Annonce
Danmark

Klumme: - Jeg tog pizzamanden i at snyde statskassen - sådan kan du selv forhindre det

Journalist Jesper Bech Pedersen. Foto: Morten Pedersen.

KLUMME: Jeg havde glemt at smøre madpakke dagen i forvejen.

Okay, okay. Jeg havde ikke gidet.

Under alle omstændigheder meldte sulten sig hen mod middag, så jeg trak i jakken og gik ned til et pizzeria i Aarhus midtby.

Jeg har været der mange gange før og bestilte rutinemæssigt en rullekebab til en pris af 50 kroner.

Normalt betaler jeg altid med kort, men denne dag tjekkede jeg lige møntlommen for at se, om jeg kunne skrabe nok kontanter sammen.

Jo, minsandten. To tyvere og to femmere. Værsgo.

Annonce
Vi kan alle være med til at stoppe svindlen. Bare bed om en kvittering.

Pizzamanden på den anden side af disken tog imod de fire mønter, og placerede dem oven på kasseapparatet, og udleverede så min rullekebab.

Jeg stod og stirrede på den lille møntstabel - oven på kassen - mens han begyndte at betjene næste kunde. Ikke at der var travlt. Vi var to kunder, og de var tre mand bag disken.

- Hov, jeg vil gerne lige have en kvittering, hørte jeg mig selv sige.

- Hvad?

- Kan jeg få en kvittering? På den her, spurgte jeg igen og viftede med min indpakkede kyllingekebab.

Pizzamanden gloede ligegyldigt på mig. Gik hen til kassen, tog mønterne, åbnede skuffen, smed pengene i, tastede købet ind, og stak mig så den udprintede kvittering uden et ord.

Jeg kender et par stykker, der arbejder for Skat.

Vi har nogle gange talt om de store fisk og de små fisk. Hvem samfundet egentlig bør gå efter. De store, der svindler massivt på tværs af landegrænser, og som er desto sværere at få krogen i? Eller de små fisk, der bare snyder en smule på vægten?

Jeg kan høre mig selv sige, at man bør give småsvindlerne et break. Koncentrer jer nu om mafiabossen i stedet for lommetyven. Sådan har jeg i hvert fald tænkt tidligere.

Men som jeg stod der i pizzeriaet og overværede et åbenlyst forsøg på at snyde statskassen, så blev jeg ærlig talt harm.

Sandheden er jo, at de små fisk tilsammen bliver kæmpestore, for der er en hel stime af dem.

Det værste er, at det er umuligt for Skat at afsløre den slags svindel. Så længe pizzamanden sørger for bare at slå en del af transaktionerne ind, så popper der ingen røde flag op hos Skat.

Hvordan skulle der det? Det er som sådan risikofrit at køre en parallel, sort indtjening i en virksomhed, der køber råvarer i sække- og spandevis.

Ingen kan nogensinde kontrollere, hvor mange rullekebaber, der er blevet ud af det - og hvis Skat prøver og finder en uoverensstemmelse mellem antallet af solgte pizzaer og mængden af hjemkøbte råvarer?

Ja, så siger man da bare, at noget af det blev smidt ud, fordi det blev for gammelt.

Og tænk så engang på, hvor let det er at snyde for en af de frisører, der kun tager 80 kroner for en klipning. Der kan umuligt være en bare nogenlunde anstændig løn tilbage, hvis de både skal svare skat og moms og samtidig betale udgifterne til husleje, vand, el og varme.

I 2018 offentliggjorde Skat en undersøgelse, hvor i alt 37.000 virksomheder var blevet kontrolleret. Blandt andet cafeer, grillbarer, kiosker og frisører.

Værst stod det til i restaurationsbranchen. Her blev der afsløret snyd i rundt regnet hver tredje virksomhed.

Og ved du hvad? Det er bare toppen af isbjerget. Det er i hvert fald ikke tricket med at putte en halvtredser i lommen, Skat er faldet over, for det er umuligt at spore - der er ingen spor.

Men ved du så en anden ting?

Vi kan alle være med til at stoppe det.

Bare bed om en kvittering.

Gør det hver gang, du bestiller en pizza, er ved frisøren eller køber en kølig sixpack i kiosken. Ja, alle de gange, hvor du ikke har noget som helst at bruge kvitteringen til.

Der kan sikkert stadig svindles på 1.000 andre måder, men så snart købet er slået ind, så er der i det mindste skabt et spor for Skat at arbejde videre med.

Det er et meget enkelt greb, vi som forbrugere kan benytte os af, og du skal ikke skamme dig det mindste over at bede om en kvittering eller føle, du er til besvær.

Du har faktisk ret til det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce