Annonce
FYN

Kamp for klimaet: Fynsk erhvervsleder hjælper statsministeren med at gøre Danmark grønnere

Camilla Haustrup Hermansen er stærkt engageret i bæredygtighed og genanvendelse af især plastemballage. Hun blev paf, da hun i november blev kontaktet, fordi regeringen ville have hende til at stå i spidsen for et af sine 13 klimapartnerskaber, der på hvert sit felt skal komme med helt konkrete bud på, hvordan klimaaftrykket i Danmark kan sænkes. Med til opgaven hører at komme med beskrivelser af, hvad der skal til, og af, hvad der er af forhindringer i at nå dertil - f.eks lovgivnng. Foto: Sugi Thiru
Camilla Haustrup Hermansen, medejer af emballagefabrikken Plus Pack, er nomineret til Årets Fynbo for sit engagement i bæredygtighed. Et engagement, statsminister Mette Frederiksen også har fået øje på. Statsministeren har udpeget den fynske erhvervsleder som formand for et af de 13 klimapartnerskaber, regeringen har nedsat fra alle kanter af dansk erhvervsliv. Camilla Haustrup Hermansen skal levere konkrete forslag til, hvordan affald og vand kan bidrage til den ambitiøse, grønne omstilling, Danmark står foran.

- Hvordan reagerede du, da du havde regeringen i røret, fordi den ville have dig til at stå i spidsen for et af de vigtige klimapartnerskaber?

- Jeg blev overrasket og paf, og så følte jeg mig enormt priviligeret over at blive tænkt ind i noget så centralt som et klimapartnerskab. Når jeg har tænkt over det efterfølgende, er det en blanding af at være ydmyg over for opgaven og glad og stolt over at få muligheden. Men altså - jeg havde kolossalt svært ved at forstå, at de ringede til mig. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

- Hvorfor ikke?

- Vi er en lille organisation og en mellemstor virksomhed. De andre klimapartnerskabers formænd kommer fra store koncerner med mange tusinde ansatte og har enorme organisationer i ryggen. Selv om jeg og Plus Pack arbejder fokuseret med bæredygtighed og cirkulær økonomi, og selv om jeg er overrasket over, hvor langt vi egentlig er nået på kort tid, så var det simpelt hen ikke faldet mig ind, at regeringen havde øje på os i den sammenhæng. Men jeg er da enormt stolt, også af at repræsentere en familieejet virksomhed fra Fyn.

- Sagde du ja med det samme?

- Jeg udbad mig betænkningstid til dagen efter.

- Hvorfor?

- Fordi jeg har lært, at det altid er en god ide, og når det drejer sig om offentlige opgaver, så skal der foreligge et kommissorium. Og det gjorde der ikke. Inden jeg siger ja eller nej til en stor opgave, har jeg selvfølgelig brug for at se, hvad rammen for den er, hvad arbejdet består i, og hvad det vil kræve af mig. Regeringen ville gerne annoncere klimapartnerskaberne ugen efter, så det skulle gå stærkt, men jeg kunne aldrig sig ja uden 100 procents opbakning fra min bror Anders (de to søskende og deres far ejer Plus Pack, red.) og fra bestyrelsen, som støtter, at jeg bruger så meget tid på opgaven.

- Og ugen efter står du på Marienborg side om side med spidserne fra Grundfos, SAS, Novo Nordisk, Pension Danmark og andre af de meget tunge drenge fra dansk erhvervsliv, mens Mette Frederiksen lancererer klimpartnerskaberne og kalder dig og de andre erhvervsledere for A-kæden i dansk erhvervsliv. Hvordan var det?

- Det var en kæmpe oplevelse og et stort øjeblik. Det var første gang, jeg var på Marienborg, og Mette Frederiksen holdt en meget inviterende tale, og jeg fik hilst på ministrene, de andre formænd og samarbejdspartnere, og Mette Frederiksen kom hen og sagde hej, og vi fik taget de obligatoriske selfies. Men jeg følte og føler mig ikke som en del af en A-kæde, og det er heller ikke mig personligt, det her handler om. Jeg tænkte, at jeg var den nye i klassen, og det kan man også se på gruppebilledet fra Marienborg, for jeg er den eneste, der står med navneskilt på - det havde jeg ikke fået besked på at lægge i lommen. Men jeg blev taget rigtig godt imod, og det gav et enormt sug i maven at være der.

- Hvorfor sug i maven?

- Det er en stor og vigtig opgave at være med til at sætte en retning for sit land og skulle komme med helt konkrete bud på, hvordan vi kan sænke vores samlede klimaaftryk i Danmark, og det er et historisk vigtigt initiativ, at regeringen rækker ud til erhvervslivet. Så jeg sad der med et sug i maven og tænkte: hvad er det egentlig, jeg går ind til? Samtidigt tændte det noget i mig, for hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er en oplevelse, en kæmpe opgave og en mulighed for at ændre noget i systemet, som kan komme os alle til gode, ikke kun min branche eller erhvervslivet, og det passer fint med et af mine personlige dogmer, som er, at det er godt at have hånden på kogepladen.

- Hvad betyder det?

- Når man har hånden på kogepladen, så har man viljen til at levere. Det betyder, at man har noget på spil, at man læner sig frem i udfordringen og investerer sig selv i et forpligtende fællesskab, som er et andet af mine dogmer. Det er dogmer, jeg prøver at efterleve på alle niveauer, som jeg prøver at lære mine børn, og som jeg bruger her i virksomheden. Min oldefar, der stiftede virksomheden i 1914, havde som motto, at man skal gøre noget, og det er ret beset det, det handler om.

- Nu står du i spidsen for klimapartnerskabet med sektorerne affald og vand, som skal komme med konkrete ideer til, hvordan vi får sænket Danmarks CO2-aftryk med 70 procent inden 2030. Regeringen siger selv, at den ikke aner, hvordan man når det mål. Tror du inderst inde på, at det kan lykkes?

- Ja. Jeg tror faktisk på og finder håb i, at vi kan lave den grønne omstilling i Danmark. Det kræver store investeringer og omlægninger i vores samfund, og det lader sig kun gøre, hvis vi samarbejder, og hvis vi tør. Vi kan i hvert fald ikke finde de nødvendige løsninger, hvis vi ikke gør noget andet end i dag.

- Hvad skal der til?

- Der skal i hvert fald nye, fælles fælles løsninger til mellem regeringen, erhvervslivet og borgerne. Mette Frederiksen kan ikke gøre det alene, virksomhederne kan ikke gøre det alene, og du og jeg kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen, og det er det, der er vildt spændende med klimapartnerskabet: at vi vender os mod hinanden og er tvunget til at samarbejde for at finde konkrete løsninger og ikke tænker begrænsninger, men løsninger. Så er vi et skridt videre, og det er der brug for i Danmark. Jeg oplever fra mit arbejde i Plus Pack, at andre lande i Europa - Holland og Frankrig - er langt fremme i forhold til at efterspørge bæredygtige emballageløsninger. De to regeringer har taget initiativ til en europæisk plasticpagt, som jeg er inviteret med i, og der sidder jeg blandt andet med repræsentanter fra de andre landes miljøministerier. Og jeg oplever dem som meget længere fremme end Danmark, når det gælder fokus på plast.

- Når jeg tænker klima og plastic, får jeg nogle grimme billeder af store plasticøer i verdenshavene på min nethinde. Er det ikke lidt op ad bakke at sidde på en emballagefabrik og have grøn omstilling og bæredygtighed som opgave?

- Det er det, jeg arbejder for og med hver dag. Det er at pege på, at hvis vi som emballageindustri ikke forholder os til, hvilken opfattelse omverdenen har af emballage og ikke forstår emballagens rolle i en større, samfundsmæssig sammenhæng, så misser vi fremtidens marked. Vi er nødt til at svare på, hvad vi kan gøre anderledes, og som kan hjælpe os ud af den her krise i verden, som plast er blevet et symbol på. Min tilgang er: lad os træffe beslutninger, der er baseret på fakta, ikke følelser. Og for mig er det ikke et spørgsmål alene om materialevalg.

- Hvad er det så et spørgsmål om?

- Om, hvordan vi håndterer vores affald i den verden, vi har skabt, hvor forbruget bare vokser og vokser, og hvor emballage er blevet symbolet på det voksende forbrug. Det er jo forbruget, vi skal tale om. Og vi skal tale om, hvordan vi forholder os til det affald, vores forbrug skaber, og vi skal lære at tænke, at affald ofte er ressourcer, som kan bruges igen og igen. Danmark har EU-rekord i at generere mest husholdningsaffald per indbygger. Det er ikke en særlig fed rekord at have.

- Er det så ikke også vigtigt, at vi ændrer vores forbrug? Vi er vænnet til, at alt fra granatæblekerner til nytårsmenuer kommer færdigpakket i bøtter og bakker. Det kan vi vel ret beset undvære?

- Det er ikke altid emballagen i sig selv, der er problemet, hvis den har en rolle i at reducere madspild og kan transportere maden sikkert frem til dig, og hvis vi genbrugte emballagen og så den som en råvare i stedet for at brænde den af, som vi gør i Danmark i dag. Der er givetvis rigtig mange steder, hvor man kan lade være med at bruge emballage, men du og jeg vil have svært ved at opretholde en basal hverdag, hvis vi ikke kan købe mad ind i supermarkedet. I forhold til holdbarhed spiller emballage en vigtig rolle i at kunne levere løsninger, der reducerer madspild, som er et af verdens største problemer, også i forhold til CO2. En tredjedel af den mad, der produceres i verden til mennesker, går i dag tabt - det ville gavne miljøet kolossalt, hvis vi alle sammen kun købte, hvad vi spiste, og spiste, hvad vi købte. Det vil gøre meget større indhug i CO2-aftrykket, end om vi køber granatæblekerner i en plasticbakke, der kan genbruges eller genanvendes. Det er den cirkulære tankegang, der vil rykke noget. Det er den, der er vigtig, og det er den, jeg er meget optaget af.

- Hvordan lever du selv - er du god til at være bæredygtig og grøn?

- Jeg er specialist i at kokkerere med rester, og er du vimmer, det er kedeligt, når jeg laver mad i vores familie. Jeg har lavet min egen affaldsorteringscentral, og jeg har en 16-årig og en 18-årig, som jeg prøver at få til at købe tøj af kvalitet, så det kan holde i mange år. Det vigtigste for mig er at tage snakken med mine børn, og jeg vil også gerne have, at de får en forståelse af, hvad det her klimapartnerskab er.

- Og oven i klimapartnerskabet kommer nomineringen til at blive Årets Fynbo. Hvordan har du det med den?

- Jeg er så stolt af at være nomineret, og jeg er også ydmyg. Det er en kæmpe ære at blive nævnt sammen med så mange spændende mennesker, og så er jeg rigtig glad for gennem mit virke at være med til at sætte Fyn på landkortet.

-

Annonce

Så jeg sad dér med et sug i maven og tænkte: hvad er det egentlig, jeg går ind til? Samtidigt tændte det noget i mig, for hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er en oplevelse, en kæmpe opgave og en mulighed for at ændre noget i systemet, som kan komme os alle til gode, ikke kun min branche eller erhvervslivet.

Camilla Haustrup Hermansen

Blå bog

Camilla Haustrup Hermansen er 46 år, direktør, medejer af emballagevirksomheden Plus Pack, Odense.

Hun ejer og leder virksomheden sammen med sin bror Anders Top Haustrup og sin far Steen Haustrup.

Hun er gift med tandlæge Kaspar Haustrup Hermansen.

Parret har tre børn på 11, 16 og 18 år.

Virksomheden blev stiftet i 1914 af N. J. Haustrup, Camilla Haustrup Hermansens oldefar.

Haustrup-fabrikkerne producerede dåser til mad og beskæftigede engang 2000 ansatte.

Plus Pack beskæftiger i dag 230 medarbejdere.

Camilla Haustrup Hermansen blev i 2019 hædret med plastindustriens pris for sin indsats for bæredygtig plastemballage.

Statsminister Mette Frederiksen lancerede de 13 klimapartnerskaber og præsenterede deres formænd på Marienborg i november, og her er Camilla Haustrup Hermansen i selskab med nogle af de tungeste navne i dansk erhvervsliv. Foto: statsministeriet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce