Annonce
Livsstil

Klumme: Fem bryllupper og et par røde sko

Tegning: Gert Ejton

Noget af det hyggeligste ved foråret er, når invitationerne begynder at tikke ind. Dem til sommerfester, dem til konfirmationer, de runde fødselsdage og bedst af alt: bryllupsinvitationerne.

De sidste par år har jeg været til cirka et bryllup hver sommer, og jeg har fundet ud af, at et bryllup er lige præcis den saltvandsindsprøjtning, der gør, at man er rustet til vinteren med snotnæser, kulde, gys og dage på langs med en temperatur på den forkerte side af 37 grader.

Hver gang det hele ser lidt sort ud, tænker jeg tilbage på kærlighedsfest og bliver helt varm og glad indeni.

Annonce

I mellemtiden måtte de stakkels serveringspiger på kroen hele tiden sørge for, at der var noget i glassene. Vi blev med andre ord ... hønefulde hele bundtet.

Det første bryllup, jeg var til, kan jeg ikke huske. Det var min mor og fars på en solbeskinnet sommerdag i 1978, da jeg var knap et halvt år. Min mor havde en kort, hvid denimkjole på, og til sommer kan de fejre 41 år i medgang og modgang.

I marts 1986 blev min søster Charlotte gift første gang. Et overdådigt bryllup med vielse i Roskilde Domkirke og stor fest bagefter. Jeg havde fået en kjole med brusende skørt, og min far have købt en lille pelsfrakke til mig.

Fotoalbummet fra det bryllup er med nutidens øjne et vidunderligt hop lige ned i 80'erne med højt hår, pufærmer, skulderpuder og blå øjenskygge. Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at alle regnbuens farver er repræsenteret på de billeder.

I januar 1992 blev min søster Jette gift med Lars. Vi troede alle sammen, vi "bare" skulle til deres nyfødte tvillingers dåb, men da dåbshandlingen var færdig i kirken, drønede Jette og Lars ud af kirken og kom forpustede tilbage til de velkendte toner af Wagner. De er stadig gift i dag.

Anden gang, min søster Charlotte blev gift, var i 2003.

Uffe og Charlottes bryllup er af den slags, der går over i historien. Ikke så meget på grund af kærlighedshistorien, men blandt andet fordi noget gik galt mellem forret og hovedret, og der derfor gik over to timer, før vi igen fik mad.

I mellemtiden måtte de stakkels serveringspiger på kroen hele tiden sørge for, at der var noget i glassene. Vi blev med andre ord ... hønefulde hele bundtet.

Men det, familien stadig snakker om den dag i dag, er mine sko. Mine høje, røde italienske stiletter af det blødeste skind, som kostede en halv SU. Jeg synes, de var smukke som to stykker kunst, men jeg havde aldrig regnet med, at de skulle tage opmærksomheden. Men det gjorde de. Det er jeg stadig lidt flov over. Det var altså ikke meningen.

I 2006 var det min yngste storesøsters tur til at blive gift. En af de varmeste dage den sommer, og heldigvis blev det holdt på Islands Brygge med havnebadet som nabo, så de yngre gæster fik sig både en bade- og en bryllupsfest.

Brudevalsen blev af samme grund danset udenfor - måske den smukkeste kulisse til en vals, jeg har været med til.

Ud på morgenen delte jeg en taxa hjemad med de nygifte, men en knækket nøgle i en hoveddør gjorde, at jeg ikke kunne komme ind i den opgang, hvor jeg havde lånt en lejlighed.

Så søster Lene og svoger Jacob måtte vende taxaen og hente lillesøster - og sådan gik det til, at jeg tilbragte bryllupsnatten hjemme hos dem - i børneværelset. Det var altså heller ikke meningen. Undskyld, Bigsis.

I år har jeg ét bryllup i kalenderen. På sommerens sidste dag gifter min veninde Stine Charlotte sig med sin Rudi. Det bliver kirke, havefest og, siger rygterne, en bryllupskage, vi sent vil glemme.

Jeg glæder mig sådan, og kære Stine Charlotte, hvis du læser det her: Jeg lover, at de røde sko bliver derhjemme.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce