Annonce
Odense

- Jeg er en Pinocchio

Så er han igen i fokus, Olav Rabølle Nielsen, skoleinspektøren på Humlehaven i Vollsmose. Denne gang drejer det sig om, hvad han måtte mene om den hypotetiske situation, hvad han ville gøre, hvis han blev opsøgt af en jødisk familie, der var i tvivl, om den skulle lade sine børn indskrive til hans skole. Det bragte straks både minister og medier på banen, og historien endte med lynets hast i selveste CNN.

Olav Rabølle Nielsen, skoleinspektøren på Humlehaven i Vollsmose, fortæller om sit forhold til både jøder og palæstinensere, om både at tro og tvivle på Gud, om at være lykkelig og om at give sit liv til Vollsmose.

Et kontor fyldt med fodboldtrøjer i enhver afskygning.

Det amerikanske flag som dug på sofabordet, og i et bur en stor og støjende papegøje ved navn Hr. Larsen, opkaldt efter en sanger med fornavnet Kim og købt for den nette sum af 16.000 kroner.

På besøg hos skoleinspektør Olav Rabølle Nielsen i hans kontor på Humlehaveskolen i Vollsmose, manden, der endnu engang har skabt blæst om sin person ved yderst stilfærdigt at svare på et hypotetisk spørgsmål om, hvad han ville sige til jødiske forældre, der ønskede deres barn optaget på hans skole.

Det kom som så meget andet, Olav Nielsen har svaret på i årenes løb, ikke til at gå stille af, og næppe var ordene sagt, før både minister og medier var på pletten.

Da det siden kom frem, at både hans navn og stilling var at finde på en liste over danskere, der vil boykotte Israel, stod den på kammeratlig samtale hos både rådmand og skoleforvaltning.

Nu sidder han på sit kontor, men han slikker ingenlunde sine sår, for dybest set mener han blot at have sagt, hvad han mener vil være en dårlig idé i en hypotetisk situation.

- Hvad har du imod jøder?

- Intet, lyder svaret.

- Men du har mere sympati for den palæstinensiske sag?

- Nej, jeg har en politisk stillingtagen til forholdene i Israel.

- Og den går ud på?

- At vi står med en ulykkelig konflikt med et folk, som blev flænset og massakreret under Anden Verdenskrig, og derfor har vi i den vestlige verden en frygtelig skyldfølelse på grund af Holocaust.

- Exodus handler om, at man gav disse torturerede og traumatiserede mennesker et hjemland, men samtidig fordrev man dem, der var der.

- Og de mennesker, man fordrev, har nu igennem 60 år levet i eksil på steder, hvor de ikke har haft lyst til at være, og de har hverken været godkendt eller anerkendt i de lande, de har været fordrevet til. I for eksempel Libanon har de også været udsat for undertrykkelse, og efter borgerkrigen er nogle af dem flygtet til Danmark, og her oplever de stadig uretfærdigheden.

- Når det er sagt, har jeg også forståelse for israelerne på grund af de grusomheder, de var udsat for under krigen, og at de er en lille enklave i en stor arabisk verden. Jeg forstår udmærket, at de gør, hvad de kan for at forsvare det, de mener er deres ret. Så jeg har intet imod jøder, og jeg har intet imod palæstinensere. Jeg står på lige fod med, hvad verdenssamfundet, FN og Bill Clinton mener, og jeg er dybt ulykkelig over, at vi står med en situation, hvor en konflikt har fået lov til at forpuppe sig, så den er endt med at blive et fossil, der i dag bliver brugt som projektil.

- Men når nu du advarer jødiske forældre ...

- Jeg har aldrig advaret jødiske forældre. Jeg har blot svaret på et hypotetisk spørgsmål om en situation, jeg aldrig har været ude for, og som jeg sandsynligvis aldrig vil komme ud i. Jeg har ærligt svaret på, hvordan jeg i en sådan situation ville agere over for en jødisk familie, som måske var i tvivl om, hvorvidt det ville give problemer at lade deres børn gå på min skole.

- Hvad svarer du dem, der mener, at du er med til at dæmonisere jøder?

- Jeg svarer, at det er jeg overhovedet ikke. Og det har aldrig været min hensigt. Når sagen er sprunget i luften, skyldes det opsætningen i avisen. Man har misforstået, hvad jeg har sagt, man har misforstået mine hensigter, og man har misforstået virkeligheden, så det hele er blevet til løgn, hykleri og fortrængninger.

- Hvad tænker du, når du erfarer, at en af Odense Kommunes rollemodeller har skudt mod to israelere i Rosengårdcentret?

- Det er tragisk. Jeg kender den unge mand rigtig godt. Han er kommet hos mig privat, og jeg holder meget af ham og hans familie. Selvfølgelig har jeg den dybeste medfølelse med de mennesker, det er gået ud over, men jeg er også trist til mode over, at den unge mand i desperation har begået sin handling. Jeg kan kun sige, at han har haft en opvækst og et liv, hvor han hele tiden har skullet undertrykke en vrede. Han var kommet på ret fod, men så rammer sygdom ham igen, og så bliver han udsat for et aktiveringsforløb af det danske bureaukrati, og det gør ham mere og mere rasende, og det hele bryder så ud i lys lue i Rosengårdcentret. Et eller andet sted føler jeg, at jeg måske burde have været mere for ham. Jeg har ingen undskyldning for hans handling, men jeg ser mange gange verden et andet sted fra end I andre.

- Det er ikke første gang, du er i offentlighedens søgelys. Har du spurgt dig selv, hvorfor der er så megen blæst omkring dig?

- Pinocchio ...

- Hvad mener du?

- Pinocchio og historien "Der er ingen bånd, der binder mig". Hele min opvækst har jo været en kloning af Joe Hill, den mest indflydelsesrige protestsanger i det sidste århundrede, og Morten Korch. Jeg er en bondedreng, som er blevet opdraget til altid at tage de svages parti og snakke med dem, de andre ikke må lege med. Min mor kom fra en af de store, lidt aristokratiske gårde på Vestfyn, og min far var vejmandens søn, der hele livet igennem skulle slås for at vise, at han var god nok. Men de fattige var altid velkomne hos os.

- Men hvorfor er du blevet en af dem, der altid stikker hovedet frem?

- Der må jo være noget af det, jeg gør, siger og udstråler, der gør mig interessant. Nu vil jeg hverken gå ind i en grandios forherligelse af mig selv eller en ydmyghedens hovmod. Men jeg prøver at være den, jeg er, og leve det ud til gavn for noget, som jeg synes er godt. Når jeg siger Pinocchio, er det, fordi han lavede så megen ballade og kom galt af sted, men til sidst redder han Gepetto efter at have sat sit liv på spil, og det hele slutter så romantisk med, at lykkefeen puster liv i ham igen.

- Hvis du skal skildre dig selv, hvad er du så i grunden for én ud over at være en Pinocchio?

- Jeg synes, at jeg er et meget ærligt og nærværende menneske. Jeg er også et menneske med store idealer, men ind imellem også en klodsmajor.

- Hvad tror du, har gjort dig til den, du er?

- Min barndom, min opvækst, alt det, der har påvirket mig og dannet mig, men også, at jeg har haft mulighed for at kreere mig selv.

- Har du så fået det ud af det, du gerne ville?

- Ja, forleden spurgte min læge, hvordan det gik. Helt spontant svarer jeg, at jeg er lykkelig. Og det er, hvad jeg er. Jeg er hamrende lykkelig over hver dag at skulle på arbejde. Og jeg elsker min familie, og jeg elsker skolen og de børn, der går her, så jeg er et menneske, der hele tiden er i lykkelige omstændigheder.

- Men jeg har også været ude for store nederlag. Jeg har lidt store tab. Min søsters død i en alt for tidlig alder, min fars sygdom, min kones sygdom og min søns handicap. Så skal man en dag skrive min gravskrift, må der gerne stå: "Han tabte mange slag, fordi han valgte de sværeste kampe. Men han vandt også mange sejre, fordi han havde det stærkeste hold". Når jeg har fået mange nederlag, er det, fordi jeg aldrig er bakket ud. Har jeg vundet nogle ting, er det, fordi mine omgivelser har vist mig den respekt at bære sejren hjem.

- Engang var du socialdemokrat og gik ind for Lotte Bundsgaard. Hvad er du i dag?

- Socialdemokrat!

- Hvem går du ind for?

- Jeg har ikke noget leder-ikon blandt socialdemokrater. Da jeg var yngre, havde jeg klare ikoner som Fidel Castro og Che Guevara.

- Ja, du har en fortid som kommunist. Hvad bragte dig på andre tanker?

- Tja, Otto Gelsted siger på et tidspunkt, at er man ikke kommunist som 18-årig, er man hjerteløs, og er man det stadig som 50-årig, er man hjernedød.

- Som ung, ville du være økonom. Hvorfor blev du lærer?

- Fordi man skulle lave lektier, når man ville læse økonomi, og jeg finder ikke min inspiration i at lave lektier.

- Hvad handler det om, hvis man vil være skoleinspektør i Vollsmose?

- Om rummelighed, om at være omstillingsparat og om at have en grundlæggende dannelse, så man er i stand til at tolke andre folkeslag og deres måde at forholde sig til livet på. Jeg prøver hele tiden at dygtiggøre mig. I øjeblikket deltager jeg i et kursus om monoteistiske religioner - det vil sige islam, jødedom og kristendom belyst ud fra psykoanalytiske, filosofiske, antropologiske og historiske synsvinkler. Monoteisme betyder troen på, at der kun findes én Gud. Jeg gør det for at få et begreb om det at tro på Gud. Det giver mig mulighed for at forstå andre.

- Tror du på Gud?

- Jeg er i tvivl. For mig er tro det samme som tvivl. I det øjeblik, jeg sagde, at jeg troede 100 procent, ville jeg have kanoniseret min tro til viden, og så ville den være blevet til videnskab, som man skal finde bevis for, og det tror jeg ikke, man kan. For mig står Gud hen i det uvisse, og det må være op til hver enkelt at finde sin afklaring.

- Kommer du i kirken?

- Ja, min kone er datter af P. E. Severin, der var provst i Jordløse. Når han prædikede, kunne jeg godt finde på at gå med i kirke, for han var fantastisk at høre på, fordi han både havde gennemslagskraft og humor. Ellers er det et spørgsmål om, hvad man prioriterer. For når der er kirkegang, spiller mine drenge også fodbold, og jeg følger dem hver weekend. Jeg føler megen glæde ved at være sammen med de unge.

- Kunne du ikke leve et bedre liv på en landsbyskole på Vestfyn?

- Ikke nu. Landet er ikke fremmed for mig, og jeg kan hurtigt genfinde min egen bondebaggrund. Men efter 30 år i Vollsmose har jeg bevæget mig væk fra det samfund.

- Har du en forklaring på, hvorfor det netop skulle blive Vollsmose, der skulle blive din livsgerning?

- Da jeg kom til Vollsmose, var det en ukendt størrelse for mig. Det har været år med stadige forandringer. Jeg startede med Benny og Brian, så kom tyrkerne, så kom vietnameserne, så kom iranerne, så kom palæstinenserne, så kom de første kurdere, så kom de fra Bosnien, så kom de fra Somalia, så kom irakerne, og hvad der kommer næste gang, må guderne vide. Måske bliver det polakkerne, som efter reglen om arbejdskraftens fri bevægelighed ses i stort omfang i Danmark.

- Og i de 30 år har du taget dig af rødderne?

- Ja, at være i Vollsmose er det samme som at tage sig af rødderne.

- Spørger du aldrig dig selv, om det nytter?

- Det nytter. Mange af de drenge, jeg har haft med at gøre, klarer sig godt. En er speditør, en anden er filialchef, en tredje har eget autolakeringsfirma, en læser biomedicin, mens en anden er blevet skolelærer. Der er mange solstrålehistorier, men jeg er heller ikke veget tilbage fra dem, som nogle siger er småpsykotiske. Det er klart, at har man selv en psykotisk søn, føler man et kald. Derfor arbejder både min kone og jeg for Kriminalforsorgen, hvor vi prøver at hjælpe nogle af dem, der er ude i stofmisbrug og alvorligere kriminalitet.

- Kører du aldrig træt?

- Jo, jeg er træt hver dag, så jeg sover godt om natten.

- Hvad gjorde du, hvis du kunne gøre præcis, hvad du ville?

- Så ville jeg sidde her. Jeg er et lykkeligt menneske. Men for mig er menneskelivet ikke lutter lagkage. Den jødiske forfatter Phillip Roth, der har sagt: "Vi efterlader os en plet, vi efterlader os et spor, vi sætter vores præg, urenhed, grusomhed, misbrug, fejltagelser, ekskrementer, sæd. Der findes ingen andre måder at være her på."

- Det er, hvad jeg kan tilslutte mig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce