Annonce
Sydfyn

Illebølle får bedre mobilforbindelse

En 42 meter høj telemast skal sikre et område i og omkring Ilebølle en ordenlig mobilforbindelse. En klager har fået sin klage over masten afvist i Planklagenævnet. Foto: Louise Koustrup
Efter flere måneders venten på grund af en klage er der nu givet byggetilladelse til en telemast i Illebølle-området, der skal lukke et mobilhul

ILLEBØLLE: Selv om politikerne i Langeland Kommunes Trafik-, Teknik og miljøudvalg sagde ja til at rejse 42 meter høj telemast på Kildemosevej i Illebølle i marts måned, er det først nu, at entreprenøren kan begynde arbejdet. Byggetilladelsen er givet og masten bliver rejst indenfor en overskuelig fremtid.

Området i og omkring Illebølle er stærkt udfordret telemæssigt, og derfor har Energistyrelsen givet licens til at rejse en telemast, der dækker en række konkrete adresser.

Ejerne af ejendommen Kildemosevej 1, Jens og Helle Brammer Welcher, klagede allerede inden behandlingen i kommunens tekniske udvalg i marts over masten, som de mente ødelagde området, og klagen fik trods udvalget velvilje dermed opsættende virkning, med en forventet behandlingstid på otte måneder.

Parret bor ikke på adressen, men har ejet ejendommen siden 1984. De har i klagen forklaret, at de vil flytte dertil indenfor en årrække.

Både kommunen og Telenor/Telia, der har søgt om at rejse masten, har anført overfor Planklagenævnet, at klageren ikke er klageberettiget.

Det mener Planklagenævnet heller ikke, og nævnet har afvist at behandle klagen.

I begrundelsen fra nævnet hedder det at:

Planklagenævnet finder ikke, at klagerens interesse i sagen er tilstrækkelig aktuel til, at den kan begrunde klageberettigelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke vil blive påvirket af kommunens afgørelse på nuværende tidspunkt, og at tilbageflytningen ikke er fastlagt og nært forestående.

På denne baggrund afviser Planklagenævnet at behandle klagen.

Man kan læse hele afgørelsen på planklagenævnets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce