Annonce
Debat

Jeg har aldrig følt ubehag ved højere skat - den går til fællesskabet

I valgkampen bedyrede den ene fløj af partier hele tiden nødvendigheden af, at landet har brug for borgerlig, konservativ eller liberalistisk politik, hvori man aldrig sammen med disse betegnelser også bruger ordet social, og endda to nye, der i min optik er garanter for depravation.

Jeg er født lige inden 2. verdenskrig ramte Danmark, og altså opvokset i efterkrigsårene, hvor ordet 'velfærd' kun var for dem, der havde midler til fænomenet. Med to søskende og en syg mor, der var enke, var den nærmest opnåelige hjælp noget, man dengang benævnte ”fattiggård”. At gå sulten i seng og have en så fattig mor, der ofte brugte fattighjælpen på havregryn og mælk for at mætte fire slunkne maver (i stedet for til bl.a. sin medicin), har nok dybest set været allerværst for hende. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg nok ikke har kunnet skrive disse linjer, hvis ikke vi havde haft naboer, som altid var klar til at hjælpe, når nøden var allerstørst.

Opvæksten fra ti-årig indtil lærlingeårene bestod af at være bydreng og om morgenen fra klokken fem at bringe mælk ud, derefter inden skolegang at gå en avisrute; efter skolegang bydreng hos en købmand, hvor alle lønninger gik til husholdningen.

Denne opvækst gav mig lyst til at vide noget om politik og blev især næret af vores svenderepræsentant i typografernes lærlingeklub, som var stor fortaler for Aksel Larsens nystartede SF. Det var dog Jens Otto Krag, der fik mig overbevist om, at Socialdemokratiet var min politiske platform. Dette ståsted har jeg beholdt lige siden.

Som udlært deltog jeg aktivt, når arbejderbevægelsen gik på barrikaderne for at opnå sociale fremskridt, og ser i dag med glæde tilbage på mange af de forbedringer inden for det, vi i dag betegner velfærd. Vi kæmpede mange år for, at en længere uddannelse var noget, som ikke kun var opnåeligt for dem, der havde råd. I de mange år, hvor de forskellige regeringer bestod af politiske partier, hvis navne ikke indeholder ordet social, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke fagbevægelsen havde holdt sammen, var der i dag langt færre grupper, der nyder godt af love og bestemmelser, selv om tendensen desværre de senere år har bevæget sig i retning af mere egoisme end solidaritet.

”Et Danmark hårdt plaget af skatter og afgifter” er en vending, der ret ofte bruges i æteren og i de skrevne medier af redaktører og i læserbreve. Og flest gange med en endnu værre konstatering: ”Verdens højeste skatter”.

Fra 1981 til 2002 havde jeg mit eget firma, og som følge af dettes overskud kunne jeg hver måned have givet mig en løn, der var højere end gennemsnittet hos ”arbejderne” – selv om jeg også skulle aflevere mere til fællesskabet; men jeg har aldrig følt så stort ubehag ved denne højere beskatning, som mange af førnævnte skribenter har. At rigtig mange i dag (og det er da kun godt) får udbetalt fra ca. 30.000 kroner og endnu mere efter at have betalt skat, er i min verden utopi og slet, slet ikke noget, jeg selv har prøvet.

JydskeVestkysten skrev 10. juni i en leder bl.a. ”…alt efter hvilket parti, der er tale om, er der forskellige bud, men nogenlunde fælles er, at Enhedslisten, SF og De Radikale smider om sig med skatter og afgifter! … det er i sig selv bekymrende for et i forvejen brandbeskattet folkefærd”.

Jeg mangler helt klart en forklaring på, at ”det brandbeskattede folkefærd” derved får mere velfærd. For også vellønnede redaktører kan ikke bortforklare et faktum: At den brandbeskattede A-gruppe trods alt har flyttet sig yderligere væk fra B-gruppen. Jeg tvivler meget stærkt på, at folk fra A-gruppen ligesom undertegnede pensionist kun har fået en lønforhøjelse i år på 18 kroner om måneden. Da jeg så, at jeg har fået 'lønforhøjelse', besluttede jeg at ville smovse hver søndag ved at købe mig et friskbagt rundstykke.

Men beløbet rækker kun til at kunne gøre det tre søndage i måneden, sådan noget frås koster jo seks kroner pr. gang.

Annonce
Erik Sørensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce