Annonce
Debat

Inger fra Nyboesgade skulle have haft en Nobelpris: Vejles store lyriker

Digteren Inger Christensen (1935-2009) voksede op i Vejles vestby og burde - ifølge Vigand Rasmussen og mange andre - have haft en Nobelpris i litteratur. Arkivfoto: Sine Fiig/Ritzau Scanpix

Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,

Den hvide sjæl, som har en tegning malet

Af altings flygtighed på vingens spejle,

Annonce

-

Dette er en strofe fra Inger Christensen smukke digt ”Sommerfugledalen” fra 1991, der sammen med en række andre digte gør hende til en af Danmarks største lyrikere, som desværre aldrig fik den Nobelpris, hun havde fortjent.

Men dermed er hun også Vejles største lyriker, thi hun er fra Vejles vestby.

Hun blev født i 1935 i et hjem i Nyboesgade. Hun var datter af Erna Hansine og Adolf Emanuel Christensen som den ældste i en søskendeflok på tre. Hun voksede op i et arbejderhjem af rette støbning.

Inden moderen blev gift med Adolf, havde hun fra sit 14. år arbejdet i såkaldt finere hjem, hvorfra hun hentede en kulturel arv, blandt andet i form af bøger, som fruerne havde givet hende. De stod på deres egen reol i hjemmet i Nyboesgade.

Faderen havde været på højskole to gange, inden han greb nål og tråd. Så han kunne også bidrage kulturelt. Inger var meget modtagelig for den gode påvirkning fra forældrene, og da faderens arbejdsgiver fortalte om gymnasiets mellemskole, var det vejen frem for Inger. Hun tog studentereksamen i 1954 på Vejle Gymnasium, alt mens hun drømte om at blive digter.

Inger Christensen siger om sit hjem og forældrene:

”I selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far, og fra min mors måde at føre hus på…. Hos ens forældre kan der ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger fra Højskolebogen eller Arbejdersangbogen. Det betyder måske lige så meget, som hvis ens far var professor og for længst havde sagt alting.”

Gamle dage

Vejle, verden og avisen: Vigand Rasmussen skriver om Gamle dage hver tirsdag.

Efter studentereksamen tog hun til København og blev indskrevet på universitetet, hvor hun gik til filosofikum, alt mens hun forsørgede sig selv som cykelvikar. På den tid mødte hun en kunstner, som fortalte hende om tidsskriftet Hvedekorn. Hun sendte nogle digte ind, og de blev antaget og bragt i tidsskriftet i 1955, fordi redaktøren Torben Brostrøm kunne se et talent spire.

Hun fik at vide, at i Aarhus havde hun en åndsbeslægtet i skikkelse af den unge digter Poul Borum. Hun havde afbrudt universitetsstudierne for i stedet at læse til lærer, for så kunne hun digte i ferier og fritid. Hun blev lærer i 1958 fra Aarhus Seminarium, og opsøgte derefter Borum. Et halvt år efter blev de gift.

Som Elisabeth Møller Jensen skrev i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:

”Ægteskabet holdt, og holdt til meget, i 17 år, men selvom det blev for meget, blev deres indbyrdes dybe forbundethed først brudt ved Borums død i 1996.”

Årene med Borum var en slags gensidig forfatterskole, og i 1962 havde Inger Christensen en meget fin debut med digtsamlingen ”Lys”, der udkom da hun var lærer på Knebel Skole. Efter to eksperimenterende romaner kom hendes store gennembrud med ”det”, en digtsamling der udkom i 1969, hvor hun havde været fuld tids forfatter siden 1964.

”Det” er blevet kaldt et af det 20. århundredes poetiske hovedværker i dansk litteratur. Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen kaldte det et værk om ungdomsoprørets galskab og vildskab, kærlighed og erotik, modstand og afmagt, alt sammen samlet i én lang skabelsesberetning. Gennem værket gik en tro på såvel fremskridt som fremtid, og langt inde var Inger Christensen drevet af en Albert Schweitzer-agtig drøm om at gøre verden bedre.

Det viser sig i det lange digt ”alfabet”, der formmæssigt er bygget op over Fibonaccis talrække. Her dukker det onde og truende op mellem ord, som beskriver det smukke i verden, som i strofe 4, der lyder:

duerne findes, drømmene, dukkerne,

dræberne findes; duerne, duerne,

dis, dioxin og dagene; dagene

findes; dagene, døden; og digtene

findes; digtene, dagene, døden.

Digtet slutter med en afbrændt verden, og børn, der ikke længere er børn, for ”der er ingen, der bærer dem mere.”

Det er blevet sagt om Inger Christensens lyrik, at den er let at læse, men svær at forstå. Men gør nu alligevel et forsøg, og en fantastisk verden åbner sig med Inger Christensens vidunderlig brug af sproget. Eller som hun selv udtrykte det: ”Vi overlever kun, fordi vi bruger ord.”

Inger Christensens kunst kom ud i samfundet på flere måder. Begyndelsen af ”alfabet” blev af Dea Trier Mørch malet på en mur på Nørrebro. Digtsamlingen ”det” blev yderligere kendt med Pia Raugs plade af samme navn, der udkom i 1980. Lyrikeren selv blev hædret med mange litterære priser, og i 2000 blev hun hyldet af Vejle Kommune for sit fornemme litterære virke.

Senest er hun hædret ved at være en del af Britta Egebjergs værk ”Vindens Vægt”, trædestenene ved Johanneshuset i den vestby, hvor Inger Christensen kom fra. Hun døde i 2009.

Kilder: VejleWiki. Album 2000. Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Inger Christensen: Samlede digte. 2020.


Ægteskabet med Borum holdt, og holdt til meget, i 17 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fyn

Odenseansk kvinde bor i sydisraelsk by under raketangreb: Vi løber i pendulfart til beskyttelsesrummet

Nyborg

Borgermøde med coronapas

Faaborg-Midtfyn

Deltag i afstemningen: Als-Fyn-broen splitter fynboerne - René vil ikke flytte til Faaborg, hvis der kommer en bro

Annonce