Annonce
Kerteminde

Kammerater bag nyt vagtfirma: - Vi vil hellere snakke end slås

Max Fuglsang (til venstre) og Nicholas Brønk er nære venner og meget forskellige. Det er den forskellighed, der holder dem oppe i deres nye firma, er de enige om. Foto: Helle Nordström

Max Fuglsang og Nicholas Brønk, kammerater fra Munkebo lever af at holde ro og orden. De startede i 2017 deres eget vagtfirma: Kombivagt.

Munkebo: - Brug hovedet længe før, du bruger armene.

Sådan lyder en af mange regler i den omfattende personalehåndbog hos Kombivagt.

For de to kammerater, der står bag Kombivagt - Max Fuglsang og Nicholas Brønk - går en hel del op i, at tingene skal gøres ordentligt og med så lidt dramatik som muligt.

Ikke sådan, at de ikke kan tage fat, hvis det bliver nødvendigt - men deres fysiske fremtoning alene, kan nok holde en del bøller fra at dumme sig. Det er et par unge mænd, hvis overarme presser skjorteærmerne til bristepunktet.

- Vi vil til enhver tid hellere dialog end konfrontation - vi vil hellere snakke end slås. Det er aldrig os, der starter et fysisk sammenstød, forklarer Nicholas Brønk.

Annonce

Beskeden start

Kombivagt tilbyder både:

Fastvagt, der holder øje med et bestemt område eller et arrangement.

Alarmpatrulje, der rykker ud, når alarmen går.

Dørmandskontrol til alle former for arrangementer.

De to "bagmænd" Nicholas Brønk og Max Fuglsang beskæftiger foruden sig selv også seks deltidsansatte, og har desuden et vikarkorps.

Årsregnskabet for firmaet første år (2017) viser et beskedent overskud på 17.749 kroner.

Vi prøver selv

Det er faktisk den holdning, der er skyld i, at de i dag har deres eget vagtfirma.

- Vi arbejdede begge for et vagtfirma i trekantsområdet, men vi blev efterhånden mere og mere uenige i den måde, de drev firmaet på. Vi var enige om, at de var meget aggressive i deres fremtoning, og til sidst sagde vi op, fortæller Max Fuglsang.

- Så ringede Max en dag og sagde: Vi starter vores eget firma, fortæller Nicholas Brønk.

- Jeg prøvede at berolige ham lidt og bad ham sove på det, men han holdt fast, og så sprang vi ud i det i 2017 - uden egentlig at ane ret meget om at drive virksomhed.

Kombivagt har de fleste af deres opgaver i trekantsområdet, der hvor de i forvejen var kendt og respekteret for deres arbejde. Derfor er de blandt andet at finde som vagter ved Gin&Tonic-Festivalen i Horsens og ved Jellingfestivalens campingplads - og på forskellige diskoteker. Og helt lokalt - så er det dem, der passer på boldklubbens fyrværkerisalg.

- Odense er svær at komme ind i. Der er veletablerede firmaer, og så er det også en vanskelig branche at gøre sig i som ny. Kunderne lægger vægt på at have folk, de kender og stoler på.

Tæt på millionordre

For nylig var de tæt på at få en rigtig stor ordre og dermed foden solidt indenfor i branchen.

- Det var så tæt på, at vi ikke helt har gjort op, om det var temmelig godt gået eller pokkers ærgerligt, griner Max Fuglsang.

Kammeraterne gav bud på en ordre til 14,6 millioner kroner over fire år. Og deres bud kom ind på andenpladsen foran G4S og andre store vagtfirmaer.

- Vi var bare 2 procent dyrere end det billigste firma - som selvfølgelig fik jobbet. Det er altså pokkers ærgerligt, for det havde jo taget syv arbejdsdage at få det hele beregnet, og der er altså meget at tage højde for i form af kørsel, nattakster, sygdom m.v., beklager Nicholas Brønk.

- Jo men på den anden side, så har vi jo nu fået bekræftet, at vi ikke er helt ved siden af. Det er vores første store bud, og når vi så kan lande foran de fleste af de store fimaer, så er det da et skulderklap, at vi er så tæt på. Vi skal nok klare det næste gang, for nu ved vi, hvor vi kan skrue lidt, og vi ved, vi ikke er helt ved siden af, supplerer Max Fuglsang optimistisk.

De to kammerater, der har kendt hinanden, siden Max Fuglsang flyttede til Munkebo for ni år siden, er meget forskellige, men de har siden, de mødtes første gang, været tæt knyttede.

- Jeg tror, at det er den store forskellighed, der holder os oven vande, for to gange Max, det var aldrig gået, erkender Max Fuglsang.

- Ja vi supplerer hinanden godt, for to gange Niholas, det var heller aldrig blevet til noget, supplerer Nicholas Brønk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce