Annonce
Faaborg-Midtfyn

I hælene på p-vagten Helmuth: - Jeg er ikke bare en uniform

Som tidligere skolelærer har Helmuth godt styr på det med konflikthåndtering. Endnu er han ikke havnet i en situation, han måtte trække sig fra. Foto: Bent Warncke
Faaborgs parkeringsvagt Helmuth Jensen sørger for ro og ordnede forhold på de faaborgensiske p-pladser. Han klarer jobbet helt uden at puste sig op.

Faaborg: Helmuth Jensen (59) har været Faaborgs kommunale p-vagt siden november 2017. Folk genkender ham efterhånden, når han i sin gule uniform skridter byens gader og p-pladser af for at tjekke, om bilerne holder, som de skal.

En tirsdag i juli fulgte vi i hælene på Helmuth, og turen startede på Faaborgs torv kort før klokken 12.00.

Der går ikke mange sekunder, før en ældre, gangbesværet mand henvender sig for at få klarlagt, hvor længe han egentlig må holde på p-pladsen med sit handicapskilt i forruden. Pladsen har halv-times-parkering.

- Vi skal jo ind på Tre Kroner og have en æg-kage og en Grimberger, fortæller manden, der også lader forstå, at han er på besøg fra Assens.

Helmuth orienterer ham om, at der faktisk er lidt forskellige regler for netop det. Blandt andet fordi han er kørt ind i p-zone.

- Men hovedreglen er, at hvis du har invalideskilt i vinduet, må du fordoble den tid, der står, med mindre det er to eller tre timers parkering, forklarer Helmuth.

Kort efter henvender en anden sig med præcis samme spørgsmål. Hans bil holder på handicap-pladsen ved arresten.

Han får samme svar. Parkerings-reglerne er ens, uanset om man holder på de almindelige eller på de særlige handicap-pladser.

- Ja, for det tager jo lidt mere end en halv time at drikke en bajer, forklarer han.

Annonce

P-bøder

Det er ulovligt at parkere i modsat retning af færdselsretningen, men det må Helmuth ikke udskrive afgifter for - det er politiet, der skal gøre det.

Hvis p-begrænsningen gælder fra klokken 9.00 til 18.00, og der er tre timers parkering, må Helmuth først give en afgift efter klokken 12.00.

En parkerings-forseelse skal observeres over mindst fire minutter, inden Helmuths system kan udskrive en afgift.

Helmuth og kollegaen i Ringe er denne sommer blevet lejet ud til at lave p-kontrol i Kerteminde Kommune fem timer om ugen.

Uddannet lærer

Den slags samtaler har Helmuth mange af i løbet af en vagt. På uinformsjakken bærer han et badge med budskabet: "Spørg mig om parkering", og det tager folk helt bogstaveligt. Faktisk er birollen som konsulent noget af det, han allerbedst kan lide ved jobbet, som han holder meget af.

- Jeg får en masse frisk luft og får snakket med mange mennesker - også om alt muligt andet end parkering, fortæller han.

- Du er aldrig nedtrykt, når du går hjem fra arbejde?

- Nej tværtimod. Man siger godt nok, at det er en udskældt job, men det oplever jeg overhovedet ikke i det daglige. Jo, folk kan sagtens være sure på sig selv, på systemet og på mig som myndighed, men når de kommer ned i gear, så ved de godt, at det er deres egen fejl, det handler om, fortæller han.

Egentlig er Helmuth uddannet folkeskolelærer, og i en årrække underviste han på Toftegårdsskolen, indtil en blodprop i hjertet slog ham omkuld for nogle år siden.

Han forsøgte at vende tilbage til lærergerningen, men den gik ikke.

- Jeg startede igen på deltid, men det var slet ikke, som det havde været før, så der var ikke svært at tage beslutningen om at stoppe, fortæller han.

P-licens i forruden

I Adelgade er et nyetableret standsnings-forbud på et stykke af vejen markeret med gul stribe på kantstenen. Helmuth skal lige tjekke, om det bliver overholdt.

Det gør det.

- Hvis der havde holdt nogle der, ville jeg nok bare have sat en venlig påtale i forruden, fordi standsnings-forbuddet er helt nyt, og folk lige skal vænne sig til det, siger han.

Lidt længere nede ad Adelgade bliver han spottet af en af beboerne, der kommer ud på gaden for at stille præcis samme spørgsmål, som Helmuth svarede på oppe ved Torvet.

Tålmodigt forklarer Helmuth reglerne for handicapparkering én gang til.

Langt de fleste af bilerne på Adelgade har en p-licens i forruden. For 1000 kroner årligt kan de holde lige så længe, de vil på byens p-pladser.

- Det er vel egentlig rimeligt billigt, er det ikke, spørger Helmuth, mens han patruljerer langs rækken af parkerede biler.

Vi stopper et øjeblik ud for en bil med p-licens, der holder en halv meter uden for en af de afmærkede båse. Men det er ikke noget, Helmuth reagerer på.

- Båsene er et levn fra tidligere, og kigger man skiltene, er der ikke påbud om at holde sig til båsene. Jeg har en forståelse for, at beboerne i Adelgade parkerer, så godt de kan, og tager hensyn til hinanden, siger han.

På Degnetorvet falder dagens eneste bøde. Ejeren af en rød Skoda Citigo blev 510 kroner fattigere. Foto: Bent Warncke

Ikke bare en uniform

Jobbet som p-vagt i Faaborg er normeret til 15 timer om ugen. Dem fordeler Helmuth typisk over tre dage, og ind i mellem dækker han også kollegaen i Ringe ind ved sygdom, ferier og lignende.

Selv bor han i Faaborg, og det er både godt og skidt, pointerer han.

- Det gode er jo, at man kender rigtig mange mennesker, så mange ting kan holdes på det venskabelige plan, selvom jobbet jo skal udføres, fortæller han.

Ulempen er, at hvis nogen bliver arg på systemet, så kan de lade det gå ud over p-vagter som Helmuth.

Men det er helt klart fordelene, der vejer tungest. Helmuth føler, at han har noget goodwill blandt faaborgenserne.

- Jeg er ikke bare en eller anden uniform, der kommer og skriver bøder ud til højre og venstre, bare fordi jeg kan. Jeg oplever rigtig mange, der kommer og klapper mig på skulderen og siger, at det er godt, at der bliver gjort en indsats på det her område, fortæller han.

Anna Hangaard (tv) og Gitte Madsen havde god samvittighed - og de får ikke røde knopper af at møde en p-vagt som Helmuth. Foto: Bent Warncke

At betale - 510 kroner

Turen fortsætter ned ad Jomfrulågen, forbi Helios og ind ad Grønnegade. Da vi når Degnetorvet, er klokken passeret 12.00, og Helmuth kan begynde at udskrive afgifter, hvis nogen har parkeret længere end de tilladte tre timer siden klokken 9.00.

Den er gal med en ældre, rød Skoda Citigo. P-skiven står til 2.30 - eller 14.30, om man vil.

- Det er lidt sent, eller hvad?

- Ja eller lidt tidligt. Det kan være en forglemmelse, men skiven kan jo også være stillet i nat, siger Helmuth.

Han tager billeder af "forseelsen", som han siger. Fotograferer bilen både forfra og bagfra, og taster registrerings-nummeret ind sin maskine, der har direkte forbindelse til motorregistret. Nu ved systemet, hvem der ejer bilen.

I nærheden holder en anden bil med en elektronisk p-skive, der ikke virker - ved siden af er placeret en manuel skive, der er korrekt indstillet.

- Det er i princippet ulovligt. Ifølge parkerings-bekendtgørelsen må man kun have én p-skive i bilen. Havde jeg været privat ansat eller en krakiler, så ville den her også få en afgift, siger Helmuth.

På Degnetorvet møder vi Anna Hangaard og Birgit Madsen, der netop er ankommet. Begge har tydeligvis verdens reneste samvittighed, og de har i det fint med p-vagter som Helmuth.

- Det er jo mennesker, som os andre, der bare passer deres arbejde, siger Anna Hangaard.

- Det er selvfølgelig surt at få en bøde, men man kan jo kun blive sur på sig selv, hvis man glemmer at sætte skiven, siger Birgit Madsen.

Mens vi står og snakker kommer en ældre mand hen til en anden bil, som Helmuth netop var ved at line op til at give en afgift. Den elektroniske p-skive viser nemlig et helt forkert tidspunkt.

- Din p-skive virker ikke, men du slipper denne gang, lyder det fra Helmuth.

- Det var heldigt. Så kommer jeg til Faaborg en anden gang, siger manden med et smil, inden han kører.

Vi går tilbage til den røde Citigo - observationstiden på fire minutter er gået, og Helmuth sætter den famøse strimmel i vinduesviskeren.

At betale: 510 kroner.

I Adelgade kommer en beboer ud for at spørge om reglerne for handicapparkering. Foto: Bent Warncke

Optræk til ballade

De fleste danskeres forhold til p-vagter kan nok beskrives som lettere anstrengt. Den famøse lille lap i forruden kalder både arrigskab, vrede og forargelse frem i mange.

Helmuth forvalter jobbet på sin måde. Som skolelærer igennem mange år kan man ikke lære ham ret meget om konflikthåndtering. Han forsøger at balancere på den knivskarpe æg mellem at være professionel og medmenneskelig. For eksempel kan han godt finde på at lade en bil slippe, hvis p-skiven står forkert, men køleren stadig er varm.

- I princippet må jeg ikke være medmenneskelig, men der er jo et spillerum. Parkerings-bestemmelserne siger, at man kan udskrive en parkeringsafgift - der står ingen steder, at man skal, siger han.

Men har han først udskrevet én bøde på Torvet, hvor der er standsningsforbud, så må han være konsekvent.

- Så er jeg nødt til at gå hele rækken igennem, uanset om det er borgmesteren, der holder der med sin Golf, eller fru Hansen, der er inde på Torvets Burger og hente noget at spise, siger han.

Han har ingen krav om, hvor mange afgifter han helst skal udskrive per måned, og det er ikke et mål for ham at uddele så mange som muligt.

- Jeg får jo det samme i løn, uanset om jeg udskriver 3 eller 15 afgifter på en time. Det er helt ligegyldigt for mig, siger han.

Hvis folk bliver sure, gælder det om at holde hovedet koldt og stille og roligt få talt fornuftigt til vedkommende.

- Er der optræk til ballade, så hellere trække sig end at tage konfrontationen. Men langt de fleste forstår det jo godt, siger han.

Denne badge bærer Helmuth på uniformen, og faaborgenserne følger opfordringen i stor stil. Foto: Bent Warncke

En betinget refleks

Turen fortsætter ad Grønnegade, og vi drejer til højre ned ad Klostergade, hvor folk kun må holde i de opmærkede båse.

En bil holder parkeret uden for båsene men også uden for zonen, der er skiltet med stopforbud.

- Der er nok ikke 10 meter hen til krydset, som der skal være - der er måske kun 8,5 meter - men man kan jo ikke forlange, at folk skal have en lineal med i bilen, siger han.

Så den bil noterer Helmuth heller ikke.

Igennem en smøge havner vi på Brugsens P-plads. De næste 20 minutter bruger Helmuth på at tjekke samtlige de 70-80 parkerede biler.

De fleste bøder i Faaborg udskrives faktisk på Brugsens parkeringsplads.

- Enten fordi folk glemmer at sætte p-skiven, eller fordi de parkerer længere end de tre timer de må. Men i langt de fleste tilfælde er det glemsomhed, siger han.

I dag har alle dog orden i sagerne.

Det blev kun til en enkelt afgift, hvilket ikke er usædvanligt sådan en ganske almindelig tirsdag uden for højsæsonen.

- Men hvis jeg cirkulerede en tur mere op omkring torvet, kan jeg godt nå op på 6-7 afgifter på sådan en vagt, fortæller han.

Men Helmuth kan konstatere, at p-kontrollen har virket. Mange har efterhånden fået indbygget en refleks, der får dem til at række ud efter p-skiven, hver gang bilen parkeres.

- Antallet af p-afgifter i Faaborg er dalende. Jeg ser langt flere elektroniske p-skiver i dag, sammenlignet med da jeg startede, siger Helmuth Jensen.

Surt show for ejeren af den røde Skoda Citigo. Det kostede en afgift på 510 kroner at parkere ulovligt på p-pladsen ved Degnetorvet. Foto: Bent Warncke
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce