Annonce
Sydfyn

Klumme: Det, der burde være så let og naturligt for os alle, kan være så svært

Ida Friis, Nordenbro. Privatfoto.

Jo mere jeg er i naturen, des større bliver mit behov for at være naturlig og være i flow med naturen. Jeg vil være mere ude i den, spise mere naturligt, for JEG ER jo en del af naturen. Jeg oplever, at jo mindre jeg er i naturen, jo mere fjerner jeg mig fra mig selv.

Derfor går jeg ved stranden langt væk fra andre mennesker. Omkring mig er skoven, vandet, stranden fyldt med sten og det lysende fyr på spidsen af det sydlige Langeland. Det er stadig mørkt. Jeg er der blot, helt stille, i nuet sammen med mine to hunde som en lille bitte del af en kæmpe stor verden. Omgivet af naturen – det er en vild følelse, for hvad er natur egentlig for en størrelse? For mig er alt natur. Både det der gror helt vildt og de de træer, jeg selv har plantet. Havet er natur, ligesom livet i havet og stenene på stranden. Du er natur, og jeg er natur.

Derude ved vandet er det svært at forstå, at der ikke er flere mennesker. For jeg synes, det burde være ethvert menneskes ret at komme ud til vandet og i skoven hver dag. Både for at forbinde sig med naturen og for at forbinde sig med sig selv. Og jeg ville ønske, de kunne mærke den kærlighed, som strømmer igennem mig, når jeg står der ved vandkanten med lukkede øjne og lader sanserne arbejde. Mærker vinden mod min hud, lytter til et vælg af lyde fra vandet, fra mågerne og hundene, som her kan løbe frit og være dem, de er – naturlige uden lænker.

Her strømmer mine tanker frit; ”hvad er det, naturen gør for os?”. Lige her mærker jeg, hvad naturen gør for mig og ved mig. Jeg behøver ikke at læse kloge bøger for at vide, at jeg ingenting er, hvis jeg ikke kan trække ren luft ned i mine lunger, og at der ingen ren luft er, hvis ikke træerne var der. Cyklussen fortsætter, og vi er alle en del af den. Jeg mærker så tydeligt, at jeg er en del af noget, der er uendeligt stort. Jeg er alt sammen med træerne, vandet, jorden og luften. Jeg er i forbindelse med de fire elementer, om jeg vil det eller ej.

Når jeg går her og lader mig selv smelte sammen med naturen, så mærker jeg den største kraft af alle: Kærligheden. Sammen med kærligheden kommer nemlig min kraft. Faktisk er kærligheden min kraft, for når jeg føler den brage stærkt igennem, så møder jeg andre mennesker, dyr, træerne, vandet med kærlighed og tillid. Jeg møder alt omkring mig, som det er.

Synes du, det lyder frelst? Tro mig, det er den dejligste og kærligste gave, du kan give dig selv og andre. For når jeg mærker, at jeg er del af naturen, så accepterer jeg livet, som det er; nemlig at det til tider er hårdt og ubarmhjertigt og andre dage fyldt med lys og kærlighed.

Og så kommer endnu en tanke flyvende. Tanken om hvad andre mennesker mener om mig og mine strandture. For mig er der også fordomme overfor, både positive og negative: ”Hvordan kan hun have tid til at gå der hver dag?” lyder en fordom af en lidt mindre rar karakter. Det kunne også være en fordom om, at jeg må være verdens mest lykkeligste mennesker, når nu jeg tager mig tiden til at gå der hver dag - en fordom som for mig er mere positiv. Åh jeg ved det. Der er sikkert mange flere fordomme, men hvad betyder det?

Helt ærligt, når jeg er herude, betyder fordømmelserne ingenting, for det er kun det rene og kærlige, som trænger igennem. Det er lækkert! Samtidig rammer virkeligheden hårdt, træerne skal hver dag tåle vinden og vandets rusken. Jeg bliver mindet om, hvordan livet er, og at ingen har lovet os, hvordan dagen i morgen bliver. Jeg bliver fyldt med taknemmelig og kærlighed til den natur, som er god at give mig livet. Jeg har så inderligt meget brug for at være en del af naturen.

Men for sytten, jeg synes, det er svært fra tid til anden. For også jeg bliver revet med af mobiltelefonen, lækre reklamer, som fortæller mig, hvor lykkelig jeg bliver, hvis jeg køber det nyeste modetøj, en ny lækker bil eller unødvendige pynteting til hjemmet. Og sådan er det også. At det jeg synes burde være så let og naturligt for os alle, kan være så svært.

Annonce

BLÅ BOG

Ida Friis er 37 år og bor i Nordenbro.

Hun er uddannet detailslagter, prof.bach. i ernæring og sundhed, fys. massør og studerer nu anvendt filosofi og kinesisk medicin.

Har været selvstændig behandler siden 2010 på Langeland og i Hørsholm.

Interesserer sig for krop, sind, natur, kærlig og sprog.

Opstillede ved seneste kommunalvalg for Alternativet på Langeland.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce