Annonce
Sydfyn

Kilmafamiliemedlem med dårlig samvittighed: Anne brænder en tredjedel af sit CO2-budget af på én rejse

Anne Hjortenberg er en del af projektet Klimafamilier og er taget med flyet til Island. Det gør lidt ondt på samvittigheden, indrømmer hun. Privatfoto.
En tur til Island koster dyrt på Anne Hjortenbergs klimaregnskab - og gør ondt på samvittigheden.

Svendborg: Hun havde planlagt rejsen længe inden, hun blev en del af projektet Klimafamilier.

Alligevel kan Anne Hjortenberg ikke lade være med at have det lidt dårlig med at have taget en tre timer lang flyvetur til Island, sådan som hun gjorde det i fredags.

- Det har jeg faktisk ret sort samvittighed over, lyder det fra Anne Hjortenberg, der har valgt at bruge sin tur på også at blive klogere på, hvad den så koster på klimakontoen.

Til det har hun fået hjælp af klimarådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd, der er tilknyttet Klimafamilier-projektet.

- Han har regnet på det og sagt, at en tur til Island og retur koster 1000 kilo CO2 for mig. Det er meget, når målet er, at man om 30 år hver især må udlede 2500 kilo. Så er det pludseligt en ret stor bid, siger Anne Hjortenberg, der har fået sig lidt af en øjenåbner.

- Jeg vidste godt, at det var en CO2-synder, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var så meget. At jeg ved at tage til Island en weekend bruger mere end en tredjedel af mit samlede forbrug, synes jeg er ret vildt.

- Det interessante er jo også, at vi er jo mange, der gør det i rask væk, og flyver en lille tur, tilføjer hun.

Annonce

Købe aflad

Anne Hjortenberg havde overvejet at aflyse rejsen, men gjorde det ikke. I stedet fik hun et råd fra klimarådgiveren om, hvordan hun kunne råde bod for den CO2-dyre rejse.

- Han fortalte, at hvis jeg betalte 140 kroner for, at der kunne plantes træer i Egypten, så der bliver puttet CO2 tilbage til jorden, ville det gå op med Islandsturen, forklarer Anne Hjortenberg, der ikke er helt overbevist om metoden.

- Jeg føler, at det er som at snyde, og det er lidt som at betale aflad for sine synder. Det har jeg det lidt mærkeligt med, siger hun og afslører, at hun alligevel har valgt at følge rådet og give penge til træplantning.

Hun indrømmer, at hun i fremtiden vil tænke sig om en ekstra gang, inden der bestilles flybilletter.

- Jeg planlagde den lang tid før, jeg blev bevidst om, hvor meget CO2, fly udleder. Så havde jeg nok foreslået, at vi tog med toget til Harzen og vandrede der i stedet for at flyve til Island.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Fyn

Borgmester om Middelfarts jobvækst: - Først og fremmest er det et udtryk for, at mange af kommunens virksomheder klarer sig godt

Annonce