Annonce
Udland

Kender: Chile og Ecuador opildner demonstranter i Colombia

Joaquin Sarmiento/Ritzau Scanpix
Masseprotester i Chile og Ecuador har båret frugt og ansporet til nye protester i regionen, vurderer kender.

Da titusindvis af colombianere torsdag gik på gaden i hovedstaden Bogotá i protest mod regeringens politik, har en stor del af demonstranterne højst sandsynligt skelet til nabolande som Chile og Ecuador og fundet håb om at opnå reel forandring.

Det vurderer Misha Wolsgaard-Iversen, der er ekspert i Latinamerika i udviklingsorganisationen Oxfam Ibis.

- Jeg tror, rigtig mange har været inspireret af bevægelsen i Chile - det mest velstående land i regionen.

- At der er kommet så store borgerprotester, har overrasket mange, og at det er lykkedes at skubbe reformer tilbage i både Ecuador og Chile, tror jeg, har ansporet bevægelser i andre lande, siger Misha Wolsgaard-Iversen.

Og i modsætning til tidligere masseprotester i regionen forløb torsdagens demonstration i Colombia stort set uden voldelige sammenstød.

Det til trods for, at det var colombianere med vidt forskellig baggrund, der var på gaden.

- Der har været en meget positiv stemning, og det var en bred alliance af grupper i samfundet, som var samlet, siger Misha Wolsgaard-Iversen.

Demonstranterne var blandt andet mødt op med krav om en garanti for, at minimumlønnen bliver bevaret sammen med retten til pension for alle.

Dermed bærer demonstrationerne i Colombia mange fællestræk med protesterne i lande som Chile, Ecuador og Bolivia, fortæller Misha Wolsgaard-Iversen.

- Alle protesterne handler om social utilfredshed. Det er ikke nyt, at der er ulighed i Latinamerika, men bevidstheden om uligheden er eksploderet, siger hun.

I Chile udløste en bebudet prisstigning på metrobilletter flere ugers protest over store dele af landet. Det fik præsident Sebastian Piñera til at trække prisstigningerne tilbage og love sociale reformer.

Også i Ecuador lykkedes det en protestbevægelse at få regeringen til at bøje sig for et krav om at trække et dekret om at fjerne tilskud til brændstof tilbage.

- Det er med til at opildne, når man går på gaden, og det virker. Ecuador var først, og det lykkedes at få regeringen til at rulle reformer tilbage, siger Misha Wolsgaard-Iversen og tilføjer:

- Og jeg tror absolut, Chile har inspireret folk i Colombia, og det smitter også af i Bolivia, selv om det er vidt forskellige lande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Du tager fejl, Mette

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale for flere tvangsanbringelser af børn. Jeg er lodret uenig: Vi skal have som mål at tvangsanbringe så få børn udenfor hjemmet som muligt. Vores ambition som samfund må være at skabe gode rammer om børnene og familierne, så tvangsanbringelser bliver absolut sidste udvej. Vi har i dag to voldsomme problemer: at de allersvageste familier ikke bliver hjulpet godt nok, tidligt nok, og at det system vi anbringer børn i, ikke virker. Løsningen må for det første være at hjælpe familierne bedre, og for det andet at reparere anbringelsessystemet, så det også virker bedre. I dag går det alt for ofte galt for de anbragte børn. Halvdelen af alle unge hjemløse er tidligere anbragte. Meget få af de anbragte børn får en uddannelse. En skræmmende høj procentdel af de tidligere anbragte forsøger selvmord. Og rigtig mange anbragte børn får selv børn, der bliver anbragt. Lad os derfor fokusere på, hvordan vi undgår at anbringe børn! Man kan for eksempel støtte nybagte forældre, så de nye familier får en bedre start på livet sammen. Helt fra fødslen kan der tilknyttes socialt personale til de svageste familier, og de kan også få tid i særlige barselshuse, så en ny familie først kommer hjem, når de er parate til det. Vi skal også – under alle omstændigheder – styrke normeringen i vuggestuer og børnehaver, og have flere lærere i folkeskolen. For det er i de gode institutioner at vi dels skal opdage tidligt, når børnene ikke har det godt, og dels er i stand til at hjælpe de børn ekstra meget, der ikke har den store støtte derhjemmefra. I de tilfælde hvor det alligevel går galt, og et barn fjernes fra familien, skal vi sætte langt mere kvalificeret ind, end vi gør i dag. For eksempel med bedre plejefamilier. For eksempel med ordentlige vilkår for anbragte børn der fylder 18 år. Og absolut også med frivillige tilknyttet de anbragte børn, så de anbragte børn også har venner og mentorer, der ikke repræsenterer myndighederne. Vi vil fra radikal side gerne være med til at drøfte hvordan vi forebygger anbringelser, og hvordan vi forbedrer anbringelser. Men begge dele skal være på plads, før vi går ind i en diskussion om flere anbringelser.

Nordfyn For abonnenter

Melisa og Stefan mistede alt, da huset brændte: Lige nu er alt kompliceret - branden har sat sine mærkbare spor

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];