Annonce
Livsstil

Julekoncerter i 25 år: Kurt Ravn har ingen planer om at gå på pension

I år har Kurt Ravn synget julen ind i landets kirker i 25 år. Det skal fejres, også selv om corona spænder ben og ikke gør det lettere at skabe den helt rette julestemning. Men Kurt Ravn bevarer optimismen og vil gerne gøre et godt forsøg. Foto. Birgitte Carol Heiberg
I år var det meningen, at skuespiller og sanger Kurt Ravn skulle markere sit 25. år med julekoncerter i landets kirker med et brag af en jubilæumsturné. Sådan bliver det ikke. Fællessang er blevet forbudt, og fire-fem kirker har indtil videre aflyst eller konverteret julekoncerten til en forårskoncert på grund af coronarestriktioner. Ikke desto mindre holder Kurt Ravn fast i håbet om at få lov til at synge julen ind - og insisterer på, at fysisk nærhed på kirkebænken i år kan erstattes af øjenkontakt, en særlig stemning og en smuk sang med glædens budskab. Hemmeligheden er, at han hver gang starter på et nulpunkt og fortæller historien, som om det er første gang. Og det har han 72 års erfaring med, for det er langtfra første gang, han starter på et nulpunkt.
Annonce

Glade jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul! Hid de flyve med Paradis-grønt, hvor de se, hvad for Gud er kønt, lønlig iblandt os de gå, lønlig iblandt os de gå.

Blå bog

Kurt Ravn, skuespiller og sanger, ridder af Dannebrogordenen.

Født 29. december 1947 i Seest ved Kolding.

Søn af speditør Åge Ravn og Catharina Maria Otzen.

Uddannet på Statens Teaterskole i 1970-1973.

Gift med skulptør Annette Ravn, som har to døtre og fire børnebørn.

Kan i år fejre 25-års jubilæum med kirkekoncerter i julen.

Har udgivet 23 cd’er, medvirket i et utal af teaterstykker, 39 film, seks revyer, fire julekalendere, lagt stemme til 11 tegnefilm og modtog en Bodil for bedste mandlige birolle i ”Jeppe på bjerget” (1981) og ”Smukke mennesker” (2011).

Læs mere: www.kurtravn.dk.

Kurt Ravns yndlingssalme er ”Glade jul, dejlige jul”, en gammel østrigsk salme fra 1818 skrevet af præsten Joseph Mohr og siden gendigtet af B.S. Ingemann i 1850. Særligt sidste linje i første vers, "lønlig iblandt os de gå", holder han meget af.

- At englene daler ned og går skjult imellem os er så smuk en tanke, om man tror på det eller ej. Det der med, at man har en skytsengel, der hjælper dig ... den tanke kan jeg godt lide.

Kurt Ravn har taget bilen fra Vedbæk, hvor han har boet de seneste 20 år, og parkeret den ved Holmens Kirke i Indre By et stenkast fra Christiansborg. Her skal han efter planen give to julekoncerter på den årlige turné rundt i landets kirker.

Det specielle lige netop i år er ikke kun, at restriktionerne for tidens ubudne gæst, covid-19, vil sætte sig tungt på hver anden plads på kirkebænkene, men også - og en hel del mere glædeligt - at Kurt Ravn i år kan fejre, at han har givet julekoncerter i 25 år.

- Jeg har overvejet at aflyse det hele. Ja, det har jeg. Men på den anden side synes jeg også, det ville være trist, for der er mange, der fortsat gerne vil gennemføre, siger den 72-årige skuespiller og sanger, der i 1978 fik sit folkelige gennembrud i ”Matador” i rollen som ”Røde” - jernbanearbejderen Lauritz Jensen - og siden har medvirket i et utal af teaterstykker, tv-produktioner, 39 film, seks revyer, fire julekalendere og udgivet 23 cd’er.

Annonce

Maskinarbejderens endeligt

Kurt Ravns baryton med ordene fra ”Glade jul, dejlige jul” stiger op i hvælvingen og ud i korskirkens kor-, skipper-, kaptajns- og urtegårdsgang.

Da Holmens Kirke i 2015 fik sit nye Steinway-flygel, målte pianist Amalie Malling kirkerummets efterklang til 1,02 sekunder. Med publikum kan efterklangen komme helt ned på 0,8, og sammenlignet med andre kirker gør det faktum det ekstra skønt at synge netop her. I få andre og større kirker er efterklangen målt til hele syv sekunder, og det gør det ifølge Kurt Ravn lidt sværere at styre lyden, der bliver ved med at fise rundt i rummet.

Kurt Ravn indtager sin vante plads i midten af kirkens kors, for her kan alle, der er bænket i midterskibet og tværskibene både se og høre ham.

Hans stemme har forandret sig, siden han med stor begejstring begyndte at synge som amatørmusiker samtidig med, at han var i lære som maskinarbejder hjemme i Seest ved Kolding. Dengang sad han bag trommerne og sang, når han var ude med gutterne og spille til lørdagsbal i forsamlingshuset.

Det med lærepladsen som maskinarbejder gjorde han derimod kun nødtvunget.

- Der gik kun et år. Så kunne jeg godt fornemme, at det slet ikke var noget for mig at arbejde som maskinarbejder. Jeg vidste jo allerede, at jeg gerne ville være skuespiller. Der gik et par år, inden jeg skar igennem og sagde: ”Nu er det slut. Nu gider jeg ikke det her mere. Og det vakte gråd og tænders gnidsel derhjemme - at jeg sådan afbrød lærekontrakten på så usikkert et grundlag. Mine forældre var dybt ulykkelige, og det kan jeg godt forstå. De kunne slet ikke forstå ”den grille”, jeg havde. Det fattede de ikke, og det kan jeg inderligt godt forstå, siger Kurt Ravn med eftertryk.

Kurt Ravn har besøgt virkelig mange af landets kirker - lige fra de små landsbykirker til de helt store domkirker. - De har alle en stor kuturværdi og hver deres atmosfære og en helt fantastisk stemining, som passer så flot til julen, siger Kurt Ravn, der i 25 år har givet julekoncert i landets kirker. Hans kone Annette Ravn tager altid med rundt på turnéen og hjælper med at pynte op. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Årenes dybde

Efter en tid, hvor han rejste rundt i sin folkevogn med en kuffert og spillede på forskellige danserestauranter en måned eller to ad gangen og derefter et par år i Flyvevåbnet, søgte han ind på skuespillerskolen i Odense.

- Jeg tænkte: ”Det kan jeg da sagtens gå ind og gøre så godt som alle andre,” og så gik jeg ind og kopierede et eller andet, og det var noget værre lort, erkender Kurt Ravn blankt om formentlig den eneste gang i sit liv, hvor han er troppet op til noget stort set uforberedt.

Efter privatundervisning hos en skuespiller søgte han et par år efter ind på Statens Teaterskole i København og kom ind. Det var under sangundervisningen dér, at Kurt Ravn blev bevidst om, at hans stemme var en lys baryton, der kunne lave nogle lette tenorting.

- Min stemme er helt bestemt blevet dybere med årene. Og det gør ikke spor. Så har den til gengæld fået noget mere varme, siger han roligt med et smil, der når op til de opmærksomme øjne og forbindes med resten af ansigtet af årenes linjer og fine furer.

Og det er det, han kan. Give sin ro videre, synge varmt og smile med øjnene i et ansigt, vi alle føler, vi kender så godt.

- Vi laver ikke meget om på julekoncerterne på grund af corona - bortset fra at jeg nu nok vil tro, det vil påvirke folk, at de ikke må sidde tæt i kirken og ikke synge fællessang. Det tror jeg virkelig, det vil gøre, og man bliver på den måde også hele tiden mindet om, at der er corona derude, siger Kurt Ravn lidt trist.

Når julefreden sænker sig, og den sidste julekoncert er afholdt, har Kurt Ravn og hans kone Annette Ravn ofte rejst ud. Mange gange er turen gået til Thailand og Bali. I julen 2004 var parret i Thailand under tsunamien, og selv om den frygtelige oplevelse har sat sig dybe spor, vendte de tilbage året efter for at "komme op på hesten igen". Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Aflysninger

Et år var han oppe på 33 julekoncerter, men det var alt for meget og alt for hårdt. I marts nåede han at blive booket til 18 julekoncerter, inden bestillingerne stoppede. Siden er nogle hoppet fra, fire-fem kirker har lige aflyst, og andre har valgt at konvertere julekoncerten til en forårskoncert. Det gælder både landsbykirker, hvor der kun må sidde 60 mennesker, og det gælder større kirker som for eksempel Roskilde Domkirke.

- Jeg ved helt ærligt ikke, hvor mange koncerter der bliver tilbage. Jeg tror ikke, vi har set den sidste aflysning. Det er en mærkelig tid ...

I Roskilde Domkirke, hvor de samarbejder med velgørenhedsorganisationen Odd Fellow Ordenen, plejer der at være mellem 600 og 700 mennesker til koncerten. I år må der kun være 236 mennesker inde i kirken inklusive Kurt Ravn, musikerne og alle de andre.

- Det kan slet ikke løbe rundt, og derfor er julekoncerten her konverteret til en forårskoncert. Så det prøver vi - uden julesalmerne, pointerer Kurt Ravn og genfinder smilet.

Normalt plejer han også at gå ned blandt publikum for at være lidt tæt på dem.

- Det gør jeg så ikke i år, men så må vi bare gøre alt, hvad vi kan for at skabe en god stemning for dem, som er der, på en anden måde.

- Men jeg er nu godt nok ked af, at vi ikke kan synge fællessang. Jeg synes faktisk ikke, at folk tidligere var så gode til fællessang, måske fordi vi er et lidt blufærdigt folkefærd, hvad det angår. Man tør jo ikke være den, der synger højest, vel? For så kigger de andre.

Kurt Ravn griner og lader en hånd køre gennem sin hvide manke.

- Men jeg synes, publikum er blevet bedre og bedre til fællessangen, og nu topper det jo også med blandt andet Phillip Fabers initiativ.

Kurt Ravn kan slet ikke forestille sig, at han skulle gå på pension. Han er sikker på, at han vil kede sig. - Man må ikke underkende, at arbejdet kan betyde så meget, fordi man har et arbejde, man kan lide, og som man kan holde til. Og samværet med kollegerne. Det er absolut guld værd, påpeger den 72-årige Kurt Ravn. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Nulpunkt og højdepunkt

Kurt Ravns bagkatalog er efterhånden temmelig stort, når det gælder julens sange. Der er nogle gengangere, der skal være med hvert år, for som Kurt Ravn er meget bevidst om, må man være varsom med at udskifte for meget i programmet for de 70-75 minutters julekoncert.

Det er også yderst sjældent, han får en påtale af publikum efter koncerten og bliver bedt om en forklaring på, hvorfor den og den julesang nu ikke var med i år.

Det oplevede han i langt højere grad, da han begyndte at give sine andre ”almindelige” koncerter, der ligger spredt ud over hele året, og ikke havde inkluderet ”Visen om de tre musikanter” kendt fra den festlige scene bag duggede ruder i Agnes Jensens lejlighed i ”Matador”.

- Da fik vi det så sandelig at høre, og visen er da også fast på repertoiret nu. Ellers er der hug bagefter, siger Kurt Ravn og griner.

Det er mere end 40 år siden, at Erik Balling spottede den unge Kurt Ravn på teaterscenen, at første afsnit af det, der er blevet en dansk kultserie, blev vist på skærmen, og at Kurt Ravn blev kendt som den politisk aktive ”Røde”.

- Jeg havde spillet på Aalborg Teater i to-tre år på det tidspunkt, og når man gjorde det, var man kendt i Aalborg og omegn og ellers ikke. Men det at komme på skærmen i 24 afsnit, og det så gik godt ... det var et stort held for en ung skuespiller som mig. Jeg blev hurtigt landskendt, producenterne lærte mig at kende, og så var alle døre pludselig åbne.

Kurt Ravn får ikke de unge helteroller mere.

- I dag kan jeg spille bedstefar. Men jeg er da glad, når jeg får lov til at spille én, der er yngre, end jeg selv er, siger han med et stort smil og tilføjer, at han med årene er blevet mere selektiv med hensyn til roller, han siger ja til.

Det skal være noget, hvor han tænker: ”Det vil jeg virkelig gerne.” Ellers siger han nej tak. Men han kan ikke undvære det, ej heller kollegerne og selve processen.

- Hver gang - selv om jeg har en stor erfaring efterhånden - begynder jeg på et nulpunkt, når jeg skal udforske en ny rolle. Sådan er det, fordi jeg gerne vil undgå klichéer og i stedet grave dybt i personen, så jeg kan gøre det mest ærligt og renfærdigt. Det, synes jeg, er spændende, og den proces er der hver eneste gang.

Karrierens mest spændende rolle til dato var Jean Valjean i ”Les Miserable” i 1993. Det er Kurt Ravn ikke et øjeblik i tvivl om.

- For det første er det en fantastisk smuk fortælling, og dramaet i den rolle ... det overgår alt muligt andet. Så var der lige det med musikken, for det er jo en musical. Den lå ikke lige til højrebenet for min stemme, for sangene er jo for en tenorstemme. Den er meget svær, og jeg kæmpede meget med de høje toner. Men jeg elskede at spille den rolle, gentager Kurt Ravn, som nåede at spille den 125 gange.

For Kurt Ravn er det særligt juleaftener med små, glade og forventningsfulde børn, han husker mest tydeligt. Men han husker også en jul, hvor han var 11-12 år gammel, og hans forældre lige var blevet skilt. - Jeg havde det så dårligt den juleaften, og jeg ødelagde stemningen for de andre, fordi jeg var sur, vranten og havde det rigtig skidt, fordi familien var blevet ødelagt. Juleaften kan også være hæslig for mange mennesker, også for folk der har mistet. Alt kommer op til overfladen juleaften. Det kan spidse til, og alle får lige en reminder om, hvordan det står til i familien, siger Kurt Ravn. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

En led stodder

På film er han særligt glad for sin rolle i filmen ”Smukke mennesker” instrueret af Mikkel Munch-Fals. Der spillede Kurt Ravn en rigtig led stodder, og han husker tydeligt, hvor overrasket han blev ude i klipperummet dengang over, hvor led han rent faktisk var. Led nok til at indkassere et af sit livs to Bodil-priser for bedste mandlige birolle.

- Skurkeroller er de bedste. Det kan nemt blive lidt kedeligt at være den retfærdige, den pæne, den høflige og den søde. Nej, det er sjovere at spille skurk. Og hvis man så kan gøre det med nogle nuancer, så det kommer frem på en speciel måde. En charmerende skurk.

Til spørgsmålet om han har det sådan, fordi han er så god og mild resten af dagen, svarer han med et glimt i øjnene:

- Ja, så kan jeg komme af med alle mine dårlige sider og endda få penge for det. Ej, jeg prøver at opføre mig ordentligt, men vi har jo alle sammen mørke sider i os selv, siger han og bryder ud i ”Dejlig af jorden” i de dybeste, mørkeste toner og ser pludselig decideret ond ud et øjeblik.

Han griner, og vupti er den hyggelige stemning tilbage.

- Jeg har faktisk lige fået en ny, stor skurkerolle i en stor tv-produktion. Jeg har spurgt, om jeg må sige hvilken, men det må jeg ikke endnu. Men du må godt skrive, at jeg har fået en skurkerolle, siger han konspiratorisk.

Og så kommer spørgsmålet: Overvejer du slet ikke at gå på pension og bare slappe af og nyde det?

- Nej, nej, nej, slappe af!? Jeg ville da kede mig. Jeg kan sagtens arbejde og også nå at gå en tur i skoven og spille tennis. Jeg kan slet ikke forestille mig at gå på pension. Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt må sige, at nu synes jeg, det koster mig for mange kræfter - også stemmemæssigt - at holde alle julekoncerterne. At jeg er blevet usikker på det. Men så har jeg jo stadig teater og film. Jeg har jo så meget, siger Kurt Ravn taknemmeligt - og mener det.

Han refererer til den franske sanger Charles Aznavour, som blev 94 år og tog på turné i Japan, lige inden han døde. Og han henviser til Bent Fabricius, der også optrådte til det sidste.

- Det må man ikke underkende. At arbejdet kan betyde så meget, fordi man har et arbejde, man kan lide, og som man kan holde til. Og samværet med kollegerne. Det er absolut guld værd, konstaterer han alvorligt og ser op:

- Jeg føler mig som et meget privilegeret menneske. Jeg har det godt, er sund og rask - syv, ni, tretten - og jeg er glad for mit arbejde. Jeg er virkelig glad for det liv, jeg har. Jeg ønsker mig ikke noget luksus. Jeg har det nok ligesom Onkel Dan (Turèll, red.), der sagde: ”Jeg holder af hverdagen.” Sådan er det. Og hvornår er man lykkelig? Det kan du jo være, hvis du bare går en tur i skoven og ser en fugl bygge rede, og solen skinner på en bestemt måde ned gennem løvet. Så kan du pludselig få en lykkefølelse. Mere skal der ikke til. Det er helt uforklarligt, siger Kurt Ravn og læner sig lidt frem.

Kurt Ravn stammer fra Seest ved Kolding, hvor han drømte om at blive skuespiller, men gik i lære som maskinarbejder. Det holdt et par år, indtil han måtte skære igennem og gå efter drømmen. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

En hvid brænding

Kurt Ravn ved, at alt hurtigt kan ændre sig, at det hele kan få en ende, og at man skal nyde nuet. Og hvis han ikke vidste det før anden juledag i 2004, ved han det nu.

Da var han med sin kone, Annette Ravn, i Thailand, da en tsunami gik i land.

- Jeg føler efter den tid, at jeg er blevet bestyrket i, at man ikke skal være så utilfreds med småting og brokke sig over noget, der kan være helt ligegyldigt. Være glad for det, der findes. Når folk brokker sig over ligegyldige ting, tænker jeg: ”Hold dog op!” Det hører ungdommen til, at man føler sig nærmest udødelig. Sådan er det for alle. Men det kan ændre sig lynhurtigt.

Kurt Ravn holder øjenkontakten uden at blinke og har ikke længere svært ved at snakke om naturkatastrofen, der for altid vil bo i hans bevidsthed. Lige efter kunne han slet ikke fortælle om oplevelsen uden at komme til at græde. Der gik nogle år, og nu går det helt fint - selv om han synes, der er skrevet lige vel meget om det. Året efter rejste han og Annette Ravn tilbage og genså og genfortalte oplevelsen for hinanden ud fra alle de steder, de havde været under tsunamien. Resortet, hvor de boede, var jævnet med jorden.

- Om morgenen klokken otte, da jeg var oppe på toilettet, så jeg pludselig et håndklæde på væggen bevæge sig, fortæller han og sætter lyd bag et lille sus.

- Hvad var mon det? Et jordskælv? Og så tænkte jeg ikke mere over det. Det er her bagefter gået op for mig, at håndklædet bevægede sig, da jordskælvet skete ud fra Sumatra mange, mange kilometer væk. Ved 10-tiden kom bølgen.

Vandet trak sig ud, og folk med surfbrætter begyndte at gå ud i vandet, fordi de kunne se en god bølge langt ude. Fiskene lå tilbage på havbunden og gispede. To politibåde lå længere ude. Den ene slap ikke ud, den anden stod næsten lodret op over bølgen. Langt ude kunne Annette og Kurt Ravn se en hvid brænding.

- Annette sagde: ”Vi skal løbe, vi skal løbe. Det der kommer jo tilbage igen.”

- Jo jo, men det kommer jo ikke længere op, end det plejer, svarede Kurt Ravn beroligende.

- Jeg løber altså nu, råbte Annette og satte i løb.

- Ja ja, jeg kommer lige om lidt. Jeg skal lige se, hvad der sker.

Kurt Ravn så, at de folk, der var på vej ud i vandet, blev fanget af vandet, og pludselig kunne han godt se, at vandet kom med eksprestogsfart.

- Da begyndte jeg at løbe. Annette var heldigvis længere væk. Første gang jeg vendte mig for at se tilbage, kunne jeg se bilerne, der sprøjtede op i luften på parkeringspladsen, og så blev jeg fanget af vandet. En utrolig kraft.

- Vi så ikke hinanden i 24 timer. Jeg var sikker på, at hun var død. Jeg fandt hende gennem opkald til børnene hjemme i Danmark, som Annette, der heldigvis var uskadt, også havde ringet hjem til, fortæller Kurt Ravn, der slap med brækkede ribben, sår og skrammer.

- Da jeg lå der i garagen, der var fyldt med vand, og jeg ikke kunne slippe ud ... Da sagde jeg til mig selv: ”Her kan du jo ikke slippe ud. Jeg lå under vand, og lige om lidt kan jeg ikke holde vejret længere.” Men jeg var ikke i panik, måske fordi jeg var fortrolig med vandet som scubadiver. Jeg havde bare en underlig afklaret ro og sagde til mig selv: ”Nu er det slut. Det bliver altså her.” Jeg tog det meget roligt, kan jeg huske. Men jeg syntes, det var ærgerligt. Jeg kan huske, at operasangeren Tonny Landy skrev til mig, da vi var kommet hjem: ”Selvfølgelig skulle du da ikke dø nu, Kurt. Du skal da ud og glæde andre med din sang.” Var det ikke smuk sagt!?

Kurt Ravn må være besvimet i noget tid af iltmangel under vandet, for han vågnede ved, at han kunne komme op og få luft. Langt væk fra garagen, hvis vægge formentlig havde givet efter for vandpresset.

- Det kan være, det var en skytsengel, der hjalp mig. Det ved man ikke, medgiver han og kigger ind ad en glasdør til kirkens kapelsal.

- Ved du godt, at Tordenskiold ligger herinde? spørger Kurt Ravn og peger på en marmorsarkofag.

Vi er igen tilbage i sømændene og søheltenes kirke midt i København, hvor de kalkede vægge pænt venter på tonerne - og efterklangen - fra Kurt Ravns andet vers i ”Glade jul, dejlige jul”.

I kapelsalen i Holmens Kirke ligger søhelten Peter Wessel Tordenskiold i en marmorsarkofag. Holmens Kirke er nemlig sømændene og søheltenes kirke og ligger midt i København. Her har Kurt Ravn givet julekoncert mange gange i årenes løb. Foto. Birgitte Carol Heiberg

Julefryd, evige fryd, hellig sang til himmelsk lyd! Det er englene, hyrderne så, dengang Herren i krybben lå, evig er englenes sang, evig er englenes sang.

Kurt Ravn. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Indtil videre er der kommet fire-fem aflysninger fra kirker på grund af corona. Roskilde Domkirke har valgt at konvertere julekoncerten til en forårskoncert, og i Holmens Kirke må der normalt være et publikum på 800 mennesker. I år må der højst komme 300 mennesker ind. Intet er, som det plejer. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Mødre til kræftramte børn støtter hinanden og kæmper for behandling på OUH: Børnene får lov at have en barndom

Fyn

Fynsk professor om coronavacciner: Den fulde effekt kommer først i sidste halvdel af 2021

Annonce