Annonce
Rejser

Julemandslauget kårer Frederiksværk til Årets Juleby

Jakob Gislund er julemand og bestyrelsesmedlem i Dansk Julemands Laug. PR-foto
Den nordsjællandske by Frederiksværk er blevet kåret til Årets Juleby af Dansk Julemands Laug. Byens handelsdrivende har et stærkt sammenhold for at yde noget for borgerne, fortæller bestyrelsesmedlem i lauget og julemand, Jakob Gislund, om grunden til kåringen.

Frederiksværk er en lille by på Nordsjælland mellem Arresø og Roskilde Fjord. Byen betegnes også som Lille Venedig på grund af mange broer og kanaler. I år kan den også bryste sig af at kalde sig Årets Juleby. En titel, som den modtog i forsommeren af Dansk Julemands Laug, der næsten hvert år kårer en by i Danmark til Årets Juleby. Julemand og bestyrelsesmedlem i lauget, Jakob Gislund, nævner fællesskab som den vigtigste grund til kåringen.

- Frederiksværk er en by, hvor butikslivet har et stærkt sammenhold for at yde noget for borgerne. Selv om det er en by, der kan være presset sammenlignet med andre større byer, anser de handelsdrivende sig som kollegaer, forklarer han og tilføjer:

- Det handler om fællesskab og om at stå sammen om noget, som alle kan bruge. Det er noget julemanden, kan lide.

Annonce

Frederiksværk

Frederiksværk ligger på Nordsjælland i Halsnæs Kommune.

Byen er opkaldt efter Frederik den femte.

Den har udviklet sig i tiden omkring kongens industri og kanonstøberi.

En kanal løber gennem Frederiksværk hele vejen ud til Roskilde Fjord.

Læs mere på www.visitnordsjælland.dk.

Tradition og gæstfrihed

Det kommer til udtryk ved byens aktiviteter. Hvert år holder den for eksempel Krudtværk Festival (Frederiksværk har været landets stålby, som leverede til Dybbøl Mølle, red.). Da Frederiksværk fejrede Kanalbyens jubilæum sidste år, deltog medlemmer fra julemandslauget.

- At hylde traditionerne og gentagelsens glæde gør også en julemand glad, fortæller Jakob Gislund om en af Danmarks ældste industribyer.

Byens gæstfrihed fik han selv at mærke under laugets besøg i maj.

- Der er en ganske særlig stemning, når man går rundt deroppe. En julemand har brug for en pause i forårssolen, for der er varmt i dragterne, og her blev vi altid budt på en plads. Byen har et stort hjerterum.

Dansk Julemands Laug kårer Årets Juleby for at hylde de byer, der gør noget ekstraordinært i forbindelse med julen. Sidste år var det Ribe, og tidligere har også Frederikshavn og Aalborg haft titlen. I Ribe har de for eksempel mange gratis aktiviteter for børn, og i Aalborg et ønskejuletræ for udsatte børn. I det hele taget tager Jakob Gislund nissehue-hatten af for de handelsdrivendes bidrag til udsmykning og julestemning.

- Jo mere man kigger på det, desto gladere bliver man. For butikslivet handler det sjældent om størst profit. For erhvervsdrivende som – bevares – jo skal tjene, handler det først og fremmest om at skabe glæde omkring sig. Når de pynter op, gør de det, fordi de ikke kan lade være.

Frederiksværk med kanalen der løber gennem byen. PR-foto: Visit Nordsjælland
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce