Annonce
Debat

Jeg er træt af SF's ligegyldighed over for stigmatisering af ghettobeboere

Ghettoer: I sin På kant-klumme i avisen Danmark 9. juli giver politisk ordfører for SF, Karsten Hønge, udtryk for, at vi skal tale frit fra leveren. Hønge er træt af debatten om tonen, retorikken, omstændighederne, måden tingene bliver sagt på - og opfordrer til, at vi skal gå til biddet om indholdet.

Kære Karsten Hønge.

Du tager i den grad fejl! Vi er enige om, at vi skal lægge svesken på disken. Også når det kommer til de danske socialt udsatte boligområder og de udfordringer, som er forbundet med dem. Men at ignorere, som du gør, at den måde, vi omtaler områder og mennesker på- ikke skulle have betydning for vellykket integration og følelse af medborgerskab hos især de fremadstormende unge - er decideret forkert og arrogant. Men når man nu tilhører majoriteten, og er i alle henseender privilegeret, og når ens børn ikke bor i sådanne områder, så kan man tillade sig at bagatellisere og mene, at det er ligegyldigt om Vollsmose bliver kaldt for ”ghetto” eller ”et socialt udsat boligområde”.

Det kan godt være, at de kriminelle unge er mere eller mindre ligeglade med, hvad vores politikere og det omgivende samfund måtte mene om dem og de socialt udsatte boligområder. De egocentrerede kriminelle er i øvrigt også ligeglade med deres naboer og at deres negative, asociale adfærd er med til ødelægge deres landsmænds gode rygte og omdømme i samfundet.

Men de velfungerende unge mennesker, herunder de nyudklækkede studenter, som sammen med deres familier bor i f.eks. Vollsmose, er ikke ligeglade med, om vores normsættende politikere som dig, Hønge, omtaler deres boligområde som ”ghetto” eller ”socialt udsat boligområde”.

Tonen i debatten og den måde, de unge og deres område i generaliserende og stigmatiserende vendinger bliver omtalt på af politikere og medier er ikke kun spørgsmål om form og sprogligt smagsdommeri. For de unge og velfungerende borgere er det et udtryk for virkeligheden, der er med til at forme deres liv, og som har afgørende betydning for, hvorvidt de vælger at blive eller flytter væk fra Vollsmose.

Sprog skaber og forandrer virkelighed, Hønge. Det burde du vide. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen talte om ”sorte huller i Danmarkskortet” for a hans regering kunne sikre sig folkelig opbakning til det meget indgribende ghettoudspil ”Ét Danmark uden parallelsamfund”. Et udspil, som dit parti i øvrigt bakker op om i praksis. Det har ført til udhuling af minoriteternes frihedsrettigheder, retssikkerhed og kollektiv straf i de socialt udsatte boligområder i form af uigennemtænkt nedrivning af over 1000 familielejligheder og tvangsflytning af over 3500 mennesker i Vollsmose. I stedet for at tvangsflytte de ca. 1-2 pct. af de kriminelle, som ødelægger området og er en hæmsko for positiv forandring, så har I politikere valgt den i alle henseender dyreste løsning - at tvangsflytte de tilfældige socialt udsatte beboere og eksportere de sociale problemer til andre byer og bydele.

Det er befriende, at vores nye boligminister Kaare Dybvad nu har meldt ud, at han vil droppe brugen af ordet ”ghetto” som begreb. Det kan du og SF lære lidt af. For stigmatisering og kollektiv, negativ stempling styrker ikke motivation eller vellykket integration i forhold til de velfungerende nydanskere i de socialt udsatte boligområder. Det skaber derimod apati, passivitet og fraflytning.

Annonce
Elvir Abaz
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce