Annonce
Bøger

Hvorfor hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere?

Martin Ellermann har skrevet en kvik roman om forholdet mellem arbejde og identitet.

Vi har prøvet det alle sammen: Der er kommet invitation til et middagsselskab, og vi glæder os til en dejlig aften i selskab med nogle interessante individer. Optimistiske møder vi op, men allerede inden forretten er forbi, ønsker vi os langt væk, for gæsterne er hverken interessante eller individer, men derimod blot talende stillingsbetegnelser, der uafladeligt redegør for deres karrierevej og arbejdsopgaver i det daglige. Og ve den, der bringer dybere emner på bane. De ivrige karrierister skal nok snart få snakken tilbage på livet i kontorgangene.

Næste gang man møder sådan nogle, kan man passende spørge, om de har læst Martin Ellermanns nye roman. Det har de nok ikke, men det burde de, for det er en tankevækkende roman om, hvordan vi alle er tilbøjelige til at binde vores identitet op på vores job. Og hvem af os kan egentlig sige sig fri for at gøre det?

Men i bestræbelsen på at opnå den perfekte karriere hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere. Opnår vi så den attråede fylde og lykke? Nej, svarer Ellermann kategorisk.

Annonce

Knuden i maven

Silja på 35 år er i floskelbranchen: Hun forfatter jobopslag på et stort bureau. Det er mildest talt uinspirerede arbejde, og bitterheden vokser i hende. Hendes ledelse forventer dog, at hun er dybt engageret i både arbejde og arbejdsplads, for bureauet sælger ikke bare managementsludder, det abonnerer selv på det, selvom det paradoksalt nok er fuldt bevidst om hulheden i det.

Den topumotiverede Silja tror, hun er den eneste utilpassede, men så sker det: Charlotte, den kønne, overfladiske kollega, begår selvmord. Virksomheden går i sorgmode, men Silja aner straks, at det er en strategi, der har til hensigt at lægge låg på sandheden om selvmordet. Ellermann skildrer med veloplagt sort humor bureauets absurde sorgarbejde, hvor hver medarbejder tilstås nogle minutter med chefen, der som en faderfigur skal trøste og støtte. Alt er naturligvis lige så tomt og klichefyldt som de jobannoncer, bureauet producerer.

Ingen vil tale om, hvad der motiverede Charlottes selvmord, så Silja må selv bruge hovedet. Hun aner, som læseren også gør det, at der består en parallel mellem de to. Selvmordets årsag forbliver dunkel, men en kollega kan dog berette, at hun noget utraditionelt skar maven op med en kniv. Som ville hun skære en knude ud af maven. Måske den samme knude af selvforagt og ensomhed som Silja bærer rundt på.

Romanen holder sig klogt fra at forklare for meget, men skildrer fint den stemning af sprogløshed, der præger det moderne menneske. Midt i alle de fancy ord mangler vi i virkeligheden et sprog for at kommunikere med hinanden om det genuint menneskelige. Vi overtager virksomhedernes ikkesprog og ender som floskuløse parodier på os selv, hvis vi ikke sætter os til modværge og insistere på selv at definere vores identitet. Det skulle vi måske prøve til næste middagsselskab, for mon der alligevel ikke sidder andre end os med en voksende klump i maven?

Roman: Martin Ellermann: "Dræbende floskler"

184 sider, Byens Forlag

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce