Annonce
Livsstil

- Jeg kommer fra fattigdom, så design siger mig ikke noget

Sara Omar. Foto: Les Kaner/Politikens Forlag

Mig og kulturen: Sara Omar

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- De er livsvigtige! Kultur gør, at jeg kan udvikle mig som menneske og udvide min horisont. For at jeg som kunstner og forfatter kan se nuancerne og rumme forskellighederne i verden, skal jeg være åben over for at opleve et bredt spektrum af kultur. Så fordomsfrit som muligt.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- På et tidspunkt læste jeg rigtig meget Illustreret Videnskab, og det magasin har medvirket til min måde at være kritisk på. Magasinets faktuelle tilgang til indholdet har bestyrket min trang til at insistere på at stille mig kritisk over for tvivlsomme sandheder - blandt andet sagt i religionens navn.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg lytter meget til klassisk musik, fordi det får mig ind i et indre rum, som består af flere lag, end jeg giver udtryk for. Især komponisterne Yanni og Zbigniew Preisner er ofte på min playliste - og jeg lytter til begge, når jeg skriver. Men jeg lytter også meget til klassisk musik fra Mellemøsten.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Operaen ”David og Saul” så jeg i Operaen i København for nogle år siden. Den gjorde stort indtryk på mig, fordi man i dét stykke finder ud af, hvor meget kvinden bliver usynliggjort selv i kærlighedens navn. Og kaos skabes ud af ingenting. Det mindede mig om alt det, jeg i forvejen kender til.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Jeg elsker Glyptoteket. Især det egyptiske, græske og romerske område. Der er et tilhørsforhold der, jeg mærker stærkt. Det er jo mit ophav. Og det er civilisationer, som alle bør vide noget om.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Jeg kommer fra fattigdom, så design siger mig ikke noget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag kan købe det tøj og de ting, jeg vil have, men det er bare tøj og ting. Jeg sætter mest pris på mennesker.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Gå på museum. Jeg elsker at gå på museum og opleve fortidens storhed (og fald). Hvis vi skal kunne kigge fremad, bliver vi nødt til at lade os inspirere af fortiden og ikke mindst forstå den. Og lære af den. Den viden kan man få på et museum. Jeg synes, at alle skal tage sig selv og deres børn med på museum så ofte som muligt.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Ingen. Jeg prøver at anerkende alle kunstnere og indsatsen for at skabe kunst. Og selv når det ikke er en favoritoplevelse, så har jeg stor respekt for, at nogen har gjort en indsats for at skabe et kunstnerisk værk eller rum.

---

Fakta: Blå bog

Sara Omar er født og opvokset i Kurdistan, men måtte flygte derfra i slutningen af 1990’erne på grund af krig. Hun har boet i Danmark siden 2001. Sara Omar har tidligere bidraget med digte til Ord på flugt og det svenske Kritiker. Hun debuterede som forfatter i 2018 med ”Dødevaskeren” og er nu aktuel med ”Skyggedanseren”.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce