hver dag om, at der er et liv derude, som vi bare ikke er en del af. Der findes mennesker, relationer og oplevelser, som - ud fra de forskellige delinger og nyhedsopslag - ser så fantastiske ud, at det kan gøre helt ondt indeni at scrolle igennem alle de mange opslag på vores smartphone.

Samtidig kan vi måske ikke helt lade være. For det giver et kick og en fornemmelse af, at der trods alt er et liv derude, der for en stund får os væk fra vores egen leverpostejfarvede hverdag og måske også væk fra vores egen følelse af mindreværd og utilstrækkelighed. Væk fra den indre følelse, som kan ligge og lure i os: At vi måske bare er jævnt kedelige, helt almindelige, uden tanker og visioner i vores liv, uden mål og retning. Eller værre endnu: Den indre følelse af, at vi måske dybest set er dumme som en dør, og det bare er et spørgsmål om tid, før omverden finder ud af det ...

Annonce

At turde afstå fra sammenligningen og tage eget liv alvorligt

Det kan føles som at få et hårdt slag lige i ansigtet at spejle sig i mængden af Facebook-opslag på en dag. Og det kan virkelig være svært at blive ved eget udgangspunkt - og finde værdi i eget liv og de ting, man bruger sin tid på - når man hele tiden kaster blikket ud af og sammenligner sig med verden omkring.

Men set fra min stol, er der egentlig brug for, at vi tør lade være. Der er brug for, at vi tør afstå fra sammenligningen med omverdenen og i stedet tør være ærlige omkring livet, som det er for os selv lige nu og her.

Hvis sædkvaliteten er dårlig, ja ... så er den jo egentlig bare dårlig. Og hvis man ikke kan mærke retning, hvis man føler sig depressiv eller angst eller bare er dybt forvirret i sit liv, ja ... så er det sådan, det er lige nu. Og så må man starte der og prøve at tage kærligt hånd om det, man kunne have brug for i nuet.

Hvis vi slipper forsøget på hele tiden at opretholde et bestemt billede af os selv, giver vi os selv mulighed for at kigge på tingene, som de er. Herfra kan vi virkelig arbejde langt mere konstruktivt med dem. Og imens vi gør det, kan det måske være en hjælp at drosle lidt ned på aktiviteten på Facebook.

Det gode er, at de sociale medier ikke forsvinder fra os, fordi vi har brug for en lille pause. Så snart vi logger ind og melder os på banen igen, står Facebook, Instagram m.fl. klar med åbne arme, masser af liv, aktivitet og gode, inspirerende nyhedsopslag.

Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce