Annonce
Indland

Journalist og ven: Pundik ville ikke være tilskuer til livet

Carl Redhead/Ritzau Scanpix
Tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik er død. Han havde opnået, hvad han ville, fortæller ven.

Den tidligere chefredaktør på Politiken gennem 23 år, Herbert Pundik, er søndag aften sovet stille ind i sit hjem. Han blev 92 år.

Men han havde haft et langt liv, oplevet og gjort så meget, at han var tilfreds, fortæller Anders Jerichow, der er mellemøstkorrespondent på Politiken, og i mange år har været en god ven til Pundik.

- Han følte sig som en overlever. Han var parat til, at det skulle være slut.

- Han havde gjort, hvad han kunne som aktivist. Han ville ikke se på livet og den politiske udvikling omkring sig som tilskuer oppe fra tredje række. Han ville selv være med til at påvirke det - både som kritiker og journalist, siger han.

Herbert Pundik var i flere år udenrigskorrespondent på Politiken, hvilket blandt andet kastede en Cavlingpris af sig. Fra 1970 til 1993 var han chefredaktør.

- Han havde altid blik for, hvordan han selv kunne forandre ting, og hvordan han kunne hjælpe mennesker, der havde brug for hjælpen. Det var sådan, at han fungerede som chefredaktør og som mange andre af de roller, han havde.

- Han tænkte, hvad kan jeg gøre for at forandre noget. Han var altid parat, og hans dør stod altid åbent, siger Anders Jerichow.

Pundik var formet af sin jødiske slægts fortid. I 1907 flygtede hans fars familie til København fra Ukraine. I 1943 var Herbert Pundik med, da familien under Anden Verdenskrig igen måtte tage flugten. Denne gang til Sverige.

Og det er ifølge Anders Jerichow især den oplevelse, der har præget Pundiks liv.

- I oktober 1943 sad han i gymnasiet, hvor rektor pludselig kommer ind og beder Pundik om at komme udenfor. Pundik skulle skynde sig hjem til sine forældre og sige, at de ikke måtte overnatte hjemme næste nat, fordi besættelsesmagten ville deportere jøderne.

- I det øjeblik følte han, at han var blevet gjort til flygtning i sit eget land. Hans lektie fra den oplevelse var, at man er nødt til at handle. Han værdsatte i resten af sit liv, at der var nogle danskere, der havde handlet i det øjeblik, fortæller han.

Herbert Pundik havde to lande. Israel og Danmark. Da han var chefredaktør på Politiken pendlede han fra Tel Aviv til København.

10 dage om måneden var han i Tel Aviv hos sine børn og hustru, Sussi, og de resterende dage var han i København.

- Han var et internationalt menneske, fordi han hørte hjemme flere steder. Han blev en bro mellem Israel og Danmark og en primær fortolker af Israel for danske politikere.

- Hans hjem i Tel Aviv blev et mødested for politikere på besøg i Israel og kunne sætte en debat i gang, siger Anders Jerichow.

Herbert Pundik stiftede Politikens Frihedspris, som stadig uddeles den dag i dag.

Han har haft sit eget kontor på Politiken i alle årene. Hver eneste weekend leverede han klummer til avisen - indtil i efteråret hvor sygdom ramte.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce