Annonce
Kultur

Kashmir City Live

Kashmir spillede fredag på Kansas City Live under en grå, grå himmel - og det gjorde bandet godt, mener avisens anmelder.

Der var mange navne på plakaten, men ikke overraskende var det Kashmir, der spillede sejren i hus under ny Odense-festival

Det var mildest talt pissesynd for arrangørerne, at der lige præcis skulle øse ned for første gang i lang tid denne fredag aften.

Men det betød faktisk ikke alverden for koncerten med aftenens og festivalens kronjuvel. For denne aften virkede det som om, at den grå, grå himmel og de tunge, lune dråber var et perfekt match til de melankolske og sjældent støjende Kashmir-sange.

Og støj skal i denne sammenhæng naturligvis opfattes positivt. Det var især sekvenserne, hvor Kasper Eistrup og Henrik Lindstrands guitarer smeltede sammen i et Sonic Youth-inferno, at sangene for alvor levede, åndede og bed bidsk fra sig.

Jeg har aldrig tidligere set Kashmir så gennemført veloplagte, smilende og afslappede på scenen. Kasper Eistrup hev sågar en fan op på scenen og dansede en bizar parringsdans med hende, inden han stak hovedet ind mellem hendes skælvende ben og satte trumf på.

Annonce
Kashmir spillede fredag på Kansas City Live under en grå, grå himmel - og det gjorde bandet godt, mener avisens anmelder.

Musikalsk trumf

Musikalsk blev der sat trumf på fra første nummer med "Mom in Love, Dad in Space" og hele vejen frem til sidste vers i "Rocket Brothers", der som det tredje ekstranummer cementerede, at Kashmir heldigvis stadig er at betragte som det ypperste rockband inden for den eksperimenterende, alternative rock i Danmark.

Kashmir spillede fredag på Kansas City Live under en grå, grå himmel - og det gjorde bandet godt, mener avisens anmelder.

Giftpil under huden

Det blev også pøset højoktanbenzin på bålet, da de for første gang i herrens mange år besluttede at overgive sig og byde på to hele udgaver af gamle mesterværker fra "Travelogue"-æraen. Eistrup sagde det selv: "Velkommen tilbage til Rytmeposten 1994". Og derefter blev alt vidunderligt kaotisk og euforisk med rødglødende "Leather Crane" og semipunkede "Vote 4 Dick Taid". Efter 10 Kashmir-koncerter har jeg endnu aldrig hørt de numre i al deres pomp og pragt.

Og det var ventetiden værd. Hvert et minut.

Hvorfor Kashmir i et årti har fornægtet numre af den kaliber, er mig uforståeligt. Disse tekster. Disse opbygninger. Den vekslen mellem ordstrømme, voldsomme eksplosioner i rytmegruppen og især i "Leather Crane" et af de omkvæd, der borer sig som en giftpil ind under huden og bedøver én på få sekunder. Jeg kunne have sunget med på den sang indtil mandag morgen.

Om det var tanken om, at der blandt publikum var så mange musikere og ligesindede forsamlet, der fik bandet til at give alt, de havde i sig, er ikke til at vide.

Men har man stået som en af øvelokalebrugerne i Kansas City, må man i hvert fald have fået en klump i halsen og tænkt, at man sgu hellere må få fuld valuta for "huslejen" og øve til blodet sprøjter fra fingerspidserne. For når ét band bare i nærheden af det, Kashmir har formået, er øvebyen hver en murstens vægt værd i guld.

Kashmir spillede fredag på Kansas City Live under en grå, grå himmel - og det gjorde bandet godt, mener avisens anmelder.

Ekstra godt publikum

De frie tøjler gav også fuld valuta i "The Cynic", hvor publikum med glæde overtog David Bowies rolle som korsanger. Sangen blev ikke fremført så klinisk og fastlåst, som jeg tidligere har oplevet live. Det gav det samme drømmende og svævende udtryk som på albummet, blot skruet et lille nøk op i tempo, hvilket det episke nummer sagtens kunne bære.

Kashmir spillede fredag på Kansas City Live under en grå, grå himmel - og det gjorde bandet godt, mener avisens anmelder.

Ændret udseende

Andre numre fik også ændret udseende denne aften. Som "Melpomene", der emmede af en Radiohead-elektronisk puls eller den skønne, halvskæve udgave af "Miss You", hvor Eistrup brager sine soli af sted helt nede i knæ. Præcis samme position som publikum.

Forsangeren kaldte med sans for showbusiness publikum et ekstraordinært godt ét af slagsen. Det krævede dog ikke alverden at udfylde den rolle, når man fik en sætliste af en anden verden foræret. Havde Kashmir spillet "Rose" eller "Lampshade" ville de sikkert have fået den sidste stjerne med.

Om koncerten
Kansas City Live, Odense, fredag: Kashmir

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Byråd sætter punktum for Odeon-sag: Men der mangler stadig en undskyldning

Leder For abonnenter

Odeon har tumlet rundt som en beruset balletdanser

Det er ynkeligt, at selskabet bag Odeon ikke vil undskylde de løgne, som man var sendt ud i offentligheden for at dække over sagen om den systemkritiske kinesiske dansetrup Shen Yuns aflyste optræden i musik- og teaterhuset. Odeon-selskabet har, som det fremgik af avisen tirsdag, i stedet valgt at "beklage" sin optræden via en advokat, men man har ikke haft mod og mandshjerte nok til at sige det lille, men vigtige ord "undskyld". Det er uhørt dårlig stil; en uforskammet opførsel. Derfor må man håbe, at Odeon tager ved lære af forløbet og den berettigede kritik, der er blevet rejst mod selskabet. For selvfølgelig skal man undskylde, når man stikker en løgn. Odeon har i Shen Yun-sagen tumlet rundt som en beruset balletdanser midt i et balletkompagni. Man har løjet for offentligheden, og man har løjet for sin kontraktpartner, Odense Kommune. Det har absolut ikke været kønt at se på. Det er blevet grundigt tilbagevist, at aflysningen af den kinesiske dansetrups optræden skyldtes pres fra det kinesiske regime. Der findes ganske enkelt ikke skyggen af dokumentation for, at den kommunistiske supermagt Kina har forsøgt at diktere programmet i et musik- og teaterhus i hjertet af Danmark. Der er andre og bedre forklaringer på, at Shen Yun-truppen ikke fik lejlighed til at optræde i Odeon. Alene det faktum, at truppen er ukendt i offentligheden og derfor næppe ville have haft gennemslagskraft til at samle et større publikum i Odeon, kan begrunde, at truppen fik et nej fra Odeon. Det kunne man imidlertid have sagt højt og dermed sparet sig selv for megen ballade. Ligesom man fra Odeons side kunne have sagt, at der var åbenlyse samarbejdsproblemer mellem den kinesiske trup og musik- og teaterhuset. Det er nu engang altid bedst at sige tingene, som de er - også når det er ubekvemt. Selv om sandheden ifølge mundheldet er ilde hørt, er sandheden altid at foretrække. Derfor må Odeon mande sig op og lære at sige tingene, som de er. Også, når det handler om at afvise ukendte, kinesiske dansere. Alt andet er ynkeligt.

Annonce