Annonce
Odense

Kæmpe millionregning venter: Odense får både flere børn og ældre

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) og ældre- og handicaprådmand Søren Windell (K) deler både forvaltningsgange og økonomiske demografiproblemer. Et stigende antal børn og ældre presser allerede nu kommunens økonomi. Arkivfoto: Michael Bager

Der bliver brug for en ekstra halv milliard kroner over de næste 10 år, hvis det nuværende velfærdsniveau skal leveres til det stigende antal børn og ældre i Odense. Børn- og ungerådmand vil åbne byrådets øjne for det netop konstaterede behov på børneområdet, mens ældre- og handicaprådmanden fastholder, at behovet på ældreområdet er mere presserende.

300 millioner kroner.

Så mange penge vil der ifølge børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) mangle over de næste 10 år, hvis det serviceniveau, for eksempel skoler, daginstitutioner og sundhedspleje i dag leverer, skal fastholdes.

Årsagen: At der frem mod 2028 vil være 2700 flere små Odense-børn mellem 0 og 5 år og - især i periodens sidste år - op til 800 flere børn med brug for skolegang.

- Børnetallet har været nogenlunde stabilt de seneste år, men nu har vi en ny situation, siger Susanne Crawley Larsen, der ikke oplever nogen stor opmærksomhed fra byrådet omkring netop det.

- Hvis man lukker øjnene og tænker demografiudfordringer, så tænker man ældre, fordi det er det, der er italesat. Men udfordringen er større på børneområdet end på ældreområdet, hvor der i Odense vil mangle 200 millioner over 10 år.

I 2013 besluttede politikerne i Odenses byråd at droppe en demografimodel, der med en automatik sendte flere penge til de ældre og til børnene, når der blev flere af dem.

Den fordeling skulle i højere grad være genstand for politisk forhandling og prioritering, lød argumentet blandt andet. Men det efterlader altså nu millionmangel hos både børn og ældre.

- Vi kan ikke diskutere, om børnene skal i skole, om de skal have en plads i en børnehave eller have sundhedspleje. Og børnene skal ikke lide under skiftende politiske luner, mener Susanne Crawley Larsen.

Hvad med de ældre?

- Jeg kæmper børnenes sag, siger hun, der ikke vil give noget hverken ja eller nej til, hvorvidt den tidligere demografimodel skal tilbage.

- Det har jeg ikke nogen fast holdning til. Det er også en mulighed at lave opsparinger til nye dagtilbud og nye folkeskoler, og der er kommuner, hvor de sparer op i demografipuljer, som der kan tages af, når der er udvikling i demografien.

Annonce
Grafik: Mikkel Damsgård Petersen

Skab en bevidsthed

Allerede i år er der brug for ekstra millioner for at give blandt andet dagtilbud til de ekstra børn. 31 millioner kroner, viser regnestykkerne.

Den foreløbige konsekvens bliver blandt andet, at forældre kommer til at køre langt efter nærmeste vuggestue eller børnehave. Og så bliver der brug for nybyggeri i børnerige områder som centrum, Skt. Hans og Skt. Klemens, fortæller rådmanden.

Er det ikke lidt sent, du lægger det her frem - pengene mangler allerede i år, og det budget er forlængst lagt?

- Jo. Men det er mig, der selv har opsøgt tallene. Jeg havde det på fornemmelsen, fordi jeg får flere og flere breve fra forældre, der ikke kan få plads i dagtilbud der, hvor de bor, og hvor de har større søskende. Der er et andet pres på end tidligere, forklarer Susanne Crawley Larsen.

- Selvfølgelig har der været befolkningsprognoser, men der er tonsvis af data i sådan en kommune, og det er først nu, hvor jeg har bedt om at få regnet på det, at vi har tallene. Nu er næste og vigtige skridt at skabe en bevidsthed om det, som jeg ikke tror, alle har.

Derfor vil Børn- og Ungeudvalget på deres møde i næste uge blive orienteret om sagen, fortæller hun:

- Vi kan ikke bare sætte 35 elever ind i hver klasse eller skære i undervisningstimerne. Der er et loft på 28, der er obligatoriske timetal og bestemte fag, eleverne skal have. Og vi skal benhårdt prioritere børnene.

Med næb og kløer

I Ældre- og Handicapforvaltningen glæder rådmand Søren Windell (K) sig over, at der fødes flere børn, og at flere får adresse i Odense. Og han anerkender, at det også efterlader et behov for flere penge.

Men det er ikke helt så presserende som på ældreområdet, mener han.

- Her er tallene mere håndgribelige og konkrete, fordi de pågældende mennesker er født. På børneområdet taler vi om prognoser og nogle, der slet ikke er født endnu.

- Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene, men på ældreområdet har vi med mennesker at gøre, der har betalt skat hele deres liv, og dem skal vi tage os ordentligt af, siger Søren Windell, der er tilhænger af at vende tilbage til en mere automatiseret fordeling af pengene afhængig af mængden af børn og ældre.

- Vi skal ikke hvert år kæmpe med næb og kløer for de penge, der er nødvendige for at levere servicen til borgerne, synes han.

- Og vi er nødt til at blive enige om, at det her er et fælles ansvar i byrådet.

Ifølge tal fra Ældre- og Handicapforvaltningen vil der i 2028 være 51 procent flere 80-89-årige - det svarer til 3505 flere borgere - og 22 procent flere over 90 år - i alt 334 ekstra borgere. Samlet vil det koste 208 millioner kroner at levere det nuværende serviceniveau.

- Og vi vil jo også gerne have råd til at udvikle den service, bemærker Søren Windell.

Et landsproblem

Det demografiske emne er senest blevet diskuteret indledende på byrådets kvartalsmøde i slutningen af sidste år, men nogen løsning er altså endnu ikke fundet.

Der venter endnu et kvartalsmøde i april med lignende dagsorden, ligesom det vil fylde i budgetforhandlingerne.

Det stigende antal både børn og ældre udfordrer ikke kun Odense Kommune - det samme gælder andre steder i landet.

Ifølge tal fra pædagogernes landsforbund BUPL vil der over de næste 10 år være 70.000 flere børn på landsplan. Og brug for 10.000 ekstra pædagoger. Og FOA kæmper for næsten at få fordoblet antallet af uddannelsespladser til sosu-elever for at kunne dække behovet i en voksende ældrepleje.

Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce