Annonce
Fyn

I lære som bådebygger: Emma faldt for et kreativt håndværk uden drejebog

27-årige Emma Haastrup er flyttet til Middelfart for at stå i lære som bådebygger på Lillebæltværftet. Inden hun begyndte som bådebyggerlærling har hun læst økonomi i tre år. Foto: Peter Leth-Larsen
27-årige Emma Haastrup har taget rejsen fra Københavns Universitet til et bådebyggerværksted i Middelfart og skiftet forelæsninger ud med fingersnilde og fysisk arbejde.

Det lå ikke i kortene, at Emma Haastrup skulle flytte til Middelfart for at gå i lære som bådebygger. Den 27-årige bådebyggerlærling havde aldrig før boet uden for København, og for bare et par år siden havde hun ikke regnet med, at hun skulle tage en håndværksuddannelse. Før hun nåede hertil, havde hun først læst det meste af en bachelorgrad i økonomi på Københavns Universitet og siden arbejdet som pædagogmedhjælper i en børnehave.

- Min far har altid sagt, at jeg var god til at lave ting med mine hænder, men det gad jeg ikke. Det er stadig ikke noget, man fortæller piger, at de kan, og så havde jeg ikke det bedste syn på håndværksuddannelserne. Det er synd, for som håndværker skal man jo lære lige så meget som alle andre, det er bare nogle andre ting, siger Emma Haastrup, mens hun læner sig tilbage i en stol i Lillebælt-Værftets frokostlokale.

Den lille frokoststue ligner kabyssen på et skib med borde og bænke i massive, olierede planker. Fra vores pladser er der udsigt over bæltet. En udsigt, som Emma Haastrup hurtigt er kommet til at sætte pris på.

- Jeg har været søspejder, sejlet, svømmet, roet og dykket. Jeg har altid elsket at være ved vandet, og der er Middelfart jo god. Jeg går langs kajen hver morgen, og mange dage er der en marsvin eller en sæl, der stikker hovedet op. Det er noget helt særligt, fortæller Emma Haastrup.

Hun er høj og har sit lange hår sat stramt op, så det ikke kommer i vejen, når hun arbejder. De sorte arbejdsbukser med puder på knæene er farvet af det støv, der hvirvles op, når man arbejder med træ.

- Jeg kan bedst lide at gå i kjole normalt, så jeg har lige skullet vænne mig til at se sådan her ud til hverdag. Og så har jeg fået et lidt større behov for at være feminin i weekenderne, fortæller Emma Haastrup.

Før vi fandt vej til frokoststuen, stod hun og rettede brædder til med en vinkelsliber. Brædderne skal udgøre stævnen i en jolle fra sidst i 60’erne, som hun er ved at restaurere. Indtil for nylig sejlede den rundt på de indre danske farvande under navnet Tøsen. Hvad de nye ejere vil kalde jollen, som fylder det meste af værkstedets længde, er et åbent spørgsmål, men båden får den helt store overhaling. Huset er blevet fjernet, så jollen fremstår tættere på sin oprindelige profil, og dørken bliver lagt om.

Annonce

Bådebyggeruddannelsen

Det er Erhvervsskolen Nordsjælland, som udbyder uddannelsen som bådebygger. På skolen kan man også blive sejlmager.

Det tager fire år og seks måneder at blive uddannet bådebygger.

Den største del af uddannelsen foregår på lærepladsen, og ind imellem er der skoleophold. Der er ikke mulighed for skolepraktik.

For at blive optaget på grundforløbet skal man have bestået folkeskolens afgangseksamen med karakteren 2,0 i dansk og matematik.

Lærlinge får elevløn under uddannelsen.

Materialeekspert

Emma Haastrup har været i lære på værftet for enden af Havnegade i Middelfart siden 1. marts i år. Hun har allerede rykket sig meget, hvis hun selv skal sige det.

- Når jeg ser på noget af det, jeg har lavet tidligere, tænker jeg, at det ville jeg have gjort anderledes nu. Det er så let at se sine egne fejl, men jeg bliver bedre, og det, jeg laver, bliver flottere og flottere. Før sommerferien lavede jeg en motorkasse og en damkasse til en jolle, som ligger nede i Kongebrohavnen, og der var jeg virkelig stolt. Det blev godt nok flot. Det tog lang tid, men det var fedt at få lov til at lave en hel opgave selv og se det endelige resultat, siger Emma Haastrup.

Før hun begyndte i lære hos den selvstændige bådebygger Chris Domino Larsen, gik hun i et halvt år på uddannelsens grundforløb på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød, hvor hun lærte at arbejde med de forskellige værktøjer og materialer, som hun skulle bruge i sin læretid. Det er dog først, efter hun er kommet i lære, at hun for alvor føler, hun er ved at få styr på teknikkerne.

- Det tog for eksempel ret lang tid at lære at kalfatre, og det er noget, jeg stadig øver mig på, fortæller den kommende bådebygger om teknikken, som bruges til at tætne plankerne i en træbåd.

- Slåteknikken tog lang tid at lære, og man skal bruge en særlig metode for at pakke værken (et tovværk af hamp, som man bruger til at kalfatre, red.) tæt, men jeg er ved at få styr på det.

På økonomistudiet fandt Emma Haastrup ud af, at det var en dårlig måde for hende at lære på med tavleundervisning og forelæsninger. Det fungerer bedre for hende, når hun bringer hænderne i spil, og det gør hun som bådebygger.

- Jeg faldt for, at bådebyggere arbejder med alle mulige materialer. Det er træ, metal og glasfiber, og så skal man kunne noget med motorer. Man bliver lidt af en materialeekspert, og det er spændende ikke kun at arbejde med ét materiale. Og så er det et fag, hvor man får lov at være kreativ, for der er ingen både, der er ens. Mange af dem er bygget for lang tid siden og repareret af mange forskellige mennesker på mange forskellige måder. Der er ingen drejebog til, hvordan man skal gøre det, så man skal tænke kreativt og se på, hvordan man har løst andre opgaver, siger Emma Haastrup.

Kvinde i et mandefag

Før Emma Haastup fandt en læreplads, gik hun halvanden måned uden at finde nogen. Så da Chris Domino Larsen kontaktede hende, tog hun det første tog til Middelfart for at se sin potentielle læreplads.

- Da jeg ankom, stod Chris og arbejdede med træbåde udenfor. Det var superkoldt, men det så virkelig fedt ud. Det er et fag med en vis æstetik, og så er det for mig en del af attraktionen at stå ude at arbejde. Det er rart af få frisk luft og mærke vinden. Man bliver træt på en anden måde, når man er ude, hvilket jeg godt kan lide. Og så behøver jeg heller ikke træne, når jeg har fri.

De første måneder på værftet var Emma Haastrup helt udkørt, når hun fik fri. Hun spiste mere, end hun var vant til. Hendes krop krævede ekstra kalorier for at holde til det nye fysiske arbejde. Musklerne voksede, og Emma Haastrup mener, hun har vænnet sig til sit nye arbejdsliv, hvor det ikke kun er hjernen, der er på arbejde.

Bådebyggeri har traditionelt været en mandefag, og kvinder på værfterne er stadig en sjældenhed mange steder, men arbejdsgangene har ændret sig, og råstyrke er ikke et krav på samme måde nu som tidligere.

- Jeg håber, jeg kan være med til at rykke ved nogle af de fordomme, som folk har om håndværksfagene, for det er lige så kreativt og svært som alt andet, det er bare på en anden måde. Og så tror jeg, at det giver noget andet, når der kommer kvinder ind på værfterne. Det er selvfølgelig en stereotyp, men kvinder har nogle gange et andet øje for detaljer, siger hun.

Sansen for detaljer er hun stadig ved at kalibrere, for det hele kan ikke blive perfekt, og hun øver sig på ikke at hænge sig i småting ved sit eget arbejde. Her mener hun også, at hendes alder og uddannelsesskift har givet hende den modenhed og erfaring, der skal til for at bruge sine kræfter på de rigtige ting og lade ligegyldighederne ligge.

- Jeg kunne ikke være gået direkte fra folkeskolen eller gymnasiet og have taget den her uddannelse. I hvert fald ikke med samme selvtillid, siger Emma Haastrup.

Jeg øver mig i ikke at hænge mig i de små detaljer. Jeg er lidt perfektionistisk anlagt og vil gerne have, at det hele er godt. Det skal det jo også være, men på indersiden af et skab behøver det måske ikke være lige så flot som udenpå, siger Emma Haastrup. Foto: Peter Leth-Larsen
Jollen, som Emma Haastrup arbejder på, fylder det meste af værkstedets længde. Den er bygger i Middelfart i 60'erne. Foto: Peter Leth-Larsen
Både er ikke ens, og mange af dem, som kommer igennem Chris Domino Larsens værksted, har været repareret på mange forskellige måder før. Foto: Peter Leth-Larsen
Emma Haastrup havde ikke forestillet sig, hun skulle være håndværker. Hun har dog opdaget, at hun lærer bedst, når hun bruger sine hænder. Foto: Peter Leth-Larsen
Der er koldt i værkstedet. Som Chris Domino Larsen siger: - Hvis vi varmer op, så er det for træets og ikke for bådebyggerens skyld. Foto: Peter Leth-Larsen
Emma Haastrup er flyttet ind i en lejlighed midt i Middelfart. Hun har altid været tiltrukket af havet, så byen ved Lillebælt passer hende godt. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Annonce