Annonce
Livsstil

Jesper Borup mødte Jesus: Vi har behov for at kunne tale om vores tro

Jesper Borup blev bekræftet i sin vej i livet, da han som ung mødte Jesus. Hver dag siden har han tænkt på mødet, der gav ham en tro på sig selv og på at han var på rette vej. Foto: Nils Svalebøg
Der skulle gå 20 år, før den fynske radiovært Jesper Borup fortalte åbent om sit møde med Jesus, indtil da holdt han det til sine nærmeste. Men hvorfor er det så svært at tale om vores tro? Og hvorfor tror vi, at andre vil rynke på næsen ad den? Jesper Borup har gjort det til sin mission at skabe et rum for at tale om tro - på en hel dagligdags måde.

Jesus vandrede ind i hans toværelses Vesterbro-lejlighed en forårseftermiddag i 1998. Solidt placeret i en lænestol sad Jesper Borup og kiggede ud ad vinduet. Pladeafspilleren havde lige løftet pickuppen fra Pet Shop Boys-skiven.

Nærmest ud af øjenkrogen kunne den unge journalistelev se en skikkelse i kjortel og sandaler komme gående mod sig. Med det samme vidste han, at det var Jesus. Ikke fordi han genkendte ham, men som en form for instinktiv viden. Uforklarligt og uden tvivl.

Det var også det, der var essensen af Jesper Borups møde med Jesus. Det udryddede tvivl. Lod hans tro stå stærkt. Både på Gud og på sig selv. På sin vej i livet.

Alligevel fortalte han ingen om mødet med den mytiske person. Til gengæld undersøgte han, om han var død. Sindssyg. Sovende. Hallucinerende. Men inden i var han sikker på, hvad der skete. Han var bare ikke sikker på, hvordan verden ville reagere på det.

- Jeg var meget forsigtig i forhold til at fortælle andre om det. Jeg ville gerne fastholde oplevelsen, uden at den blev negligeret eller inficeret af andres tolkninger eller reaktioner. Andres ord skulle ikke komme ind og definere, hvad der var sket. Og jeg var ved at blive journalist, så jeg var bange for, at jeg ville komme til at fremstå utroværdig. Jeg holdt altså igen og fortalte kun de allernærmeste om det, siger Jesper Borup, der er journalist og radiovært på P1.

- Jeg er ikke særlig bibelstærk, men jeg ved, at der står, at der er en tid for alting. Og jeg var sikker på, at der nok skulle komme en tid, hvor jeg kunne fortælle denne historie, tilføjer han.

Efter næsten 20 år blev det tid.

Annonce

Jesper Borup

Dansk radiovært, journalist og forfatter.

Specielt kendt for sit arbejde med konstruktiv journalistik, #kbhalarm og som vært på P4-Fyn og P1.

Medforfatter til flere bøger om journalistik og medvirker i bogen ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?” af Charlotte Rørth (2017).

Er født i 1971 i Svendborg.

Har tre børn.

Mødet med Jesus

I 2017 fortalte han første gang sin historie offentligt. I Charlotte Rørths samtalebog ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?”, den anden om emnet, delte han i detaljer besøget fra Jesus den eftermiddag i 90’erne. Fra farven af gruset på fødderne, hænderne uden naglemærker, hyrdekjortlen og ansigtet, der minder om Russell Crowes – bare i en 20 kilo lettere udgave.

- Det står tindrende klart. Det er sådan en oplevelse, som står lige så tydeligt i dag, som den gjorde dengang. Og jeg har tænkt på den hver dag siden. Ikke hele tiden, men på et tidspunkt i løbet af dagen, altid, siger Jesper Borup og genkalder sig detaljerne:

- Han kommer gående henimod mig og stiller sig til højre for mig. Jeg har ikke direkte øjenkontakt med ham, men jeg sidder lidt og oplever det hele et øjeblik. Og er stille. Jeg kan se på ham, og jeg kan mærke, at han udstråler varme. Der er et lys omkring ham, som på en eller anden måde også kommer ud fra ham. Det er ikke sådan, jeg forestiller mig en aura ser ud. Det er mere end det. Der er også en varme i lyset. Mens jeg sidder der, jeg kan mærke ham og se ham. Og jeg har en oplevelse af, at han kigger på min brystkasse med et blik, der fuldstændigt gennemborer mig på en behagelig måde.

Derefter sker noget, der er svært at beskrive. Jesus kigger ind i Jesper Borups kerne. Det, der er hans dybeste eksistens – summen af erfaringer, tanker, tilvalg og fravalg, følelser, kærlighed. Af alt.

- Og jeg har en fornemmelse af, at han ser min kerne. Han siger ”Det er okay, det har min fulde accept, og det er okay”. At det er skidegodt, at jeg er mig. Det er fuldstændig accept og tillid. Det er en fuldkommen kærlighedsoplevelse, siger Jesper Borup, da han finder ordene.

I det hele taget kan det være svært at sætte ord på tro. Og svært at finde de rigtige ord til at beskrive sådan en oplevelse, mener Jesper Borup. For hvordan undgår man at forfladige en så betydningsfuld begivenhed? Og hvordan afværger man, at det hele lyder som hokuspokus i andres ører?

- Jeg kalder det ikke en åbenbaring eller et syn, for det er religiøse termer, der har deres helt egne historier. Det var ikke det, det var. Det var et møde. Men det var også noget, jeg ikke selv var herre over. Jeg havde ikke siddet i dage og uger og bedt til, at jeg skulle møde Jesus. Jeg sad der bare, og så kom han gående forbi, og viste mig det, han havde at vise mig, siger han.

Hvad har oplevelsen betydet for dig?

- Der var en masse ting, der faldt på plads for mig både i mit private og professionelle liv. Det fjernede min tvivl om, hvad jeg skulle med mit liv, og hvilken vej, jeg skulle gå. Det fjernede min tvivl om min tro. Det var en momentan afklaring på nogle spørgsmål, som jeg havde gået og tumlet med, forklarer Jesper Borup.

Dele sin tro

Det sagde ”bang”, fortæller han, da han læste forfatteren Charlotte Rørths fortælling om sit møde med Jesus. I sin første bog brød hun et tabu og skrev om både sit eget og andres møder med Guds søn fra Bibelen. Fortællinger, der ofte havde meget tilfælles.

Og braget inden i Jesper Borup indvarslede, at tiden til at tale om det korte, betydningsfulde møde med Jesus, var kommet.

- Jeg har i mange år gået og været nervøs for, hvordan folk ville reagere, når jeg fortalte det. Men jeg blev kun mødt med forståelse, interesse og nysgerrighed. Folk har tit lidt mystiske historier fra deres eget liv. Noget som de selv retrospektivt rubricerer som religiøse erfaringer. Mange går også og tumler med et billede af Gud, som de ikke helt kan få på plads, og så vil de bare gerne snakke om det. En af grundene til, at jeg stod frem og fortalte min historie, var, at jeg ikke selv havde kunnet finde nogen samtidige fortællinger at spejle mig i. Jeg har nok altid tænkt, at det var sådan nogle historier, der hørte Biblen eller middelalderen til. Men der har været vidnesbyrd hele vejen op gennem historien og er det stadigvæk. Det, synes jeg, er interessant, siger han.

Hans åbenhed har givet meget respons. Meget mere, end han mærker i sit daglige arbejde som journalist på en landsdækkende radio. Det er tankevækkende, synes han, for indsatsen har ikke været stor. Han har bare fortalt om et 20 år gammelt øjeblik.

- Der er et stort behov for at tale om tro. I dag er der kun to måder at tale om tro: Enten taler man ikke om det, eller også taler man på et højt akademisk niveau som teolog. Men for mig og se mangler der et rum, hvor man kan tale om tro på en mere dagligdags måde. Hvis jeg har en mission, så er det at bidrage til det, siger han.

- Vores tro er jo en del af os. Ligesom vi er født med to arme og et hoved, er vi også født med troen. Den er en del af at være menneske. Så selvfølgelig har vi brug for at tale med hinanden om det. Men de seneste 50 år er udviklingen gået mod, at tro ikke er noget, vi vil være ved. Det er ikke en del af den offentlige samtale. Troen er nærmest eroderet fra vores daglige sprogbrug. Men det nytter ikke noget, at vi bilder os selv ind, at vi skal gå med vores tro selv. Den forsvinder ikke. Den skal ikke udslettes. Og selvfølgelig har vi brug for at tale med hinanden om den, siger han.

Selv taler han kun og missionerer ikke. Indimellem får han en ubændig lyst til at blive præst. Men indtil videre holder han foredrag, og stiller sin oplevelse og refleksioner til rådighed.

Ligesom han var overladt til selv at fortolke og forvalte sin oplevelse, da Jesus vendte sig og gik ud ad Vesterbrolejligheden igen, lader han sine tilhørere tage det, han tilbyder, som de vil. Som de kan bruge det.

Kunne du tænke dig at møde Jesus igen?

- Egentlig ikke. Jeg kunne bedre tænke mig, at han viste sig for nogle andre. Det tror jeg også, at han gør. Jeg tror ikke, jeg kan bede om mere. Jeg fik det øjeblik, siger Jesper Borup.

Jesper Borup blev bekræftet i sin vej i livet, da han som ung mødte Jesus. Hver dag siden har han tænkt på mødet, der gav ham en tro på sig selv og på at han var på rette vej. Foto: Klaus Knakkergaard
P1-radiovært Jesper Borup mødte Jesus som ung. Det gav ham en tro på sig selv og på Gud. Nu håber han, at vi danskere vil blive bedre til at stå ved og tale om vores tro. Foto: Nils Svalebøg
Der gik mange år, inden Jesper Borup offentligt fortalte om sin oplevelse med Jesus. Han var bange for, hvordan folk ville reagere på historien - men han har kun mødt forståelse og nysgerrighed. Foto: Nils Svalebøg
Radioværten Jesper Borup mener, at vi har glemt, hvordan vi taler om tro. Enten er det ikke noget vi snakker om, eller også er samtalen på et teologisk niveau. Han håber, at vi vil være bedre til at snakke om tro i dagligdagen og dele den med hinanden. Foto: Nils Svalebøg
Jesper Borup fortalte om sit møde med Jesus i Charlotte Rørths bog "Vi mødte Jesus - og hvad kommer det andre ved?" i 2017. Det var første gang han offentligt fortalte sin historie. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Annonce