Annonce
Læserbrev

Inklusion. Kære Odense Kommune – af hjertet tak

Synspunkt: Som andre unge startede vores 16-årige datter, Alma et nyt uddannelseskapitel efter sommerferien. Hun har valgt 10. klasse på Odense Design Akademi, da hendes drøm er at dygtiggøre sig inden for animation. At Alma faktisk har valgmuligheder og kompetencer til at forfølge sine drømme er ingen selvfølge, da hun fik en svær start på livet.

Infantil autisme og udviklingsforsinkelse hed dommen, som Alma modtog som fire-årig, og den professionelle forudsigelse lød på et liv på institution. Alma havde intet sprog og en ringe forståelse af den verden, som hun var omgivet af – hendes kommunikationsfærdigheder svarede til et ni-måneders barn. Heldigvis boede vi i et land, hvor man kunne få hjælp i sådan en situation.

Vi ønskede inklusion i almenområdet, hvilket var fuldstændigt uhørt for 13 år siden. Vores ønske var ikke noget, som vi fandt på ud af det blå. Vi læste forskningsresultater, og her var klart de bedste odds for et selvstændigt voksenliv at inkludere i almentilbud med en tidlig autismespecifik pædagogisk indsats.

Vores første tak går til Almas børnehave Sct. Georgshjemmet, Støttekorpset, socialrådgiver samt socialoverlægen som gik med til en prøveperiode med vores ønskede tilgang (ABA-metoden - autisme-pædagogisk metode, red.). Aftalen blev, at Alma kunne være 12 timer om ugen i børnehaven med sin støttepædagog – resten af indsatsen skulle foregå som hjemmetræning.

Autismeekspertisen købte vi privat i Norge, hvor en ABA-supervisor hver 14. dag fløj til Danmark og vejledte os og personalet om Almas trinvise læringsprogrammer, som nøje blev udarbejdet og justeret i forhold til hendes unikke læringsprofil.

Indsatsen havde hurtigt overbevisende resultater: I løbet af tre måneder lærte Alma at sige sine første 100 ord; hun blev renlig; hun lærte begyndende kommunikation såsom at pege på det, hun ønskede; hun lærte basal turtagning og kunne derfor for første gang i sit liv indgå i spil såsom billedlotteri og vendespil.

Efter et år fik vi på baggrund af vores dokumentation bevilget hjemmetræning. Vi fortsatte indsatsen med Alma, da hun kom i skolealderen, og heldigvis var der en modig privatskole, hvor Alma fik lov at være. Inklusion af børn som Alma var ikke muligt i folkeskolen. Men med den nye folkeskolelov blev dørene til folkeskolen slået op, og børn som Alma fik mulighed for at være en del af fællesskabet, hvilket vi benyttede os af.

Tak til Munkebjergskolens ledelse, som fra en start mødte os positivt og professionelt. Med midler fra Special-Flexordning fik Alma den støtte, der skulle til, for at sikre hendes udvikling og trivsel. Og en hel speciel tak til de dygtige og kompetente lærere, som var direkte årsag til, at Alma afsluttede sin 9. klasses eksamen sammen med sine kammerater.

En særlig tak skal også lyde til alle Almas kommunalt betalte hjælpetrænere igennem årene.

Og ja, Alma har stadig autisme. Et faktum, som dog ikke interesserer hende synderligt, da hun er helt afklaret med sit handicap, og hun har sine strategier til at klare sig i livet. Hun har et rigt ungdomsliv med fritidsinteresser, job og venner.

Almas historie vidner om vigtigheden af kommunernes professionelle samarbejde med familier til handicappede. Og hvis vi taler økonomi, er der ingen tvivl om, at kommunens investeringer i familier kommer mangefold tilbage i kommunekassen, idet at tidlig indsats giver højere funktionsniveau resten af livet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde For abonnenter

Nordre Havnekaj var vurderet til op mod 51 millioner kroner: Kommunen fik ni millioner kroner

Annonce