Annonce
Livsstil

- Jeg måtte træde ud på vippen og håbe, der var vand i bassinet

: Teatret blev midlet imod den djævel, der sad på Rasmus Bjergs skulder og sagde: ”Nå ja, du er jo ikke andet end en sjov mand”. Foto: Nicolai Lorenzen
Lige siden folkeskolen har Rasmus Bjerg fjollet for at få andres anerkendelse, og det fulgte ham langt ind i voksenlivet, hvor de komiske roller ofte skyggede for de mere seriøse af slagsen. Han har været vred, men i de senere år har han fundet balancen og opdaget, at det var hans eget ansvar at træde frem og sige ”Her er jeg, og det er det her, jeg gerne vil”
Annonce

Én, to … og én, to, tre, fire. Ja, det kunne lyde som taktslagene til et nyt nummer på en solskoldet festivalscene et sted i Danmark, men det kunne også lyde som forestillingen om Rasmus Bjerg. En morsom mand, der ofte fejer hen over skærmen med det ene skøre påfund efter det andet. Den 43-årige skuespiller har i efterhånden et par årtier været kendt som sjov, underfundig og frembrusende, når han med skiftende mimik og bastant bramfrihed har underholdt danske tv- og filmelskere i ikoniske roller lige fra ”Mr. Poxycat og co.” over ”Alle for én”-filmene til ”Cirkus Summarum”.

Nu er den folkelige Bjerg så vært på TV2-programmet ”Hele Danmarks Festival”. Her drager han ud til fire af landets største musikbegivenheder, der denne sommer er aflyst på grund af coronaepidemien, og taler med udvalgte musikere, som også giver et nummer eller to.

- Festivaler favner bredt, og de handler i grundessensen om fællesskab. Musikken er krydderiet, men folkeligheden er det, der binder det hele sammen, siger Rasmus Bjerg og smiler bag fuldskægget, hvor munden lever en skyggetilværelse, selv om tænderne nu ofte vises frem i et smil. Hans forældre tog ham med på Midtfyns Festival, inden han kunne gå. Og forbi Tønder Festival, hvor folkemusikken altid har været i højsædet.

- Allerede i slutningen af 1970’erne oplevede jeg altså den her folkelige stemning, der gennemstrømmer festivalerne. Det var lidt som at være i kollektiv i en uge under åben himmel, siger han og forsvinder i en tanke.

Vi elsker Danmark

Rasmus Bjerg er netop blevet en del af konceptet ”Vi elsker Danmark”, hvor en gruppe musikere drager rundt i landet og underholder. De møder selv op med et telt, hvor der kan sidde 500 mennesker på behørig afstand af hinanden, og så synges der ellers over det ganske ferieland, hvor Bjerg giver den som John Mogensen.
Annonce

Grinets kunst

Den tanke ender i nutiden. I år skulle Rasmus Bjerg selv have spillet på intet mindre end 25 festivaler. Siden han gav den som John Mogensen i filmen ”Så længe jeg lever” i 2018, har Bjerg nemlig turneret land og rige rundt som den folkekære sanger.

- At tre generationer kan stå og skråle med på John Mogensens musik, giver mig energi, fordi det jo reelt er kulturarv, man videreformidler med et stort orkester i ryggen. Musikken er noget, vi giver videre til hinanden, og dette er uden tvivl noget, der bør være endnu større fokus på, når nu folk ikke kan gå til koncerter for tiden. Sådan er det egentlig med al kunst, vil jeg mene. Kunst betyder simpelthen mere for os, end vi lige går og tror.

Der er nemlig andet end gak, løjer og folkelighed i Rasmus Bjerg. Og det har været understimuleret. I hvert fald i offentligheden. Skuespilleren kan rigtig godt lide at få folk til at grine, men samtidig brugte han en del år af sit liv på ikke at føle sig anerkendt, når han forsøgte sig med alvorlige roller:

- Jeg har altid følt mig mere alvorlig og søgende, end jeg er blevet betragtet som udefra. Allerede i de små klasser i folkeskolen klovnede jeg rundt for at blive accepteret, og det har også fyldt en stor del af mit voksne liv. Det er kun inden for de senere år, at jeg er begyndt at hvile i, at jeg er god nok, som jeg er. Det interessante er så, at det først er, når du har accepteret netop det, at du føler dig tryg. For så slipper du dig selv løs, tør skrælle alle lagene af dig selv og være et menneske. Og når du tør det, tror jeg, at du bliver en bedre skuespiller, men nok også en bedre person at være i rum med privat.

Annonce

Farvel til daglejeren

Der er et markant ”før og efter” år 2015 for Rasmus Bjerg. Indtil da var han netop en mand, der kendthedsmæssigt nærede sig ved at være sjov i serier, film og reklamer, selv om han sideløbende havde haft alvorlige roller som fast ensembleskuespiller på både Aalborg Teater og Det Kongelige Teater i næsten 15 år. Op igennem 2010’erne stod han eksempelvis alene på scenen i det storroste ”Kældermennesket” på Det Kongelige Teater, men ofte lød vurderingen af ham blot, at det da var imponerende, hvor alvorligt den sjove mand pludselig spillede. Bjerg var frustreret over at blive placeret i den boks.

- Da jeg kom ud af skuespillerskolen i år 2000, så jeg op til store skuespillere. De var et bjerg, jeg skulle bestige. Når du ikke aner, hvem du selv er, må du jo spejle dig i noget andet. Jeg søgte slet og ret anerkendelse, for hvis nogen ville klappe mig på skulderen og sige, at jeg var god nok til Det Kongelige Teater, havde jeg jo sprængt rammerne for folks forestilling om mig som en glad bonderøv fra Kolding, der siden barndommen havde klaret sig gennem livet med fis og ballade og lidt charme. Og så var jeg vel en succes, var jeg ikke?, siger han og trækker mundvigene op i skægget.

Skuespillerens egne handlinger svarer på det spørgsmål. For i 2015 besluttede Rasmus Bjerg sig for, at han måtte stå på egne ben. Det var den eneste måde, han kunne bryde med billedet af sig selv på. Og det viste sig faktisk også at være første gang, han følte sig som en succes:

- Da jeg traf beslutningen om at lave mit første onemanshow, skete der noget inden i mig. Indtil da havde jeg været fastansat på teatre og ellers tjent til dagen og vejen som sjov altmuligmand, men det gik pludselig op for mig, at det var for nemt. Jeg havde i alt for mange år afstået fra at være den, jeg var, og accepteret en daglejermentalitet, hvor jeg blev hyret til noget og udførte det. Det måtte jeg bryde ud af, for kunst er simpelthen for vigtigt til, at man bliver for magelig.

Blå bog

Frants Rasmus Rondé Henningsen Bjerg er født 1976 i Vester Nebel. Opvokset i Kolding med sin mor og far, der begge var keramikere. Han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2000 og var siden en fast del af ensemblet ved først Aalborg Teater og derefter Det Kongelige Teater.

Sideløbende spillede han med i humoristiske tv-programmer som ”P.I.S. – Politiets Indsatsstyrke”, ”Wullfmorgenthaler” samt ”Dolph & Wulff”.

Har i de senere år kombineret morsomme roller i ”Jeg er William” og serien ”Hånd i hånd” med mere alvorstunge sager i blandt andet ”Så længe jeg lever”, ”Ser du månen, Daniel” og ”Danmarks sønner”.

Annonce

Det ypperste er mange steder

Siden ”Rasmus Bjerg solo” spillede for udsolgte sale over hele Danmark, er der kommet et onemanshow mere - ”Vel-Bjerget” - til. Begge dansede de på den tynde line mellem humor og tragik, og samtidig begyndte de alvorlige roller i dansk film at indfinde sig på cv’et. Bjerg blev Robert- og Bodil-nomineret for sin hovedrolle i ”Så længe jeg lever” og modtog store roser for sit nuancerede spil som jødisk enkemand i ”Lykke-Per” fra 2018 og rollen som højreradikal politiker i ”Danmarks sønner” fra 2019.

- Selvfølgelig var det en drøm at arbejde på Det Kongelige Teater, men jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet, om det virkelig var det ypperste? Det var det nok af forfængelighedsmæssige årsager for den lille dreng fra Kolding, men det ypperste findes alle mulige steder, og det er bare om at afsøge så mange af dem som muligt, siger Rasmus Bjerg og bliver igen fjern i blikket et øjeblik:

- Engang drømte jeg nok om at være den næste Poul Reumert, men det gør jeg absolut ikke mere. For Poul Reumert var jo Poul Reumert, og han skal ikke gentages. Jeg er Rasmus Bjerg, og endelig føler jeg, at jeg har fundet ro i at være lige netop det, for det handler i bund og grund om den frie vilje. Hvis man bliver hængende for længe et sted, mister man sin frihed. Det lyder måske barskt, men når man er i et fag som mit, hvor man laver noget, der forsvinder som sand imellem ens hænder, er det i den grad vigtigt at gribe om sin karriere. Ellers glemmer man måske til sidst, hvem man er. Derfor kastede jeg trygheden over bord, og det er egentlig gået meget godt med det.

Tre hurtige til Rasmus Bjerg

- Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

- ”Du er god nok, som du er,” sagde min mor tit til mig, når jeg kom hjem fra skole og følte mig misforstået. Det råd har jeg forsøgt at give videre til mine egne børn, for at føle sig tryg er kolossalt vigtigt. I visse situationer kommer du ud for, at du virker forkert for andre, men det betyder ikke, at du er forkert. Det betyder bare, at du er, som du er.

- Hvornår har du sidst brugt mange penge?

- Jeg har lige købt et vildmarksbad til mit sommerhus. Det gamle var blevet misligholdt, så jeg flottede mig og investerede i et med glasfiber indeni. Set fra min stol er 20.000 kroner lidt af en udskrivning.

- Hvad er din indre alder?

- Jeg er faktisk bare 43 år, selv om jeg af og til opfører mig som én på 10. Nysgerrigheden, naiviteten og legesygen har jeg i mig, og det er jo barnligt, men jeg er for det meste 43. Nogle af de yngste mennesker, jeg har mødt, har været ældgamle skuespillere. De var i den grad stadig i kontakt med deres barnlige umiddelbarhed, og det prøver jeg også at være.

Annonce

Djævelen på skulderen

Det lyder selvfølgelig frugtbart, frit og fornøjeligt alt sammen, men valget om at gå solo var fundamentalt nødvendigt, mener Rasmus Bjerg. For han havde i lang tid forsøgt at finde frem til sig selv, inden han tog springet. Og det var egentlig ikke gået så godt med det.

- Jeg prøvede at flygte fra det sjove i en lang periode, hvor teatret blev midlet imod den djævel, der sad på min skulder og sagde: ”Nå ja, du er jo ikke andet end en sjov mand”. For det er faktisk svært at være en sjov mand, der gerne vil tages alvorligt. Når det forholder sig omvendt, er det sjove bare flødeskum på toppen af kagen hos den alvorsfulde skuespiller, men jeg kan skrive under på, at hvis man først er slået igennem som sjov, er man i den grad blevet placeret i en boks. Den har jeg kæmpet for at bryde ud af.

Men vil Bjerg ligefrem sige, at han er blevet klasket misforstået op mod væggen? Nej, for misforståelser er kun til for at blive pillet ned og transformeret, forklarer han.

- Jeg føler mig ikke misforstået. Jeg er måske ikke blevet forstået rigtigt, men det er noget andet, for hvis du føler dig misforstået, lægger du automatisk ansvaret for folks forståelse af dig over på dem. Og det er for fattigt, synes jeg. Det er ens eget ansvar at træde frem og sige: ”Her er jeg, og det er det her, jeg gerne vil”.

Skuespilleren bliver stille og lader hånden glide igennem skægget. Så siger han:

- Jeg havde en periode, hvor jeg var meget vred. Det var nærmest tarveligt, at folk ikke kunne se, at jeg passede perfekt ind i de store roller i danske dramaer. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere. Hvis du vil i en bestemt retning, må du selv søge derhen, og så skal det nok komme, hvis du accepterer, at tilfældigheder også er en stor del af tilværelsen. Jeg tror ikke på store beslutninger, der vender alting på hovedet, men nærmere på et langt, sejt træk af valg og fravalg, der sender dig i den retning, du gerne vil.

- Jeg kan kun opfordre til, at man fjumrer så meget som muligt, hvis det altså ikke skader nogen, lyder det fra Rasmus Bjerg. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Mogensens spejl

Det lange, seje træk har givet ham mulighed for at vælge og vrage. Bjerg har bokset sig ud af kassen som udelukkende sjov mand. Paradoksalt nok ved at bære teatrets skrå brædder over i brændeskuret og i stedet fokusere på dybt karakterarbejde i dansk film samt på sceneshows og værtskaber rundt om i landet.

- Ved aktivt at vælge mine egne projekter og lave mine onemanshows, har jeg skabt en frihed, der har givet mig mulighed for at være mere ligeglad med andres mening. Hvis jeg skulle være glad for mit fag og for min rolle i det, måtte jeg træde ud på vippen og håbe, at der var vand i bassinet. Heldigvis er min kone lige så naiv, som jeg er, så hun bakkede mig op. Og heldigvis er jeg flydt ovenpå gang på gang i de seneste fem år. Det satser jeg bestemt på at kunne blive ved med længe endnu og hele tiden kunne veksle mellem alvor og humor, siger han.

Samtidig har Rasmus Bjerg oplevet at møde sig selv i sine roller undervejs. Som da han pludselig spejlede sig i John Mogensen under indspilningerne til ”Så længe jeg lever” for nogle år siden.

- John havnede et sted, han ikke rigtig drømte om at være. Folk ville have hans folkelighed frem for hans kunst. Den skrøbelighed, dette skabte, kunne jeg spejle mig i. Følelsen af ikke at føle sig forstået er frygtelig, men for mig har løsningen været, at jeg altid må gå den vej, der føles rigtig i det øjeblik, jeg skal træffe en beslutning om et kommende projekt. Hvis mit bidrag her i verden er at røre folk på enten grinagtig eller sørgmodig vis, er jeg egentlig ganske godt tilfreds. Så har jeg en berettigelse, og det føles godt at have, siger han og blotter tandsættet i slowmotion.

- Hvis du føler dig misforstået, lægger du automatisk ansvaret for folks forståelse af dig over på dem. Og det er for fattig, sier Rasmus Bjerg, der i 2015 for alvor tog karrieren i egen hånd. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Takker ja

At finde sig selv i en alder af 38 år kræver selvfølgelig tid og plads. Og hvordan i alverden skaber man gode forhold for det, når man har kone og ikke mindst fire børn på hjemmefronten?

- Da børnene var små, var min kone dedikeret i forhold til dem, mens jeg arbejdede. Det lyder nok ikke så moderne, men det var altså sådan, vi indrettede os. I dag er de blevet større, og min kone er blevet caster med en flot karriere. Og så har jeg altid selv bestræbt mig på at kombinere privat- og arbejdsliv. Dengang jeg var på teatret, kunne jeg aflevere ungerne sent i institution, fordi jeg først mødte ind ved middagstid, ligesom vi gennem flere somre rejste rundt med ”Cirkus Summarum”, som jeg var vært for, og som ungerne var en stor del af. Det må være det, man kalder at forene arbejde og fornøjelse, siger Rasmus Bjerg og nævner, at hans tanker om kunst som noget ophøjet da heller ikke skal lyde alt for følsomt. For han er selv vokset op i et hjem, hvor pengene var små, og derfor vælger han stadig også at være med i projekter eller reklamer, hvor han kan tjene solidt ind til et godt familieliv.

- I mit barndomshjem fik vi helt bestemt nok at spise, og vi manglede som sådan ikke noget. Men mine forældre var kunstnere, og hvis vi skulle på ferie, var det som oftest en længere visit hos venner, og det var fint nok, men diskussionerne handlede altid om, hvad der ikke var råd til. Det har fyldt uforholdsmæssigt meget hos mig lige siden, og jeg har bestræbt mig på at kunne tjene penge, selv om jeg også blev kunstner, siger han og forklarer, at han derfor også stadig takker ja til mange ting:

- Det køber mig frihed til at lave noget, der gør mig lykkelig. At have et sommerhus eller lave et show, der måske ikke er så mange penge i. For 10 år siden kunne jeg godt mærke en lede og en form for stress ved, at jeg takkede ja til så meget, men i dag omfavner jeg det, og jeg er nok også blevet mere selektiv. Hvordan der så bliver taget imod det, jeg optræder i, betyder ikke så meget. Så længe min egen mavefornemmelse føles rigtig.

: - For 10 år siden kunne jeg godt mærke en lede og en form for stress ved, at jeg takkede ja til så meget, men i dag omfavner jeg det, og jeg er nok også blevet mere selektiv, fortæller Rasmus Bjerg. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Vigtigt fjumreri

Den 43-årige version af Rasmus Bjerg er altså der, hvor han gerne vil være. Han har udvidet frihed til at vælge det, som gør ham glad. Bare han har sig selv med hele vejen.

- Jeg kan godt lide idéen om, at man kan tale til de fleste mennesker. Hvis alle uenigheder eller stridigheder et øjeblik kan lægges til side, fordi vi lige morer os eller græder sammen, tror jeg, at vi alle kan få noget ud af det. Det er ikke stort forskelligt fra at stå på en festival og skråle med på et nummer. I det øjeblik er vi lige, og hvis det er folkelighed, så skriver jeg gerne under på, at jeg er vild med det folkelige, siger han og krydser armene over hinanden, da han får spørgsmålet, om han ikke er ærgerlig over, at han brugte så mange år på at finde frem til erkendelsen af, at han måtte stå på egne ben og ikke blot blive lullet ind i en komisk karrierecocktail med seriøst teater som sidevogn. Bjerg funderer over spørgsmålet i nogle sekunder. Så slår han grinende ud med armene:

- Nej, jeg vil tværtimod sige, at jeg har fjumret rundt i mit liv undervejs, og at det faktisk er summen af alt det fjumreri, der har betydet, at jeg kan reflektere, som jeg gør. Jeg kan kun opfordre til, at man fjumrer så meget som muligt, hvis det altså ikke skader nogen. Jeg er havnet et godt sted i mit liv, og hvis de en dag ringer og tilbyder mig en rolle, som Poul Reumert har spillet, vil jeg måske sige ja, men helt sikkert også spille den på en anden måde, end han gjorde. Det skylder jeg både alle andre og ikke mindst mig selv.

- Jeg tror ikke på store beslutninger, der vender alting på hovedet, men nærmere på et langt, sejt træk af valg og fravalg, der sender dig i den retning, du gerne vil, siger Rasmus Bjerg. Foto: Nicolai Lorenzen
- Jeg havde en periode, hvor jeg var meget vred. Det var nærmest tarveligt, at folk ikke kunne se, at jeg passede perfekt ind i de store roller i danske dramaer, fortæller Rasmus Bjerg. Foto: Nicolai Lorenzen
- Det er kun inden for de senere år, at jeg er begyndt at hvile i, at jeg er god nok, som jeg er, siger Rasmus Bjerg. Den tryghed, det giver, har både gjort ham til en bedre skuespiller og et bedre menneske at være i rum med privat. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Middelfart

Havde ingen symptomer på første skoledag: Elev på Brenderup-skole er testet positiv for corona

Middelfart For abonnenter

Lovændring kan bane vejen for boliger i Gamborg: Der skal være noget til både børnefamilier, sølvbryllup-segmentet og de ældre

Annonce