Annonce
Debat

It-skandale hos politiet er et alvorligt slag mod tilliden til samfundet

På kant: Et demokratisk samfund baserer bl.a. sin eksistens på befolkningens tillid. Herunder ikke mindst tillid til de bærende søjler og aktører i samfundet. I det danske samfund omfatter det bl.a. Skat og politiet.

Tilliden til Skat efter sammenbruddet - og ikke mindst de fejludbetalte mia. i udbytteskat - taler sit tydelig sprog. Men i den forgangne uge har vi været vidner til samme tillidsbrud indenfor politiet.

Politiet har arbejdet med teleoplysninger i 2012-19 – som kan have været faktuelt forkerte som afgørende beviser i alvorlige straffesager. Det drejer sig om 10.000 sager, som rigspolitiet nu skal gennemgå. Fejlen er, at de informationer, som politiet brugte som bevis for, at en anklaget befandt sig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, alligevel ikke er korrekte. Fejl som kan have ført til justitsmord.

Derfor er det en meget alvorlig sag. Både overfor dem, det er gået ud over. Alle, der har prøvet at få deres retssikkerhed krænket, ved, hvor ondt det gør. Men også i forhold til borgernes tillid til politiet.

Derfor bør politiet tage sagen alvorligt - og derfor ikke selv undersøge og vurdere, om fejlen har medført til justitsmord.

Men jeg håber også, at politiet fremover er lidt mere forstående overfor de mennesker, der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved samfundets øgede elektroniske overvågning. Hidtil har standardsvaret været, at så længe man er uskyldig, har man intet at frygte.

Og endelig kunne en god forklaring på, at sagen først kommer frem nu, være på sin plads. Rigspolitiet fik kendskab til sagen i november 2018. Man rettede fejlen i marts 2019. For forklaringen er forhåbentlig ikke, at man ville afvente, at valget var overstået – så er der nemlig grund til endnu mere mistillid.

Annonce
Carl Holst
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skoleliv. Slikpædagogik virker ikke

Læserbrev: Nordfyns Kommune har afskediget en skoleleder, og to børn skal i en periode modtage undervisning i et alternativt undervisningstilbud, fjernet fra den klasse, de hørte til. Hvordan kunne det komme så vidt? Baggrunden er, at to forældre går til pressen og harmes over, at deres børn i andre elevers påhør er blevet kåret som klassens dårligste efter et pointsystem, der handler om at belønne god adfærd. De gode børn belønnes med slik, de dårligst scorende børn må gå tomhændede. Det er fristende for en lærer at bruge belønningspædagogik, når han f.eks. står over for en klasse med megen uro eller over for børn, der ikke lever op til skolens forventninger om regelefterlevelse. Den type pædagogik virker i overvejende grad glimrende over for almindelige børn. Den type pædagogik virker bare ikke så godt over for børn, der af forskellige grunde ikke kan leve op til lærerens ønsker og krav. Ikke fordi de ikke vil leve op til dem, men fordi de typisk ikke kan. Alle børn ønsker at gøre deres bedste, og alle børn vil gerne ses og høres for det gode, de gør. Når børn mødes af krav, de ikke kan leve op til, reagerer de forskelligt afhængigt af deres opøvede strategi til at mestre modstand. Nogle børn bliver kede af det og lukker sig inde, mens andre børn reagerer udad med vrede, nogle gange voldeligt. Selv voldelige børn gør deres bedste. Læreren har ud fra de bedste hensigter lavet et belønningssystem, der er ens for alle, men tilsyneladende forsømt at tage højde for, at børn ikke er ens, ligesom forældre ikke er ens. De børn, der fejler og ikke opnår tilstrækkelige point, vil oplagt også være de børn, der på andre områder har vanskeligt ved at begå sig i skolen. Det betyder selvsagt, at de blot får repeteret, at de ikke er gode nok til at indgå i fællesskabet. Når børn ikke trives, er urolige eller endog voldelige i skolen, er svaret ofte, at skolen kigger på samspillet med forældrene eller/og henter hjælp udefra og f.eks. iværksætter en psykologisk udredning af barnets vanskeligheder og funktionsniveau, hvilket bestemt kan være gavnligt og en hjælp til barnet og de mennesker, der omgiver det. Det sker desværre for sjældent, at der kigges på skolens rammer og indholdet af den pædagogik og undervisning, der tilbydes eleverne. Udvikling af et sundt undervisningsmiljø kan ikke reduceres til den enkelte lærers mere eller mindre tilfældige optræden i en given klasse, f.eks. med slik som adfærdslokkemad. Et sundt miljø omfatter først og fremmest, at alle de lærere, der optræder i klassen, i samklang besinder sig på, hvordan de optræder metodisk og med hvilke midler de sammen vil fremme inklusion og gode fællesskaber. Det ser i det nordfynske eksempel ud, som om forældresamarbejdet med nogle af forældrene er kæntret for længe siden. Marginalisering af problembørns forældre er ikke et ukendt fænomen. Marginaliseringen forstærkes, hvis skolens aktører ikke i tide skaber de nødvendige rum for samvær og kommunikation, hvor alle relevante parter inviteres til at deltage. Det gælder på tværs af forældregruppen og med deltagelse af ledere og lærere for den pågældende klasse – og måske vigtigst: med eleverne. Mennesker, der kender og forstår hinanden, er langt mindre tilbøjelige til at reagere med f.eks. vold og udstødelse. Det kræver tid og ressourcer, som leder og forvaltning må stille til rådighed.

Annonce