Annonce
Nyborg

Jorden forsvandt under benene på Peter i Kogsbølle: - Jeg faldt pludselig bare igennem jorden

Det var en stille formiddag i Kogsbølle, da Peter Jespersens ben pludselig røg ned gennem jorden. Foto: Patrick Dejbjerg
På en helt normal fredag i juli gik Peter Jespersen rundt ude i sin have, da jorden pludselig forsvandt under benene på ham. I dag er han glad for, at det ikke gik værre end som så.

KOGSBØLLE: 26. juli var en af de fine sommerdage, der har været på Fyn i løbet af sommeren 2019. I Kogsbølle lidt syd for Nyborg tænkte Peter Jespersen naturligt nok, at det var en perfekt dag til at få lavet lidt praktisk arbejde.

Peter Jespersen gik ind i husets garage, hvor han fiskede stigen ud. Herefter begav sig ud i haven med et solidt greb om stigen, som han har gjort så mange gange før.

Men alt var ikke helt, som det plejede. Peter Jespersen befandt sig kun få meter fra garagen, da hans ene fod pludselig forsvandt.

Uden nogen advarsel havde et jordfaldshul åbnet sig under hans fødder, og hans ene fod faldt med det samme igennem.

- Jeg faldt pludselig bare igennem jorden. Et kort øjeblik tænkte jeg da over, hvor langt ned hullet ville gå, men jeg fik hurtigt brugt stigen som støtte, så jeg ikke sank længere i, siger Peter Jespersen.

Annonce
Peter Jespersens hul var godt en meter dybt, men det er siden blevet lidt mindre, efter han har skubbet noget af jorden fra kanten af hullet derned. Hullets radius er nogle steder stadig omkring en meter. Foto: Patrick Debjerg

En bid af benet

Hullet var godt en meter dybt, så det fik slugt en bid af Peter Jespersens ben.

Da han fik hevet sit ben op, slog han noget mere jord ned i hullet, så hullets diameter blev lidt større en det lille hul, der kun lige havde kunnet tage hans ben.

I dag er hullet stort nok til, at man ikke lige overser det, men for en sikkerheds skyld har Peter Jespersen smidt en palle over det. Faktisk har pallen ligget på præcis samme sted igennem længere tid, men den 26. juli var den kort forinden blevet flyttet op på en trailer.

Selv mener han, at det kan være en del af forklaringen på, hvorfor uheldet skete netop den dag. Ifølge østfynboen skal man være forsigtig, når man nærmer sig kanten af hullet. Under jorden udvider hullet sig nemlig som en omvendt tragt og har en radius på cirka en meter ud i nogle af siderne.

Selvom det måske ikke ligefrem er en behagelig overraskelse at mærken jorden forsvinde under sig, så er Peter Jespersen alligevel glad for, at det bare var hans ben, der faldt i.

- Hullet var jo tæt på garagens indkørsel. Vi har en stor firehjulstrækker, og hvis den havde kørt der, så havde det været noget mere vanskeligt af få den op, bemærker han.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce