Annonce
Nordfyn

Klumme: Ikke let at tabe med samme sind

colofonbilleder af Nordfynsredaktionen
Annonce

Den gamle talemåde om at tabe og vinde med samme sind, er sådan noget pladder vi som hårdt prøvede forældre pr. automatik har lært, at vi skal banke ind i hovedet på vores poder.

”Det drejer sig ikke om at vinde, men om at være med”, fik jeg selv jævnligt at vide i min barndom, hvor jeg stod midt i 1970’ernes pædagogiske sump med brune fløjlsbukser, lilla bleer, ukritiske guitarakkorder og bæredygtigt trælegetøj med et "Atomkraft Nej Tak" klistermærke klæbet i panden, fordi vi ikke havde nogen CV2 at sætte det på.


”Det drejer sig ikke om at vinde, men om at være med”, fik jeg selv jævnligt at vide i min barndom, hvor jeg stod midt i 1970’ernes pædagogiske sump med brune fløjlsbukser, lilla bleer, ukritiske guitarakkorder og bæredygtigt trælegetøj med et "Atomkraft Nej Tak" klistermærke klæbet i panden, fordi vi ikke havde nogen CV2 at sætte det på.


I virkeligheden er det en fordrejet, sørgelig, fordansket og fejlciteret udgave af den olympiske ånd. De olympiske tanker blev formuleret af den franske adelsmand Pierre de Coubertin.

For ham betød idræt, at lære at opføre sig efter bestemte regler og værdier. I sport respekterer man sin modstander, man kæmper modigt og selvstændigt, man bruger både sin krop og sin intelligens, og man yder sit bedste. Hvis man på denne måde har kæmpet sit bedste, så har man på en måde vundet uanset resultatet.

Men yder MAN i virkeligheden sit bedste, hvis man dybest set er ligeglad med at tabe? Jeg kom til at tænke over det, en gang for flere år siden, da vi stod til et indendørs fodboldstævne med junior. Han er mildest talt en dårlig taber. Altså, jeg mener DEN VÆRSTE. En rigtig, rigtig dårlig taber.

I samme sekund som den her infernalske summelyd fortæller at kampen er slut, stak Nikolai vanen tro i et brøl, der får manden ved tidtagerbordet til at undersøge om det i virkeligheden var røgalarmen i cafeteriet, der var gået. På vej mod udgangen, var der en venlig mand, der stoppede op og spurgte om knægten havde brækket noget. Jeg rystede opgivende på hovedet, og pegede op på tavlen, der stadig hånende viste nederlaget med store røde neonbogstaver: 1-0.

- Nåååh, siger manden. I har tabt. Du må bare se at få lært at tabe. Det var sikkert ikke ment sådan, men jeg glemte helt min egen arrigskab over knægtens reaktion, og kom uvilkårligt til at tænke: Hvorfor egentlig?


Du må bare se at få lært at tabe. Det var sikkert ikke ment sådan, men jeg glemte helt min egen arrigskab over knægtens reaktion, og kom uvilkårligt til at tænke: Hvorfor egentlig?


Nu ved jeg godt, at vi lever i et land, der i en eller anden masochistisk selvforståelse dvæler ved røvfuldene, og ikke rigtigt tør feste igennem, når det går godt. Vi mindes og holder ilden ved lige fra dengang Prøjsen lammetævede os på skanserne ved Dybbøl. Andre nationer har tendens til at gennemgå historiebøgernes mindre heldige kapitler med en stor dunk slettelak, mens vi kigger på hinanden og siger "Jamen, vi er også bare sådan en lille plet på verdenskortet.

Der er aldrig mere nogen der foreslår, at vi samler nogle gutter og driver svenskekongen ud af Skåne, Halland og Blekinge eller marcherer mod Ejderen og løser problemerne med grænsehandelen.

Jeg er ret sikker på, at ”Det drejer sig ikke om at vinde, men om at være med”, ikke var den sætning der passerede gennem hovedet på soldaterne ved Dybbøl, mens de ventede på stormløbet.

Jeg har i hvert fald vedtaget med mig selv, at det ikke bliver mig, der lærer nogen at tabe og vinde med samme sind.

Jeg synes faktisk det er ok, at vise sine følelser og lade ludobrikkerne flyve gennem luften, eller sparke spisestuestolen omkuld, bare man som Pierre de Coubertin sagde ”opfører sig efter bestemte regler og værdier, respekterer sine modstandere, kæmper modigt og selvstændigt, bruger sin krop og sin intelligens, og yder sit bedste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce