Annonce
112

I Svends barndom kunne tre generationer leve af et lille landbrug: Lokum i grisehuset og vand fra brønden

Birgit og Svend Jørgensen har skabt et ualmindeligt hyggeligt bed&breakfast i hans barndomshjem. Her sidder parret faktisk lige præcis på det sted, hvor Svend blev født for 82 år siden. I dag er det gæsternes dagligstue. Foto: Helle Nordström
Svend Jørgensen blev født på Enebjerggård som fjerde generation - de tre af dem boede sammen på gården i hans barndom. han har til sine børn og børnebørn skrevet en bog dels om, hvordan det var at vokse op på gården, dels om, hvordan han og hustruen Birgit brugte mange timer og penge på at renovere gården og bevare den for eftertiden.

Hindsholm: - Da jeg var barn, boede vi tre generationer på Enebjerggård - plus et par ansatte, og da kunne vi alle brødfødes af landbruget på de 20 tønder land.

82-årige Svend Jørgensen er født og opvokset på gården ved foden af Enebjerg en kilometers penge fra Bøgebjerg Strand. Det var helt andre tider dengang, og for at fortællingen om dengang kan bevares for eftertiden, har Svend Jørgensen skrevet sine erindringer - om sin barndom og om gården - til sine børn og børnebørn.

I dag er der ingen, der bor fast på gården, for Svend og hans hustru Birgit har adresse i Odense. Men de bor der hver sommer sammen med skiftende gæster på gårdens Bed & Breakfast. Og dermed er der bundet en sløjfe til fortiden, for Svend Jørgensens mormor og morfar drev et velbesøgt sommerpensionat på gården i 30-erne og 40-erne.

Det var morfaderen, der var så smart at bygge et sommerhus i det fjerneste hjørne af haven - havens højeste punkt, hvorfra der er udsigt til kysten både mod syd og øst. Det gav plads til flere gæster, og sommerudlejningen gik strygende.

Annonce

100 sider om de gode gamle dage

Svend Jørgensens bog præsenteres for venner, familie og naboer ved en reception den 21. juli.

De kan se frem til en bog, der rummer 100 sider om de gode gamle dage, da far høstede hø med selvbinderen forspændt to heste, mormor lavede mad på ringkomfuret, og mor og mormor bryggede øl i bryggerset. Men også om det lange og hårde arbejde med at redde gården, da den var så forsømt, at det regnede ind gennem taget, og væggene flere steder truede med at skyde ud.

Der er kapitler blandt andet om krigen, om skolen i Viby, om at leve tre generationer under samme tag, om dyrene på gården og om sommerpensionatet.

Og så er der masser af billeder. For nok blev der ikke råd til traktor og bil og træk og slip, men der var prioriteret at anskaffe sig et fotografiapparat, og Svend Jørgensen mindes også, at man jævnligt var ved fotografen og få taget de flotte opstillede billeder. Heldigvis har både bedsteforældre og forældre omhyggeligt gemt billederne, så der var nok at vælge imellem.

Hvor bogen bliver solgt har Svend Jørgensen ikke gjort sig mange tanker om endnu, den er jo først og fremmest skrevet til børn og børnebørn.

- Men er der nogen, der gerne vil købe den, så ring til mig på 66 18 93 87, så finder vi ud af noget, siger han.

Sommerpensionat til 20 gæster

- Det har været utroligt hårdt arbejde, for de kunne huse op til 20 pensionærer på en gang. Og det var jo dengang med tre retter mad, mindes Svend Jørgensen.

- Min mormor lavede maden, min mor servicerede gæsterne, og den ansatte unge pige sørgede for rengøring og opvask. Der var ingen, der kom sovende til det, for der var ikke indlagt vand i huset - det skulle hentes op af brønden, og når der skulle bruges varmt vand, blev det varmet i gruekedlen. "Køleskabet" var en spand hejst ned i brønden. Toilettet var et lokum, der lå i enden af grisehuset.

Men selvom Svend voksede op på en gård, hvor moderniseringen lod vente på sig, og arbejdet var hårdt, så mindes han det som en tryg og god barndom.

- Da vi var så mange, der skulle leve af det, gården kunne kaste af sig, var der ikke penge til nye ting som indlagt vand, traktorer og hvad de andre gårde ellers anskaffede sig, mindes han.

Valgte at blive lærer

Svend Jørgensen var den, der skulle overtage gården. Hans søster og hendes mand var ikke interesserede. Så indtil han var 25, var han landmand og fjerde generation, der drev gården.

- Men ligesom så mange andre unge i slutningen af 50-erne og begyndelsen af 60-erne måtte også jeg se i øjnene, at det lille landbrug kunne jeg ikke længere leve af. Det var samtidig med, at Lindøværftet var kommet til, og de kunne opsluge al den arbejdskraft, landbruget ikke længere kunne bruge. Det var også tæt på, at jeg valgte Lindø, fortæller Svend Jørgensen.

- Men heldigvis havde jeg mødt Birgit. Hun kom fra et lille landbrug i Jylland, men tjente på en gård i Taarup. Hun og jeg blev enige om at blive lærere, og jorden blev forpagtet ud, medens forældrene beholdt stuehuset.

Og sådan kom Svends mor og far til at bo alene på gården i en årrække. Faderen døde i 1982, og moren skulle på plejehjem i 1998, og på det tidspunkt besluttede Birgit og Svend at købe gården.

Hyggen og stemningen af de gode gamle dage møder gæsterne allerede ved ankomsten. Foto: Helle Nordström

Ni års arbejde belønnet med Bevaringsprisen

- Gården var nedslidt - ikke en ruin, men i kraftigt forfald. Men det var der, min slægt er groet fra i fire generationer, og den der var rammen om min barndom. Den skulle reddes, var Birgit og jeg enige om.

Svend Jørgensen mindes, hvordan mange rystede på hovedet af dem, da de gik i gang med at pille vægge ned sten for sten, rense og genbruge dem.

- Det var et arbejde, der kom til at vare ni år med god hjælp fra venner og familie og indimellem også tilkøbte håndværkere. Det var hårdt både fysisk, psykisk og økonomisk, beretter han.

Men her kom morfars sommerhus til god gavn, for her kunne de bo, medens de om sommeren renoverede stuehus. Vinteren tilbragte de i hjemmet i Odense.

Efter de ni års arbejde var gården genskabt, så man næsten ikke kunne se forskel - udenpå, hvilket indbragte dem Bevaringsprisen. Indeni var der rykket rundt på vægge og etableret badeværelser, så den gamle gård nu bød på tidssvarende boligforhold. Og da Birgit og Svend ikke ønskede at opgive deres Odense-adresse, blev de enige om at genoplive mormor og morfars sommerpensionat - dog nu som bed & breakfast.

Svend Jørgensens mormor og morfar drev sommerpensionat på gården i 30-erne og 40-erne, og det var morfar, der fik bygget sommerhuset i et hjørne af haven. Det gav plads til ekstra gæster. Foto: Helle Nordström

Bed & breakfast som en hyggelig hobby

- Vi har gjort meget ud af at bevare så meget af det oprindelige, som muligt, så gæsterne får en oplevelse af at være på et gammelt sted, der har en historie, fortæller Svend Jørgensen.

Og det har de virkelig lagt kræfter og kreativitet i. Birgit Jørgensen har fundet frem til de helt rigtige stribede tapeter, og hun har i vintermånederne hjemme i Stige syet skønne sengetæpper i patchwork. Derfor kan stamgæsterne (og dem er der mange af) nu blot meddele, om de ønsker det blå, det røde, det grønne eller det gule værelse.

- Vi har plads til otte gæster i stuehuset, og selv bor vi i sommerhuset. Men vi booker ikke fuldt op så tit, for vi er jo gamle, og fuldt belagt hele tiden ville være for hårdt, forklarer Svend Jørgensen.

- Vi er ikke økonomisk afhængige af det heldigvis, så for os er bed & breakfast en hyggelig hobby, og Birgit elsker at have gæster.

Haven er som alt andet på gården passet og plejet og meget indbydende. Foto: Helle Nordström
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Kerteminde Motion udfordrer løberne

Annonce