Annonce
Livsstil

Juletid er tid til at komme til tiden

Tegning: Gert Ejton

At være opdraget til at møde til tiden kan have stor indflydelse på julefreden.

Den redigerende foreslog, at jeg jo kunne skrive om mine juleforberedelser.

I sandhed jo ikke særligt opfindsomt, eftersom alle skriver noget om jul, fordi det ligger ligefor. Samtidig også en udfordring, fordi mine forberedelser er så små og få, at de meget langt hen ad vejen begrænser sig til at holde øje med kalenderlyset, som brænder sig kortere og kortere. Der er hverken noget ved at være to dage foran eller to dage efter, så det kræver en form for kontrol. Ellers kunne man jo bare lade det brænde ned på førstedagen.

Og her ligger måske alligevel kimen til en julehistorie og de forskelligheder, som man også lever med i denne højtid. Der har altid været noget med tiden. Man skal være der til tiden, og man må ikke spilde andres tid ved at ignorere tiden.

Det har jeg arvet fra min morfar, slagter Helge Thorvald Andreas Jensen fra Nygade 3 i Assens. Han havde bestemt ikke et afrikansk forhold til tid. Altså det der med, at klokken 2 altid kommer igen næste dag for afrikanerne, hvis de har forpasset overhovedet at dukke op.

Det var bedstefar Helge, som stod for julemiddagen i barndomsårene i tresserne. Han lavede både medister, juleand, flæskesteg og rødkål og ville ikke have nogen andre i køkkenet, hvor han stod gemt væk i stege-osen og pulsede løs på sine cerutter fra Manne hen over sovsen, mens han rørte i den med den anden hånd.

På sine gamle dage rystede han ganske meget på sine hænder og ingen af os har nogensinde fået vished for, hvor meget aske vi egentlig har konsumeret juleaften. Men godt smagte det. Det kom jo direkte fra slagterens erfarne hånd.

Men altafgørende for den gode stemning var, at når man blev inviteret til spisning i Nygade 3, så var det klokken 18. Ikke 17.58 eller 18.03. Men klokken 18.

Vi børn brød os ikke om at se morfar skumle og vrisse, hvis vi var kommet et par minutter for sent, så vi frygtede altid hans reaktion.

Den slags sætter sig til langt op i voksenlivet, og det at hade at komme for sent kan ofte udmønte sig i mærkværdige adfærdsmønstre. Jeg har engang sagt til min kone, at vi skulle til spisning 12.30, selv om det var klokken 13. Det betød, at vi måtte køre lidt formålsløst rundt på havnen for ikke at komme alt for tidligt.

Hun har det ikke sådan. Tværtimod. Nu er jeg blevet morfar Helge, der skumler, hvis tiden går. Hun lever i nuet og tager sig gerne tid til en snak med naboen, selv om tiden er knap, og sekunderne tikker.

Måske kan man gå til behandling for tidstyranniet. Men det får jo ikke dem, som kommer for sent, til at komme til tiden. De vil stadig altid komme nogle minutter for sent, og de vil sige undskyld, og så vil de gøre det igen og igen.

Men julen er jo slet ikke indrettet til at gå op i den slags. Det er hjerternes fest, og det er tid til at tilgive, for det eneste, man ikke må, er at røre ved den eller den rosin.

Og så skal man ellers bare holde øje med kalenderlyset og være klar til at rykke ud eller rykke hjem, når det bliver den 24. december. Klokken 18.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Brøler i styrelse banede vejen for skandaleramt omskæringslæge

Fyn

Mordsigtet død i cellen: Det ved vi lige nu

Annonce