x
Annonce
Sydfyn

Italieneren Giansandro Locatelli bekymrer sig for sin 90-årige mor i Norditalien

Giansandro Locatelli fra Bergamo i Lombardiet i Italien bor i Svendborg og er frygtelig nervøs for sine pårørende i Italiens hårdest coronaramte by. Foto: Katrine Becher Damkjær
Giansandro Locatelli flyttede fra Bergamo i Lombardiet i Italien til Svendborg i 2015. Og han er bekymret for sin familie, der stadig bor i Norditalien. Ikke mindst hans mor, der fylder 91 i april. For Giansandro Locatelli er Covid-19 tæt på. I denne uge tog sygdommen en af hans venner. Han blev 49 år gammel.

Svendborg: Giansandro Locatelli taler med sin gamle mor på snart 91 hver dag. Han er bekymret for hende. For med hendes alder - snart 91 - er hun i højrisikogruppen, hvis hun bliver smittet med coronavirus.

Og risikoen er der, for hun bor i Bergamo i Lombardiet i Italien, som er det område, hvor Covid-19 har hærget allermest i Italien.

Det er i Bergamo, Giansandro Locatelli er vokset op og har boet, indtil han rejste til Danmark i 2015 med sin daværende hustru og to børn.

I dag bor han i centrum af Svendborg og har dagligt kontakt til familien i sin hjemby.

Og det er triste meldinger, han får derfra.

- I går mistede jeg min ven. Han blev syg af corona, og nu er han død. Han blev kun 49 år gammel, fortæller Giansandro Locatelli.

Annonce

I går mistede jeg min ven. Han blev syg af corona, og nu er han død. Han blev kun 49 år gammel.

Giasandro Locatelli

Skrækkelig situation

Han fortæller, at situationen i Italien er forfærdelig. Der dør så mange, at det giver udfordringer at håndtere alle ligene.

- Du så det måske også i fjernsynet? De kører ligene ud af byen til krematorier i andre byer, fordi der ikke er plads i Bergamo. Det, der sker, er forfærdeligt, siger Giansandro Locatelli.

21. marts døde 793 mennesker i Italien af coronavirus, mens tallet var lidt lavere dagen efter, og det er en udvikling, som Giansandro Locatelli hæfter sig ved.

- Det giver lidt håb, når vi kan se, at det falder lidt, siger han, men minder om, at der stadig er lang vej, og risikoen, hvis man vover sig ud er stor.

- Italienerne hjælper hinanden. Familie og naboer køber ind til min mor, så hun slipper for at gå ud. Italienerne er gode til at stå sammen i denne skrækkelige situation.

Dør alene

Det værste er, at mange dør alene, fortæller han.

- Man kan ikke komme ind på hospitalet, og mange kan heller ikke få døde pårørende at se, før de bliver kørt væk til krematoriet. Så når syge bliver hentet af ambulancen og kørt på hospitalet, ved familien ikke, om de ser dem igen. Det er voldsomt.

Og den heftige situation er tydelig i det daglige.

- Bare dødsannoncerne i den lokale avis fylder 10-12 sider. Det er en hel generation, der dør i øjeblikket.

Giansandro Locatelli fortæller, at en af hans venner i Bergamo bukkede under for Covid-19. Han blev kun 49 år gammel. Foto: Katrine Becher Damkjær

Kørt i sænk

Ifølge Giansandro Locatelli er de mange døde ikke eneste konsekvens af Covid-19's hærgen.

- Bergamo er motor i hele Lombardiet; i Norditalien, siger han og forklarer, at der i området er mange virksomheder, som lider under, at alt er lukket ned.

- Bergamo er virkelig hårdt ramt. Økonomien er fuldstændig færdig. Alt er gået i stå. Og det er turismen selvfølgelig også. Det er kun de nødvendige virksomheder, der er åbne.

Det er dog hans nærmestes velbefindende, der fylder mest i Giansandro Locatellis tanker.

- Jeg føler mig magtesløs. Hvis min mor bliver syg, kan jeg ikke gøre noget, siger han og håber, at de sidste dages fald i antallet af døde indikerer, at coronavirussen på retur.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Nyborg

Ingen voldspil i år: Cyrano udsættes

Annonce