Annonce
Debat

Mit hundeliv som gymnasieelev

Annonce

Læserbrev: Da jeg startede på gymnasiet i sommers, var jeg så spændt på alle de nye oplevelser jeg havde i vente. At komme til skolefester, deltage i elevorganisationer og tage på studieture. Dengang havde corona-pandemien haft frit løb i et halvt års tid, men havde været i bero over sommeren. Det er derfor, jeg skyder al skylden på sommeren 2020 for at have givet mig falske forhåbninger, fordi nu sidder jeg her cirka et halvt år senere og har ikke rigtigt oplevet en eneste af de ting, jeg så desperat ventede på.


Min daglig rutine er ikke eksisterende.


I stedet tilbringer jeg otte timer dagligt på at tale til min computerskærm. Min rutine er gået i nul, mens min bankkonto for en gangs skyld oplever det modsatte. Alt er anderledes og alligevel. Vi har jo gjort det før. Det her er bare forårets nedlukning 2.0, og derfor kan det være nemt at komme tilbage til de vaner, man havde fået den første gang, på både ondt og værre.

Min daglig rutine er ikke eksisterende. Jeg tror helt, at jeg har glemt definitionen på hygiejne, og jeg tvivler stærkt på, at jeg nogensinde vil kunne interagere ordentligt med en virkelig person igen. For ærlig talt, efter at have haft så mange stunder, hvor jeg har kigget dybt ind i min computerskærms pixelerede øjne, tror jeg aldrig, jeg vil kunne komme mig over det igen.

Jeg synes også, at jeg har lært en hel ny variant af hverdagsstress at kende, og den undrer mig meget. Man skulle jo tro, at når man bliver bedt om at blive hjemme, så ville man gribe chancen med fornøjelse og glæde sig over al den tid, man har fået foræret.

Jeg siger det kun én gang; det er en illusion. Alle de hellige, der sidder på Facebook på deres høje heste og skriver om alle de projekter, de har gang i for at ”udnytte” tiden, burde have en særlig plads i helvede. Vi er midt under en fucking pandemi, som suser truende foran vores døre hvert evige sekund.

Lige nu er ikke tiden til at ”udnytte” noget som helst. Lige nu er tiden til at passe på os selv, og hvis det indebærer at optage en hel ny helse-personlighed, så fred være med det, men der skal også være plads til kun at lave absolut minimum.

Hvis jeg for et år siden havde fået at vide, at jeg i løbet af det næste års tid ville gennemleve to nationale nedlukninger på grund af en pandemi, havde jeg nok kigget lidt underligt. Det ville lyde alt for meget, som dengang mayaindianerne satte dommedagen i kalenderen. Men her er jeg altså iført det samme nattøj, som jeg har haft på hele ugen med en tom kop, der engang rummede kakao.

Men selv om der er alle de her forfærdelige ting, så er der også noget nedlukningerne, i flertal, har lært mig. De har lært mig at sætte pris på ting i mit liv, jeg ikke engang vidste, jeg satte pris på før.

Jeg sætter pris på mine klassekammerater, selv når de bliver lidt for højlydte i fjerde modul. Jeg sætter pris på at møde nye mennesker, selv om jeg længe har været af anden overbevisning. Jeg sætter pris på at komme til fester, også når jeg er træt. Jeg sætter pris på at have travlt, for hvis jeg ikke skal have travlt nu, hvornår så? Fordi, når sandt skal siges, så får jeg aldrig min gymnasietid igen, og derfor ved jeg, at så snart det hele begynder at se nogenlunde normalt ud igen, så kommer der ikke til at være en dag, hvor jeg takker nej tak til en fest igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Nyborg

Det lille hus får selskab på prærien

Kerteminde

Knud fra Revninge skal køre 248 kilometer for at blive vaccineret: - Heldigvis er min kone computernørd, ellers havde jeg aldrig fået en tid

Fyn

33.000 indkaldt på en gang: Kronisk syge fynboer kan få første Covid-19 vaccine stik i marts eller først i april

Annonce