Annonce
Hus og have

Jeg vil plante et træ

Tegning: Gert Ejton
Annonce

Jeg har aldrig haft lyserøde tilbøjeligheder, hverken som barn, ung eller voksen. Jeg legede ikke rigtig med dukker eller Barbie. Jeg undgik alt, der havde med fastelavn, udklædning og prinsessekjoler at gøre, og holdt mig i stedet til at bygge huler, samle på brevpapir og tapetsere værelset grønt.

Ikke desto mindre vinder den lyserøde farve underligt nok ind her i mine midt-30’ere. For når det kommer til blomstrende træer i min have, er mine nyfundne præferencer på farveskalaen ikke til at tage fejl af.

Dette efterår har vi fået ikke bare et, men to velkomsttræer i haven. Træer, der skal byde os selv velkommen hjem fra skole og arbejde. Og træer, der skal byde vores gæster velkommen indenfor forår, sommer, efterår og vinter.

Havedrømmen om en have med gamle, krogede træer, blomster og hyggekroge lever, og jeg fik derfor hele familien med på planteskole en højhellig søndag i slutningen af september. De mindste blev holdt beskæftiget i dobbeltklapvognen med en pakke knækbrød, og den ældste bestukket med udsigten til varm kakao med flødeskum om eftermiddagen efter veludført havearbejde, så mor, far og gartner kunne sondere mulighederne for træer med den helt rette drøjde og højde.

Og sådan gik det til, at vi en søndag formiddag kørte hjem med 50-55 kilometer i timen og en trailer med et dobbeltblomstrende japansk kirsebærtræ og et magnoliatræ - med blomster i sart lyserød og pink.

Og ja, godt nok er det kun få uger i foråret, vores hus bliver pakket ind i candyfloss fra begge sider, men jeg glæder mig ikke desto mindre. Og til at følge årets gang i bladenes farveskift.

Træerne skal vokse med os gennem livet, give os skygge og støtte til ryggen, kapsle vores hjem ind midt i byen og give os noget pænt at se på.

Der er en uendelighed i at plante træer - i at sætte et levende aftryk, som jeg er ret betaget af, og som gør, at jeg slet ikke er færdig med at grave huller, gøde og kaste om mig med flisbark bagefter. Men måske det er rigeligt lyserødt til en matrikel.

Siden de to velkomsttræer har vi også plantet et træ i baghaven med pærekvæde, som med tiden blomstrer med de fineste, hvide lommetørklæder, og som på sigt giver grundlag for syltedage og lækre marmelader.

Og mon ikke, at jeg får plads til et æbletræ mere?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce