Annonce
Sport

Juraprofessor: Tiltale af ishockeyspiller er usædvanlig

Arkivfoto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er sjældent, at voldshandlinger i forbindelse med sport bliver til strafferetlige sager, siger professor.

Skubber man hårdt til et andet menneske på gaden eller hamrer en albue i vedkommendes ansigt, er der formentlig tale om en klokkeklar voldshandling, som kan straffes af domstolene.

Men foregår det samme på en fodboldbane eller i en ishockeyhal, er der en anden grænse, og strafferetlige sager er sjældne.

Det påpeger Lasse Lund Madsen, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og forsker i idrætsjura, efter at ishockeyspilleren Kristian Jensen torsdag blev tiltalt for vold under en kamp af anklagemyndigheden.

- Det er usædvanligt, da man fornuftigvis har en meget konservativ fortolkning af det her, fordi man i meget vid udstrækning lader sporten håndtere det selv.

- Der er også det lavpraktiske element, at hvis man først åbner op for det, kan man have 117 voldssager hver weekend eller 10-20 voldssager ved hver eneste fodbold- eller ishockeykamp. Der skal derfor noget mere til end normalt, siger professoren.

Under en kamp i Metal Ligaen i september blev Frederikshavn White Hawks' Kristian Jensen først væltet omkuld af Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen.

Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld.

Da Rasmussen lå på isen uden hjelm, slog Jensen ham i hovedet én gang, før han blev bremset af dommere og spillere.

Kristian Jensen blev af disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union idømt en karantæne frem til 1. december, men sagen føres nu videre uden for isen.

- I Sverige var der sidste år en dom, hvor en ishockeyspiller relativt uprovokeret angreb en modspiller i nakkeregionen, mens han løb og ikke var opmærksom på det. Han lå vist også bevidstløs og kom på hospitalet.

- Den endte i den svenske Højesteret, hvor de sagde, at det var så groft, at det resulterede i en fængselsstraf, siger Lasse Lund Madsen.

Han nævner til gengæld fodboldkampen mellem Danmark og Sverige i 2007 som et eksempel på det modsatte. Her slog Christian Poulsen svenske Markus Rosenberg i maven langt væk fra bolden. Danskeren blev politianmeldt, men slap for tiltale.

- Han gav ham en mavepuster, og det havde ikke noget at gøre med spilafviklingen og var en klokkeklar voldshandling.

- Alligevel valgte Københavns Politi ikke at rejse tiltale, fordi de sagde, at der gælder andre fortolkninger af voldsbestemmelsen i forbindelse med sportsudøvelsen.

- Underligt nok rejste anklagemyndigheden pludselig tiltale i en næsten identisk sag mellem amatørspillere for et par år siden. Østre Landsret frifandt imidlertid, og det var netop med henvisning til, at der gælder en anden grænse i sport, når en spiller forløber sig i kampens hede, siger juraprofessoren.

Men der er selvfølgelig en grænse, understreger juraprofessoren.

- På et eller andet tidspunkt bliver voldshandlingen så grov og har så lidt med spillet at gøre, at man siger, at grænsen er overskredet. Og så bliver det trukket fra sportens verden over i den strafferetlige verden, siger Lasse Lund Madsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce