Annonce
Sport

Klumme: Hér sang Gasolin' sin svanesang i Malmø

Det var på denne beskedne scene i Folkets Park, Gasolin' spillede sin sidste koncert i 1978. Foto: Kim Mikkelsen

Som et strejf af en dråbe - fik vi lov til at håbe. På de ting som skal komme - før end livet er omme.

Med disse enkle ord og en melodi på godt 80 sekunder sluttede dansk rockhistories største rockband sin sidste koncert nogensinde. Og det var i Malmø, Gasolin' sang sin svanesang. I Folkets Park den 21. august 1978.

Det er mere end 41 år siden, og som den store Gasolin'-fan, jeg er, må jeg selvfølgelig benytte besøget i Malmø til at gå i fodsporene på Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev. Jeg slår hætten op og spadserer ud ad den boulevardlignende Amiralgatan gennem et kvarter af Malmø, der slet ikke har samme charme som Gamla Staden. Faktisk er det helt ucharmerende. Efter 10 minutters rask gang dukker indgangsportalen til Folkets Park op. Et sørgeligt syn. Store dele af folkeparken minder om en udtjent legeplads i Østeuropa. Rust, slitage og forfald. Dette har intet med et tivoli at gøre. Forlystelserne begrænser sig til lidt klatrestativer og en lukket minigolfbane. Stort set samtlige skilte i parken handler om, hvad der er forbudt. Her må du ikke ryge, her må du ikke optræde beruset, her er der nultolerance over for seksuelle krænkelser. Og så et skilt, der gør opmærksom på, at der kan lejes skøjter ved en lille dam mellem klokken 15 og 18.

Der er ingen spor efter Gasolin' eller andre udskejelser, før en gammel fotostat hjælper lidt på vej. Det er et foto af den gamle engelske rockgruppe, The Kinks, der optræder på en lille scene. Billedet stemmer godt over en med gamle fotos af Gasolin' den sensommerdag i august 1978. Og minsandten om ikke scenen stadig eksisterer. Godt gemt væk bag noget, der ligner sultanens palads, og halvt skjult bag rester af nogle gamle pavilloner, dukker den frem.

En beskeden lille scene, der ikke just vidner om storhed hos de orkestre, der dukkede op i parken, inden besøgstallet faldt drastisk i slutningen af 1970'erne og området fik lov at gå i forfald. Scenens brædder er bulnede og plaget af både alger og tidens tand. På den måde passer den fint ind i parken, der ligner efterladenskaber fra en fest, der for længst er forbi. Håndværkere rundt om i parken vidner om, at der er afsat økonomi til atter at gøre Folkets Park til et samlingssted for byens indbyggere.

Denne dag i januar minder det på tragisk vis om billeder fra det forladte Tjernobyl-område. Parken har ikke modstået årene med ynde. Gasolin's sange står til gengæld stadig skarpt mere end 40 år efter svanesangen klingede ud i Sverige. Musikken kan stadig fortrylle os. Som et strejf af en dråbe.

Annonce
Foto: Kim Mikkelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce