Annonce
Indland

Indre Mission mister opbakning - hvert tredje missionshus er væk

Indre Mission mister missionshuse, og abonnenter på bevægelsens tidsskrift er faldet støt de seneste syv år.

Den kristne bevægelse Indre Mission har mistet opbakning i løbet af de seneste ti år.

Det skriver DR.

Indre Mission har på ti år mistet en tredjedel af bevægelsens missionshuse, mens den har mistet 1700 abonnenter på tidsskriftet Indre Missions Tidende i løbet af de seneste syv år.

Flere lokalafdelinger melder om manglende opbakning ifølge DR.

På Jegindø i Vestjylland forklarer 91-årige Ernst Møller, at den lokale afdeling før var stopfyldt ved møder, men gennem de seneste år er det tyndet ud, siger han til DR.

- Jeg har det skidt med det. Rigtig mange missionshuse er nedlagt, fordi der ingen kommer. Folk i dag har ikke behov for gud, siger Ernst Møller.

En del af forklaringen kan muligvis findes i, at Indre Missions skare har en høj gennemsnitsalder, og de unge følger ikke bevægelsen, som de gjorde tidligere.

Kirsten Graversgård, der er formand for Indre Mission på Jegindø, forklarer, at Indre Mission har sagt farvel til over 20 mennesker i området i 2019.

I Struer i Vestjylland har Indre Mission solgt missionshuset til de lokale katolikker.

Det er en tendens, at religiøse bevægelser har sværere ved at tiltrække følgere, siger religionsforsker på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen til DR.

De unge mennesker har mange tilbud, og det kan være svært at være ung og religiøs aktiv, lyder det.

Svækkelsen af Indre Mission kan også ændre magtbalancen i Folkekirken.

Indre Mission har historisk haft en indflydelse på Folkekirken, hvor bevægelsen har budt ind med en mere konservativ stemme. Nu kan andre bevægelser overtage Indre Missions indflydelse, fortæller religionsforskeren.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel på DR
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce