Annonce
Livsstil

Klumme: Når en gåtur bliver et lille stykke hverdagsmagi

Tegning: Gert Ejton

I min familie har vi altid været glade for ture. Gåture, bilture, togture.

Toget eller bilen tog vi til Fyn alle de weekender, min far havde fri - vist nok hver sjette, hvis jeg husker rigtigt. Min mor og far var emigreret til storbyen i de tidlige halvfjerdsere, men vendte snuden hjem til det sydfynske, så tit de kunne.

Jeg husker togkupéerne og de hvide- og brunstribede sæder, der ikke var lavet til bare ben. Jeg husker færgerne. Vores stambord i cafeteriet, hvor vi spiste madpakker og drak saftevand. DSB-kioskerne, hvor jeg brændte mine lommepenge af på Lilla pause-chokolade. Jeg husker at gå ud på dækket og blive blæst godt og grundigt igennem, for derefter hvinende at løbe indenfor igen. Jeg husker, at døren ind igen altid var allerhelvedes svær at åbne.

Jeg husker de store, sorte dørknapper, der åbnede dørene til trappen automatisk. Lugten af olie på færgedækkene, når vi gik ned til bilen igen. Jeg husker lamperne over bilerne, som lyste rødt under hele overfarten, og spændingen i, hvornår de blev grønne, når færgen var sejlet i land og porten åbnedes. Elskede når vi kørte ud og ned ad rampen.

Rutebilerne elskede jeg knap så højt. Når vi var i tog til Fyn, var det med rutebil fra Nyborg til Åstrup og min mormor og morfar, hvor vi for det meste overnattede.

Senere blev vi glade for at tage bilen ud ad Østerbrogade i København og videre langs kysten forbi Hellerup og Charlottenlund. Tit med det ene formål at få en is.

Annonce

I 1987 fik vi hund. Snoopy. Det fineste, sorte schæferlabradorkryds, man kan tænke sig. Og så begyndte vi at gå ture med hunden. Rundt om søerne. Over i Fælledparken. Ned på Engen, som vi kaldte det, der egentlig hedder Fredens Park. Han kom også med i bilen, når vi kørte langt og skulle have is.

År senere, da mine forældre var tilbage på Fyn, fortsatte traditionen med ture. Bilture til Falsled (og isvafler). Gåture i skoven med først Snoopy, siden Junior, så Bølle og Fenja. Og hunkatten Schmeickel. Hun elskede at lunte med, når mine mor eller far gik tur med hunden. Hun holdt sig altid cirka tre meter i baggrunden, men hun gik med på hele turen.

Min søn og jeg fortsætter traditionen. Vi har hverken hund eller bil. Men vi elsker bare at gå en tur. Min ellers ordknappe pre-teen snakker lige pludselig fanden et øre af, lige så snart vi er ude fra hjemmets fire vægge. Det elsker jeg.

Og jeg elsker især at gå tur her, når det er blevet efterår og vi er pakket ind i et par ekstra lag. Vi samler kastanjer i Munke Mose (eller, indrømmet, jeg samler kastanjer), og vi drikker varm æbleglögg, når vi kommer hjem igen.

Forleden slentrede vi hen til Lørups Vinstue henunder aften, og min søn sang "Mahna Mahna" hele vejen derover. Da vi var få meter fra blomsterhavet og hilsnerne til alle tiders bedste Larsen, bad jeg ham holde inde. Vi stod lidt i stilhed, før vi gik videre og sammen skrålede "Mahna Mahna" hele vejen hjem igen.

Jeg håber sådan, at når han engang er nået min alder, vil tænke tilbage på sin barndom og vores mange, mange gåture. Jeg håber, han vil huske tilbage på dem på samme måde, som jeg husker turene over Storebælt med mine forældre.

Som et lille stykke magi i hverdagens mylder. Med eller uden is.

Annonce
Forsiden netop nu
Nyborg

Simone er bidt af boksning

Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce