Annonce
Kultur

I sansernes vold

En forloren skov, der ligner i lyd og dufte, når man lukker øjnene. Foto: Søren Gylling
Fem ting vi lærte om vores sanser på udstillingen "Sense Me" på Trapholt.

I skolen lærer man, at der er fem sanser: Synssans, høresans, smagssans, lugtesans og følesans. Men det er slet ikke så simpelt. Sanser påvirker hinanden, og hos nogle mennesker kan eksempelvis høresansen aktivere synssansen, så musik opleves som farver.

Med ”Sense Me” har Trapholt skabt en sensorisk kravlegård, hvor man kan udforske sine sanser, opdage sensoriske fordomme og blive udfordret på, om alt det, man ser, dufter og smager, stemmer overens med den opfattelse af virkeligheden, man tager med sig ind i udstillingens rum.

Udstillingen understreger, at vi er mere end tanke, og at vi har en krop, der hele tiden tager imod sanseindtryk, som påvirker hinanden og påvirkes af vores forventninger til dem.

Annonce

"Sense Me"

”Sense Me” er Trapholts anden udstilling i en række af udstillinger, der sætter publikum i centrum.

Består af kunst- og designinstallationer af blandt andre Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Anne Patterson, Margrethe Odgaard og Peter de Cupere. Derudover indeholder udstillingen blandt andet en række sanseeksperimenter, sanserum og fortælling om avantgarden fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor kunstnere som Wassily Kandinsky og Rudolf Steiner eksperimenterede med kunst til det multisensoriske menneske.

”Sense Me” er en opfølgning til udstillingen ”Eat Me” i 2017.

Kurateret af Trapholts museumsdirektør Karen Grøn og museumsinspektør Katrine Stenum Mortensen.

Udstillingen løber til 1. juni 2020.

1. Duft, der bryder med forventningen

Hvordan dufter der oppe blandt skyerne? Af smog, selvfølgelig. Den belgiske kunstner Peter de Cupere bryder nok manges forventninger om at stige op i den friske luft, når man bestiger den korte stige og stikker hovedet op i den kunstige bomuldssky. Inde i skyen bliver næsen fyldt med lugten af røg. Værket ”Smoke Cloud” er et udtryk for en konstrueret fantasi, da tanken om skyen som en lille, solid størrelse ikke har hold i virkeligheden. Desto større bliver overraskelsen, når lugten af smog rammer næseborene. Peter de Cuperes sky er ikke det eneste værk på Trapholt, som skaber en konstruktion af naturen, der rækker langt videre end en leg med sanser og forventning. En anden installation består af en steril skov, hvor lianer falder mod et hvidt gulv omkranset af spejle. Hver lian er udstyret med en lille højttaler og en duft, så oplevelsen skifter, idet man bevæger sig rundt i installationen. Også her sættes tanker i gang om menneske og miljø, hvordan vi påvirker vores omgivelser, og ikke mindst hvordan forsøg på at genskabe naturens mangfoldighed sjældent lader sig gøre på vores præmisser uden at blive forlorent.

2. Musik kan ses

Nogle mennesker ser musik i farver. Fænomenet kaldes synæstesi, og det beskriver, hvordan en sans påvirker andre hos mennesker, eksempelvis hvis hørelsen giver synsindtryk. Ifølge udstillingen på Trapholt har omkring en ud af 20 personer synæstesi, og fænomenet skyldes, at der hos disse mennesker findes nerveforbindelser i hjernen på tværs af normalt opdelte områder. Der findes et større antal kombinationer af samsansninger, som ofte kommer til udtryk ved, at man hører farver, smager ord eller kæder bogstaver og tal sammen med bestemte farver.

I udstillingen kan man tage en test, der tager 10-20 minutter, hvor man skal kæde blandt andet toner og forme sammen med farver. Til sidst ser man, at der er en tydelig tendens, som peger på, at gæsterne på Trapholt forbinder de samme nuancer med de samme toner.

I den amerikanske kunstner og synæstet Anne Pattersons værk ”Pathless Woods”, som er et 50 kvadratmeter stort rum fyldt med satinbånd, som man kan gå rundt i og dermed opleve, hvordan Anna Patterson selv oplever musikstykket ”Garden of Cosmic Speculation”.

Man stikker hovedet i skyerne i Peter de Cuperes værk "Smoke Cloud". Foto: Søren Gylling

3. Lyd er fysik

At lyd er vibrationer i højttaleren og øregangen kommer næppe bag på nogen, men at opleve lyd som en rent fysisk oplevelse siger noget om, i hvor høj grad hjernen er på arbejde, når den fortolker sanseindtryk. I værket ”Seated Catalogue of Feelings” kan man opleve, hvordan hjernen skaber sanseindtryk af hverdagsoplevelser, som hvis man kunne høre dem. Der er bare ikke lyd på. Værket består af to stole og en pude, som er udstyret med motorer, der vibrerer og skaber bevægelse, når man sidder på stolene eller holder om puden. På gulvet afslører tekst, hvilken følelse af lyd, man får, mens hovedtelefoner primært afspiller hvid støj, som overdøver omgivelserne. Med bagdelen plantet i stolen ”hører” man en knallert med hul i lydpotten drøne forbi udelukkende gennem stolens vibration. Og man ”hører” kugler trille på et træbord. Det er nogle af de simple sanseindtryk, men værket har mere komplekse scenarier, man kan opleve gennem vibration og forestillingens kraft.

”Garden of Cosmic Speculation” er en 50 kvadratmeter stor installation, der kobler farve med musik. Foto: Søren Gylling

4. Smag er design

De øvrige sanser påvirker smagssansen. I et eksperiment trækker man grønne jelly beans i en slikautomat. Med slikket i munden stiller man sig op mod nogle kighuller, der afslører to forskellige typer af grafiske forme. Den ene er kantet og hård, den anden er blød og indbydende. Eksperimentet skal afgøre, om slikkets smag ændrer sig, alt efter hvilken form man ser på under spisning. Og noget tyder på, at design betyder noget. Med poletter kan publikum stemme om, om designet betyder noget for smagsindtrykket, og mens en tredjedel ikke mener at kunne smage forskel, er der en overvægt blandt dem, der mener, at slikket smager sødere, når de ser på den bløde grafik, og mere surt, når de ser på den kantede grafik. Hvis man ønsker at dykke yderligere ned i smagens univers, holder Margrethe Odgaard ”Popsicle Index Workshop”, hvor man dykker ned i forholdet mellem farve og smag og måske lærer at sanse farver på en ny måde.

”Seated Catalogue of Feelings” skaber simple og komplekse følelser af lyd og bevægelse gennem vibrationer i puder og stole. PR-foto: Soso

5. Pels skriger på at blive mærket

Vi omgiver os med tusindvis af knapper, og det har indtil for ganske nylig med den nu allestedsnærværende touchskærm været den altdominerende måde, vi interagerede med teknologi på. Men selv de berøringsfølsomme skærme er en kold og gold oplevelse. Værket ”Tactile Orchestra”, det taktile orkester, er en væg dækket i en blød, lang pels, som er indbydende for alle med trang til at klappe og rode i en lækker pels. Til forskel fra hunden derhjemme er responsen på denne installation musikalsk. Når man kører hænderne gennem pelsen, aktiveres sensorer, som spiller instrumenter og brud af klassisk musik. Kompositionen bestemmer man selv inden for nogle rammer, der gør, at den fremførte musik ikke bliver fuldstændig umusikalsk. Værket kombinerer følesansen, synssans og høresans og er en ny og original måde at styre et stykke teknologi på.

Træk to stykker i slikautomaten og oplev, hvordan smagen ændrer sig afhængig af synsindtryk. Foto: Henrik Anderson
Pelsorkestret skriger på at blive rørt ved. Væggen af pels er i virkeligheden et instrument, som man kan spille på. PR-foto: Xandra van der Eijk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Kultur

Der er et før og efter "Toy Story"

Annonce